Dette er et overspring i et allerede igangværende overspring.

Jeg har nogle jobrelaterede ting at ordne, og for lidt siden fandt jeg mig selv med hovedet i gulvafløbet ude i badeværelset.

Jeg måtte ryste hovedet, idet jeg håbede, at det ville hjælpe mig udi dette: hvad i alverden foretog jeg mig der.

Det skulle åbenbart renses, gulvafløbet.

Midt i skriblerier om job, må jeg have foretaget et kvantespring ud til gulvafløbet. Jeg er faktisk ikke helt klar over det, selvom jeg da medgiver, at det trængte, og at Manden og jeg har skubbet det lidt foran os i den sidste tid.

Det er ikke småting, en ulyst mod arbejde kan bringe med sig.

Næste gang jeg "vågner" i et kvantespring, håber jeg, at alle vinduerne er pudsede, gulvene vaskede og maden bobler på komfuret.

Jeg prøver lige at lukke øjnene, selvom erfaring siger mig, at kvantespring ikke er noget, man kommer sovende til.

Kvantespring: Inden for kvantefysikken betyder et kvantespring, at en elektron pludselig skifter fra én bane til en anden.

Kernefysik er edderspændende. Kvantefysik har jeg ikke studeret, selvom jeg har skimmet en bog om Schrödingers kat, der er i en kasse. Eller måske er den død. Bogen sagde mig noget.

Jeg opererer lidt kvantemekanisk i mit liv: lidt frem og tilbage, til siden og den anden, inden jeg finder en vej frem; jeg forstår ikke kvantefysik og er dermed heller ikke i stand til at forklare mig nærmere, men det tricker i den grad min umiddelbare opfattelse af liv.

Tilbage til udgangspunktet: arbejdet venter, kære Flora, så se du nu at komme i gang.

*suk*

Vi var til housewarming hos Sneprinsessens mand i går.

Han bor i et 70'er højhus med højt til loftet, god udsigt til øst og vest, og og og - en skøn altan.

Det er betonbyggeri, så vægge og loft kastede lyden af os, 12-14 sludrende væsener, samt den underliggende musik hid og did.

Da vi gik derfra ved midnat summede det i mine ører, som havde jeg været til koncert med Metallica, på nær hyletonen i hovedet. Det føltes som om mine trommehinder var betændte, og det var virkelig ikke særligt rart.

Jeg blev lidt beroliget, da Manden kommenterede, at der var en rigtig dårlig akustik i lejligheden.

Jeg troede som sædvanligt, at jeg var noget helt særligt og specielt: en blomst med sarte ører.

Bortset fra det, var det en rigtig fin aften. God mad, gode mennesker og god palaver.

- og jeg fik indviet mine nye højhælede (kun 5 cm) fra Berlin, med to vabler til følge.

Længe leve forfængeligheden!

Tak til Dines for dagens første grin.

Hun skriver: "Når folk begynder at pille ved min Mac, min iPhone, min iPad, min kalender eller gå i mine skuffer og skabe (og det gør de de fucking altid - hvorfor!?), så har jeg sådan lyst at skrige dude-hvilken-del-af-’jeg-har-en-hemmelig-blog-som-ikke-rager-dig’-var-det-du-ikke-fattede, men i stedet ender jeg altid på et: Don't touch my computer! (og så er der en sigende gif).

Det mindede mig om nogen, nemlig Flora selv i egen herlige person.

Manden har kigget mærkeligt på mig rigtig mange gange, når jeg hektisk klappede den bærbare sammen, lukkede vinduer på skærmen, skærmede skærmen med aviser, min overkrop eller med mine bare hænder, når han nærmede sig.

Jeg værner meget om mit privatliv og har naturligvis password til min computer, og da han på et tidspunkt spurgte efter koden, for at få adgang til browseren (han skulle noget så mistænkeligt som at bestille billetter til Jylland - tsk!), så jeg på ham som var han komplet vanvittig. Selvfølgelig kan du da IKKE det, men jeg opretter lige en konto til dig, se, så trykker du bare på "Manden Med De Røde Kinder" og logger dig ind med "skat".

Det syntes han også var mærkeligt. Ikke at han sagde noget, men jeg kunne se det på ham.

Det var som om, at min forklaring om, at jeg havde en masse dagbogsnotater liggende på computeren, ikke var helt fyldestgørende.

Så, på et tidspunkt, det er længe siden nu, fortalte jeg ham, at jeg har en hemmelig blog, der handler om mig, mig og MIG, og så alle de følelser, der hersker i Florasfæren.

Jeg foretrækker fortsat at have Flora for mig selv, men hvis han insisterer, har lyst eller interesse, er jeg villig til at dele Flora med ham, og det ved han.

Jeg var længe om at få en mobiltelefon, og det var først, da jeg spurgte Eks-1, om ikke jeg kunne låne hans telefon, en dag da jeg skulle ud at køre i vores fælles voiture, at jeg kunne se det fede i at have min egen.

En ting var, at jeg kunne se det praktiske i nødsituationer, men så tit var jeg jo heller ikke ude at køre, og i det daglige følte jeg absolut intet behov.

Eks-1 var (og er) en handlingens mand, og da han levede af sin mobil, kunne han jo ikke udlåne den til mig, hvorfor han sørgede for, at jeg fik min egen.

Den lå i tasken på lydløs i flere år, hvor jeg kun brugte den til at ringe op fra en sjælden gang i mellem, eller sendte en sjælden sms.

Det var dengang med fastnettelefon. Sådan en har jeg ikke længere, hvorfor min mobil er blevet opgraderet til nu at kunne høres, men ikke ses.

Mit gamle mobilselskab er blevet mig for dyrt, og selvom de har leveret varen uden nævneværdige problemer eller besvær for mig, finder jeg det alligevel nødvendigt at sige farvel. Prisen har noget at skulle have sagt, og jeg fandt tiere og tiere mig selv en anelse irriteret over forskellen.

Så, nu er det sket.

Nu er jeg både spændt på, om de nye kan leve op til tilliden og vemodig over at sige farvel til det gamle, som jeg kender.

Om det er kærlighed, job eller mobilløsning: man ved, hvad man har!

Trygheden lægger en tung dyne over handlekraften, og jeg har faktisk grinet højt af mig selv og mine kvababbelser over det store valg af mobilselskab.

For pokker, Flora, kom nu videre.

Når det har regnet, skylder man sig selv at gå en tur i grønne omgivelser, selvom også stenbroen er et friskere sted at være efter regnfald, og således cyklede Manden og jeg onsdag aften en tur ud til Assistens Kirkegård, hvor sanserne fik deres sag for.

Det var lige, hvad vi trængte til.

Rødtjørnen blomstrer, og i byens oase har de i tidernes morgen anlagt en rødtjørnesti, den er vel 100 m lang eller så, med rødtjørnetræer på hver side, og ad den spadserede vi hånd i hånd. Vi blev lidt mere forelskede, end vi var i forvejen, kan jeg vist godt indrømme.

Duften fra træernes blomster var tyk og sød og væltede ned mod os, træernes røde blomsterskær oplyste os i vores boble af kærlighed, og den fugtige jord emmede af spiring og velbehag.

Helt fantastisk var det.

PS. Igen beviste Manden sit værd som løbemakker og fik trukket Flora op fra sofaen.

Sig mig, hvordan kan det være, at www.intimeblogs.dk poster mine indlæg?

Der er godt nok henvisning hertil, med et "Læs mere", men...

Det har de ikke fået lov til, og jeg vil ikke have det.

Det er ikke kun min blog, også andres blogindlæg bliver postet her, bl.a.:

Hans Kvinde

At Være Forvirret Anno Det 21. Århundred

LilleQ's Blog

Fanny O's fantasi

Der er ikke kontaktinfo på siden, og på DK-hostmaster ses, at domænet er oprettet den 24. april med navnebeskyttelse.

Ved du, hvilke muligheder der er for at få dem til at stoppe med det?

Jeg læser engang imellem med hos den bitre vaginia Bette-Ny, og i dag kom hun med et fantastisk link:

The love of large labia -hjemmesiden.

Der er billeder af MASSER af kusser, skeder, misser, fisser og et hav af andre lysthuse.

Det er et godt sted for en kvinde at starte, hvis hun er usikker eller ked af udseendet på sin egen.

Jeg har nu kigget på kusser i alle størrelser og faconer, og det er interessant, som de både ligner hinanden og er meget forskellige; den eneste konklusion er: de er alle normale; dejlige som de er, og yderst fornøjelige at lyste sig med.

På et eller andet tidspunkt så jeg i fjernsynet et indslag om en ung kvinde, der fik reduceret sine indre kønslæber, og jeg kunne ikke lade være med at have ondt af hende. Jeg tror ikke, hendes nye reducerede indre kønslæber gjorde hende lykkeligere.

Jeg har et udmærket forhold til min egen fisse, men stadig var det interessant at kigge kusser. Det er kun min egen, jeg har nærstuderet (men det også med alle forhåndenværende remedier), så jeg blev også klogere.

Jeg takker Bette-Ny.

Hjemme igen!

20 minutters frisk luft rigere.

Et par røde kinder, der minder mig om, at formen faktisk har godt af en rolig opstart.

Manden min, som også bliver glad af løb, smiler til mig ude fra altanen. (Han skal lige have en smøg at falde ned på - eller med)

Jeg er den ondelynemig spændt på, om det denne gang lykkes mig at holde ved, men som altid er det jo bare at klø på og se, hvad der sker.

I de næste to uger er det så løb 2 gange om ugen i 18 minutter ad gangen (6 sæt á 2 minutters gang og 1 minuts løb) i lav til moderat tempo.

(En foreløbig tak til liv for den gode ide!)

Når jeg cykler til arbejde, når pulsen også at komme op, dog ikke i 10 minutter ad gangen, men det er, hvad lyskurvene tillader.

Min plan er så at smække et (kun ÉT, Flora!) morgenligt svømmepas ind i ugen, og det er så, hvad jeg max. kan trække til at starte med. Jeg har naturligvis min tango, som ligeledes har betydning for formen. Mavemusklerne er på hårdt arbejde i dansen, og det er sgu' hårdt arbejde at holde mig rank.

Dette bliver (forhåbentligt) et langt, sejt træk, så jeg kan nå mit livs form i dette mit fyrretyvende år. Hvis det fortsætter kan jeg give kollegerne røv og baghjul til årets DHL-stafet, som vi allerede har tilmeldt os.

Men - "stille og roligt" er kodeordet, og jeg har tænkt mig at uddele ris til egen røv, hvis jeg forcerer tingene.

Du har hermed min tilladelse til at give mig et *svirp*, hvis jeg kommer ud på overdrevet.

Stille og roligt, Flora, stille og roligt.

Det er længe siden, jeg sadlede hesten - LÆS HER, men nu er det tid til et vildt ridt.

Det er florask og betyder "en rolig luntetur i ordnede, grønne omgivelser".

Manden skal med.

HA!

Af min næsegruse respekt for Manden, må jeg hellere (indrømme og) omformulere: Flora skal med Manden!

Og - han har indvilliget i at følge mit opbyggelige program med skiftevis løb og gang i små tyve minutter.

Han er fandme min skat.

Min lyst til at løbe kan ligge på et meget lille sted.

Gad vide, hvorfor det er sådan?

Never mind,  nu er det nu.

So long.

Jeg har været i Florasfæren hele weekenden, uden lyst til at bevæge mig ret langt væk fra hjemmets arne, og netop arnen har opholdt mig i dag.

Jeg har bagt, skal jeg sige dig:

- Rugbrød, som nu ligger i fryseren. Jeg har endnu ikke smagt det, men det virker perfekt: klægt, velduftende, fremragende skorpe.

- Chokolagekage, som er lidt over det hele: på køkkenbordet, i fryseren og i vores maver.

Det er ikke hvilken som helst chokoladekage, men dén chokoladekage. Chokoladekagén nede fra min barndom, som igennem alle skoleårene var den kage, min mor bagte til mine og Søsterlils fødselsdage. I de mindre år var det chokoladekagepiger- og drenge, med hår af karamel-, jordbær- eller lakridssnørebånd (de gode gamle fra ”Lagerman – dem smager man”). Jeg kan ikke huske, hvordan de ellers så ud, men jeg vil høre Søsterlil, om hun kan fremskaffe et foto.

Lagkage var aldrig et hit hos os, og i dag vil jeg da også langt hellere have chokoladekage.

Nå, kagen blev vellykket. Jeg har længe villet bage den igen, og den er stadig som jeg husker den.

Jeg tog chancen og slikkede skålen (og dejskaberen og piskeriset og alt, som havde været i berøring med chokoladekagedejen). Det var et lige så stort hit i dag, som da jeg barn, bortset fra at det i dag var med livet som indsats. Jeg satsede alt på, at der hverken var salmonella, fugleinfluenza eller andre fjerlette overraskelser i de upasteuriserede æg. Hæ, Flora living on the edge.

Jeg fik kvalme efter aftensmaden og måtte ind og lægge mig på sengen for at ride stormen af. Der overvejede jeg kort at skrive en kort besked til mine efterladte men faldt i søvn, inden jeg nåede så langt. Det ser dog heller ikke ud til at blive nødvendigt i denne omgang.

Duften af dagens bagværk hænger stadig i luften herhjemme; det er hygge og kærlighed blandet med tilfreds forventning i maverne.

Jeg har ondt i maven og har sovet skidt i nat og ligger stadig i sengen uden særlig motivation til at stå op.

Herunder et udpluk af indre dialog mellem Flora og Angsten:

A: Hvorfor har du ondt i maven, og hvorfor har du sovet skidt, Flora?

F: Det er fordi, jeg er bange for noget på arbejdet.

A: Jamen, hjælper det at blive liggende i sengen?

F: Nej. Men omvendt tør jeg ikke stå op. Det har fyldt mine tanker det meste af weekenden.

A: Kære Flora. Det hjælper ikke at gemme dig. På den måde forlænger du ubehaget. Det er bedre at tage fat om nælden. Det kan godt være, at du brænder fingrene, men det holder op igen.

F: Min ven. Jeg ved det godt. Jeg er klog nok, trods alt, til at vide, at dette ikke er vejen frem, men ikke stærk nok til at trodse angsten og komme af sted.

A: Kan du mere specifikt forklare, hvad det er, du er bange for?

F: Jeg er bange for "de store". Jeg kan ikke komme i gang med de indledende manøvrer, da angsten for hvad der sker længere fremme, når "de store" skal ind over, hæmmer mig ganske gevaldigt. Jeg er i panik, hver gang jeg tager fat på opgaven, og mit system kan ikke arbejde i paniktilstand. Jeg kan ikke overskue opgaven, og resten af mit virke falder også sammen.

A: Kan du ikke få lidt hjælp til at tøjle angsten? Har du en kollega, du kan spørge?

F: Ja, jeg har den mest fantastiske kollega. Men - jeg er så flov over at føle sådan her. Det virker så banalt. Jeg burde selv kunne løse opgaven.

A: Du kan løse opgaven selv, men du vil have godt af at få hjælp. Så tager det heller ikke så lang tid. Det er sandsynligvis kun overordnet at få vendt sagen, du har brug for.

F: Tjoh. Men det er pinligt. Jeg burde virkelig være klogere.

A: Du er klog, men bange. Når du er bange, kan du ikke nå dine ressourcer, så det er egentlig det, du skal have hjælp til.

F: Hvad tror du ikke, de vil tænke? Og hvad vil den høje chef ikke tænke? Jeg har jo for helvede lige fået lønforhøjelse, og så kan jeg da ikke komme rendende og ikke vide, hvad jeg skal.

A: De kan tænke, hvad de vil. Den høje chef vil nok sætte størst pris på at få løst opgaven, og hvis det koster lidt hjælp og vejledning, så er det det, det koster.

F: Jeg ved ikke rigtigt. Det føles voldsomt forkert og spild af de andres tid.

A: SÅ SPØRG DOG OM HJÆLP, FLORA!!! For din egen skyld. Du bestiller jo ikke andet end at hjælpe de andre, så det skulle da være mærkeligt, om de ikke hellere end gerne stiller op for dig, når du har brug for hjælp.

F: Jo, måske. Men du behøver ikke at råbe af mig.

A: Undskyld, det ved jeg godt. Du er bare så stivnakket, Flora. Det er også en styrke at erkende sine svage sider og støtte dem med hjælp og oplysning, så de bliver stærkere. Verden styrter ikke i grus, fordi du indrømmer at have svært ved at komme videre med en opgave.

F: Måske ikke, men i mit hoved er det et kæmpe nederlag at spørge om hjælp. Jeg har aldrig været god til det.

A: Det ved jeg, men det er på tide at slippe tanken om nederlag. Erkend dit behov for hjælp og stå ved det. Spørg og kom videre. På den måde får du et mere glidende flow i dit virke på arbejdsmarkedet.

F: Det lyder rigtigt. Jeg er også lidt træt af at føle mig som en klovn, bare fordi jeg er usikker.

A: Netop. Se så at komme ud af fjerene, i bad og på arbejde. De venter kun på dig.

F: Ok. Tak for sangen.

Jeg har siddet og bladret i dameblad i formiddag, hvor det pludselig slog mig, at jeg ikke har nævnt en skøn forretning på Frederiksberg.

De sælger kjoler i alskens pragtfulde farver, hvilket er mekka for en farveglad Flora.

Manden får sin sag for, da han især er til diskret, ensfarvet tøj, men har da flere gange nikket anerkendende.

Det er godt nok længe siden, jeg sidst har været der, men cykler ofte forbi, og hver gang kan jeg ikke lade være med at smile af de glade farver i vinduet.

I mit skab hænger foreløbigt én kjole fra dem, og jeg glæder mig til vejret arter sig og sommeren er over os, så jeg kan spankulere rundt i den.

Min plan er at fylde lidt flere kjoler i skabet, så jeg kan ligne den Flora, jeg føler mig som inderst inde. En Flora, som gerne ifører sig kjoler og gevandter og feminine accessories. Hun har stadig en daglig kamp med traditionelle Flora, som helst går i jeans og t-shirts.

Det bliver godt, når de to finder et kompromis, der virker.

Indtil da er det om at udfordre traditionerne og farveglæden. Det er vejen frem. I næste uge har jeg en date med Bedsteveninden, hvor vi i byens tøjforretninger skal udfordre hinanden. Det plejer at være ret skægt og fornøjeligt, og tit kommer jeg hjem med nye ideer til, hvordan at klæde mig.

Nu skal jeg ikke glemme det vigtigste:

Forretningen med de skønne kjoler hedder Crazy Company og ligger på Falkoner Allé 16, st.th., 2000 Frederiksberg.

De har også en hjemmeside: www.crazycompany.dk, men den er ikke opdateret med de nyeste kollektioner, så det er om at tage forbi og lade dig friste.

De yder i øvrigt en fortræffelig service.

Jeg er en slapsvans, og jeg har netop igen lavet nye motionsplaner.

Hvorfor, spørger du måske (nok kun hvis det er første gang, du læser med her).

Jamen, det er da fordi alle øvrige planer og gode intentioner er gået fuldstændig i vasken, mest fordi jeg har det med at overdrive intervaller og intensitet, så jeg hurtigt løber sur i det.

Så, helt tilfældigt, bare fordi jeg i Århus købte og læste Damebladet Liv (for os 40+'ere), har jeg nu en ny plan.

Helt uventet var den, min nye plan, men meget velkommen.

Kodeordet denne gang er "løbemakker".

Og gæt hvem, jeg har udråbt!

Naturligvis, hvem ellers.

Manden med de røde kinder er min "løbemakker".

Han indvilligede.

Det indebærer en løbetur to gange om ugen, stille og roligt, efter Liv's plan, så min krop kan vænne sig til belastningen.

Sådan, "Mit Livs Form" kom lidt tættere på igen.

Og, da jeg jo er Flora og har svært ved at begrænse mig, tager jeg i svømmehallen en morgen (kun en - ikke tre!) om ugen.

Og så er det det. No more. No less.

Skal jeg snyde, bliver det med svømmeturen, for løbet er det primære denne gang.

Ikke på med vanten men på med løbeskoene.

Jeg har helt glemme at fortælle dig, at jeg har fået en ny mand.

Grinebideren fandt en til mig, og ham prøvede jeg så for første gang i torsdags. Det gik skide godt, over al forventning, og hold nu kæft, hvor er det fedt at danse.

Det er sjovt, jeg var helt høj bagefter og måtte ringe 911 til min søster for at lukke glædesdamp ud, inden jeg eksploderede i min følelse af "HOLD NU KÆFT, HVOR HAR JEG DET GODT!".

Jeg kastede mig på cyklen bagefter og ræsede hjem til Manden med de Røde Kinder, der stenede på vores fælles sofa, vækkede ham sågar midt i en tiltrængt sofablund, og overøste ham med tangofnis og følelser og den kæmpe oplevelse af, at FLORA KAN DANSE!

Jeg undskylder brugen af kapitaler, men det er faktisk så ginormous en fornemmelse, at jeg ikke kan lade være.

Jeg er ikke den fødte danser, ej heller særlig chick, fiks og let-på tå, men jeg kan, og jeg bliver bedre, og det er for helvede det, det handler om, Flora.

Jeps.

Jeg er helt vild med det, og Grinebideren skal have et kæmpeknus, næste gang jeg ser ham, for uden ham havde det sikkert taget 4 år, inden jeg var kommet i gang igen.

Tror sgu', jeg udsætter ham for en middag med Manden og mig.

Det har været en begivenhedsrig for mig i dag.

Endnu har Manden ikke hørt mere om den end et par sms'er, og da vi mødtes efter job til en slentretur hjemad, havde han en masse irritationer og frustrationer med hjem i tasken. De skulle ud, for han var for irriteret til at slappe ordentligt af, så jeg slog flapperne ud og lyttede, ja'ede og nej'ede på de rigtige steder og kom med mine indspark. Han så lettet ud bagefter.
Helt hjemme tog han en tørn på guitaren, så han helt lignede sig selv igen.

Så ringede en kammerat fra det gamle hood, og ud af døren strøg han, til møde og øl. Det trænger han sgu' også til.

Jeg sidder så her alene, med en historier uden ører.

Nej, ikke så meget en historie, nærmere nogle tanker og følelser (heard that before, have you?).

Jeg havde min høje chef på tomandshånd i dag, en trivselssamtale, hvor vi fik snakket om mig og arbejdspladsen, hans og min rolle, ris og ros, kolleger og medarbejdere, fremtid og strategi, planer og tanker, og det var faktisk rigtig rart. Det vidste jeg ikke helt, at jeg trængte til. Strengt taget havde jeg ikke gjort mig de store overvejelser om samtalens indhold, men her bagefter kan jeg mærke, at der er flere ting, der trænger sig på. Så er det fint, at jeg ikke behøver at vente til næste officielle samtale, men kan nøjes med at lange det over disken, når lejligheden byder sig. Det gør den tit.

Jeg havde ikke tænkt på, at løn skulle være et emne for dagens snak; hånden på hjertet, så er løn ikke noget, jeg spekulerer ret meget over, men den høje chef mente, at jeg skulle have lidt mere, så det fik jeg. Jeg var ellers næsten på vej ud af døren, da han bragte det op.

Jeg sagde ja tak.

Bagefter kan jeg da godt se, at det måske var på tide og at anerkendelse helst også skal kunne ses på lønnen. Rosende ord er ikke nok. I praksis er det godt nok sådan for mig, men, ja, jeg er sgu' nok bare lidt mærkelig, sådan at være generelt tilfreds.

I timerne efter havde jeg travlt med alt muligt, men lige pludselig kvapsede jeg helt, så kun en cappucino/mocca kunne holde øjnene fra at falde i. Hold da op.

Jeg var ikke klar over, at jeg havde brugt så meget energi på den samtale; den der indre, umærkelige energi, som ligger under bevidstheden.

Interlude (telefonsamtale med Søsterlil og besøg af min fader)

Aah. Nu har jeg det godt igen. Nogle ting skal bare tales ud, og det var rart at dele oplevelsen af i dag med Søsterlil og Baba Papa. Også Søsterlils unger fik sneget sig ind i samtalen, da de havde stjålet et rør og lyttede med. Pludselig skreg de i kor "Hi, Moster Flora", hvor deres mor og mig på det nærmeste faldt ned af hver vores stol af forskrækkelse.

Ak ja, de kære små.

Nå.

Jeg er sindssygt træt nu og dapper ind i seng. Manden er i biffen med føromtalte kammesjuk - "det er sådan en ting". Jeg mangler stadig at finde ud af, hvad det betyder, men de to ligner hinanden, så det er nok noget, der er mellem dem. Eller noget andet...

G'nat.

Se se, det hjalp.

Jeg hang stadig med ryven i vandskorpen i går, men jeg fik klaret det jeg skulle.

Det var først efter fyraften, og det varede nogle timer med surf og overspring, inden jeg fik ro i mit hoved og kunne gå i omdrejninger.

Det var rigtig rart, da jeg nu har mere ro i kroppen. Bedre samvittighed overfor min kunde. Overskud til nye udfordringer.

Det er bare noget skidt, at det bedst lader sig gøre udenfor arbejdstid.

Det er ikke en vej, jeg vil vandre ad igen. Jeg må lave en plan, så det bliver nemmere at klare undervejs i dagen.

Jeg har overvejet engang imellem at arbejde hjemmefra om formiddagen, så jeg stadig kan tage mig af små og store katastrofer om eftermiddagen.

Vi får se.

Manden arbejdede også sent, så vi mødtes et par gader fra, hvor vi bor og spadserede helt hjem sammen. Det var rart. Det gav ro. Hans hånd i min. I mørket.

Han er noget af en skat, ham med de røde kinder.

I går blev nøjagtigt som jeg havde frygtet:

uro, snak, mange småting, telefoner, spørgsmål.

Det gør faktisk ikke noget.

Det er derimod ikke smart, at jeg ikke når mine egne opgaver.

I mit hoved har jeg brug for et rent bord for at kunne koncentrere mig, hvorfor jeg rydder småtingene af vejen først.

Men, da kollegerne i et væk kommer og lægger småting, er der tit ikke meget tid tilbage til mig selv, og jeg bliver stresset og umådelig træt i hovedet.

Jeg har prøvet forskellige tiltag, men jeg vender altid tilbage til ovenstående uheldige mønster.

Jeg kan godt lide at have travlt, at hjælpe folk, at løse problemer. Jeg trives endda med det.

Jeg mangler at skabe nogle tidslommer, hvor jeg har ro og kan koncentrere mig om at få skubbet mine egne skibe i søen.

Jeg har overvejet at iføre mig en hat, hvorpå der står: jeg er her ikke. Kom igen senere. Det virker selvfølgelig kun, hvis jeg også har propper i ørerne, hvorfor ipod'en også må til, så jeg helt kan lukke kontorrumlen ude.

Tjoh.

Måske det skal være dagens øvelse.

Ud af fjerene og god morgen.

Jeg har haft travlt med at drømme i cirkler i nat, og jeg er ganske udmattet nu, hvor jeg burde være frisk og udsovet.

Jeg orker ikke at tage på arbejde i dag; bliver mere træt alene ved tanken om at skulle tage mig af de millioner af små ting, der forhindrer mig i at tage fat i de store.

Jeg gider ikke.

Nogle gange ville det være rart at kunne tage en hjemmearbejdsdag, så jeg slipper for telefoner, dumme spørgsmål og andre irriterende afbrydelser.

Kan du ikke lige...?

Jeg mangler fortsat at lære at sige "nej, jeg har ikke tid nu".

Måske jeg skulle tage det op på næste samtale med min høje chef?

Jeg ved ikke, hvilken forskel det vil gøre, da det er mig selv der skal tilrettelægge min dag, så den virker bedst for mig.

Klokken er ved at være for mange.

Fridag måske?

Jeg kommer for sent.

Men jeg kommer.

Som sædvanligt.

Men, dagen startede i det mindste godt: et vådt og langt kys fra Manden.

Se, det gjorde underværker. Og solskin på dynen.

Heller ikke dårligt.

Nå, der er ikke noget at gøre ved det, hverdagen kræver nogle gange sin kvinde!

Ud af fjerene og tjuhej.

Hav en god mandag.

Å ja, noget fantastisk er sket:

Solsorten er atter flyttet ind i gården, og det meste af dagen kan man høre den slå sine triller.

Den sidder skiftevis på en gammel tv-antenne, på hovedet af gårdens frontespicer eller på skorstenen.

Jeg elsker at lytte til den, bliver glad indeni og får på det nærmeste lyst til at fløjte med den.

Jeg fandt et lille klip på youtube: Solsortens sang.

Dejligt.

Nu er foråret her, også selvom det stadig er hundekoldt.

Men solsorten er her.

Hurra og velkommen.

Nu er jeg mig selv igen. I går lå jeg i sengen hele dagen, læste og sov, drak vand og fik morgenmad på sengen, indtil jeg atter kunne holde hovedet klart. Klokken var 19, da jeg stod op.

Det var næsten det hele værd, byturen med Bedsteveninden, men hold nu op, hvor er det åndssvagt at drikke så meget; ½ flaske rødvin og 4 pints øl blev det til, og det er meget for mig. Jeg havde det ikke skidt, da først hovedpinen blev slået ned, men jeg var vanvittig træt. Bagefter er en bytur ikke helt så meget værd, for det er godt nok dyrt med 17 timer på langs i kølvandet.

Nå, det får være. Det nytter ikke at græde over spildt mælk.

Bedsteveninden har flere gange antydet, at der var et eller andet, der nagede hende, men har slået det ned, når jeg spurgte ind til det.
I fredags kom vi endelig til sagens kerne, og det var rart med ro til det. Vi havde ladet mænnerne blive hjemme, så vi med god samvittighed kunne drøfte sager, hvori de har del.
Det var rart. Der er bare nogle følelser, der ikke egner sig til at lufte direkte for hovedpersonen, men som ikke desto mindre fylder pokkers meget. De fik luft i fredags, fyldte rummet, og vi så på dem, diskuterede, delte sammenlignelige følelser, vendte og drejede dem, så dem fra alle vinkler. De er der naturligvis stadig, følelserne, men trykket omkring dem er faldet, hvilket nok nemmer dagligdagen.
Hun var lettet, og jeg var glad for at kunne være der.

Nu var det ikke tungt hele tiden. Det forsvandt efter maden og rødvinen.

Derefter var der fri leg, og vi spadserede rundt i byen for at finde et udskænkningssted med godt selskab.

Vi startede på en pub med fjernsyn. Overalt, ligegyldigt hvor man sad, kunne man se en tv-skærm, hvor der blev vist fodbold. Never again!
Tænk, jeg kunne sidde og hive BH'en af, uden at mandfolkene omkring os bemærkede det. Jo jo, det gjorde jeg, og nej nej, de så ikke en skid.
Nu var det sådan set heller ikke for at udfordre mandfolkene, men indholdet af BH'en trængte til det, og så må det jo blive sådan!
Øllet var godt.

Vi skulle egentlig hjemad, jeg var i hvert fald træt, men trængte alligevel til en enkelt mere, så vi gik og fandt endnu et sted med udmærket udskænkning.
Her sad en guitarmand på høj stol og brølede ind i mikrofonen, og det kunne have været skønt men var det ikke.
Foldboldpubben var faktisk at foretrække, fordi det der trods alt var muligt at samtale, så det viser hvor skidt det stod til.

Vi drak hurtigt ud og stod atter på gaden.

Jeg ville gerne have eeeen øl mere, ikke fordi jeg var tørstig men for at opleve en ordentlig bystemning med humør og latter, så vi trillede videre til aftenens sidste genstand. Vi stak hovedet ind forskellige steder: et sted kunne man ikke se ind til baren for cigaretrøg. Tænk, at jeg i gamle dage syntes, at det var fedt. Et andet sted var der knap så meget røg, men folk var til gengæld ved at falde i søvn, så det gad vi heller ikke. Et tredje sted blev vi nærmest væltet omkuld af teknogejl, da vi åbnede døren, så der vovede vi os ikke ind. Så kom vi forbi en hyggelig bule, vi har været i mange gange, men i fredags var det bare ikke sagen; det var for småt og overrendt.

Jeg var ved at tabe modet, og trætheden satte ind, da pludselig en dør åbnedes og to par grinende væltede ud til os i mørket. Vi fik øjenkontakt og i ét nu, var vi henne ved døren, inden den lukkede, og fra mørke til lys vi kom!

Her var stemning og godt humør, stearinlys og mange mennesker, en ferm mand med guitar, desværre masser af cigaretrøg, men al det andet vejede stort op for det, så vi fik kapret et bord og lynhurtigt stod der to fadøl på bordet. Det var ikke så dårligt.

Det var så godt, at vi lige måtte have en mere at gå hjem på. Der var den rette byånd. Det er godt at vide til en anden gang.
Også selvom at alt tøj måtte til vask, fordi det stank af røg. Og på trods af tømmermænd og ringen for ørerne.

Hjemme igen var det helt dejligt at rulle mig ind til Manden og falde i søvn.

Han sagde dog efterfølgende, at min sprutånde nær var ved at drive ham væk, men han faldt i søvn igen, inden han nåede så langt.