Nu er jeg atter vågnet før Fanden, hvilket jeg efterhånden er ved at være træt af, denne morgen dog med den forskel at jeg har taget livtag og er ved at takle ham. NU er det slut. Jeg har givet mig selv en halv times skriblen, hvorefter jeg ifølge min nøje udtænkte plan skal falde i søvn igen og vågne frisk og fro kl. 7.00.

Det er svært at tage livtag på Fanden og skrive samtidig, så for en stund vil jeg slippe ham. Måske han hár forstået lektien.

Jeg er så træt og trænger til at sove, så det nytter ikke at være så bange. Det gør mig til en møgdårlig medarbejder, tingene går ligesom i stå, nogle af dem, for jeg ligger ikke på den lade side, men dem jeg er bange for, går i stå, og det fortjener de jo ikke. Jeg fortjener (eller trænger til eller bare SKAL PINEDØD TIL) at klemme en vis legemsdel sammen og komme ud af starthullerne. Suk! Det er frygteligt hæmmende, når angsten spærrer for udsynet. Overordnet set kan jeg sagtens betragte ”problemet” eller sagen, men i praksis panikker jeg.

Så for dælen, tiden går stærkt her på morgenkvisten, og jeg kom til at fedte lidt rundt på det isglatte internet.

På med vanten, Flora.

Flora er en bangebuks, der er ved at skifte ham, og for pokker da, hvor det tager tid! Jeg glæder mig til de nye klæder!

Jeg glæder mig deusnde meget til at mærke Høyfjellets dulmende virkning på min krop, herunder ikke mindst mit irriterende tick’ende øje.

Flora fornemmer frygten og forsøger frisk fRedning og fHandling...

(kunne ikke finde på flere fede f-ord):-)

Godmorgen :-)

Udfordringen står stadig, Flora.

Jeg fik heldigvis taget mod til mig i går og åbnede døren til skabet, hvor Spøgelset bor. Vi fik os en lille svingom, hvorefter det blev lukket ind igen.

Idag er så planen at valse, danse cha-cha-cha og rumba, så udmattelsen herved gør, at vi begge falder udmattet om på gulvet. Da spøgelser jo ikke længe ligger hyggeligt hen, forsvinder det jo nok hurtigt ud af døren (eller gennem væggen) og finder en anden at martre.

Og Flora kan atter ånde lettet op.

Det er i hvert fald planen.

Du får høre nærmere.

... i stedet for at gemme dig, Flora!

Jeg har netop talt med store bogstaver til mig selv, da jeg kan mærke at have nervøse trækninger om noget arbejdshalløj.

Jeg kan jo for pokker ikke blive ved med at danse udenom!

Flora er hermed udfordret af Flora selv: i dag, en onsdag i januar, er dagen, hvor skabet skal åbnes og spøgelset hives ud!

Ikke flere dumme undskyldninger, overspringshandlinger og omveje, Flora!

På med vanten og godmorgen.

:-)

...og benene går som trommestikker for at komme ind under hende igen!

Det er helt vildt skørt, at jeg nu skal på skiferie. Jeg mener, det skulle jeg ikke i fredags for eksempel, eller i lørdags for den sags skyld, men lige pludseligt meget tidligt søndag morgen kl. ca. 03, så skulle jeg på skiferie. Jeg ved ikke, hvordan jeg landede på den hjemmeside, jeg nu landede på, jeg kan ikke engang huske, hvad jeg googlede eller om jeg overhovedet googlede noget. Det eneste jeg kan huske er det link, som nævnte noget om rejse, single og ski med mulighed for at der stadig var plads, og som jeg først ”så” flere klik og hjemmesider efter. Jeg blev helt desperat for at vende tilbage til vendingerne, for de talte til mig.

Jeg fik et svar retur i dag, at der var plads, og jeg sendte med det samme et svar retur, at jeg tog den plads.

Det var som at finde den sidste brik til et puslespil, jeg ikke anede jeg var i gang med.

Da jeg sendte en sms ud til venner og familie, at jeg ville være at finde på løjpen, så fik jeg en retur fra Hjelminden: ”ski og knep i uge X. Det lyder da godt.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine, men måtte også ryste på hovedet, for der var jeg overhovedet ikke. Jeg har længe gået og sukket efter at møde nye mennesker, for alt jeg får tid til i hverdagen er arbejde, sove, osv. Skiferie har jeg drømt om siden Eks-1 og jeg gik fra hinanden. Dette er lejligheden at forene de to ting og udfordre mig selv ved at gøre noget jeg gerne vil, af hjertets lyst. Jeg kan oven i købet få selskab på løjperne. Det er, hvad det hele handler om. At det så er singler, jeg skal være sammen med, åbner naturligvis for nogle muligheder, men det sker, hvis det sker. Det er jo den eneste ene, vi snakker om, og det er jo ikke sikkert, han har kigget i kalenderen og valgt den rigtige uge.

Jeg har det mærkeligt, men jeg er lykkelig. Jeg kan mærke helt inde, at det er ”det rigtige” at gøre lige nu. Mit hjerte, min eventyrlyst, min kærlighed. Det mærkelige er, at jeg ikke har debatteret det i mig. Det er følt og jeg har handlet i overensstemmelse med følelsen, og det føles overjordisk rigtigt, instinktivt rigtigt, universelt rigtigt at drage af sted.

Jojo jo, jeg er selvfølgelig dødnervøs og usikker, men det har jeg først nu haft tid at blive.

Have confidence in your heart, skrev en god ven til mig i dag, og jeg fik tårer i øjnene (jeg hár jo sagt, jeg er et følsomt skvadderhoved!)  Det er øvelsen i mit liv at finde den tillid til mit hjerte.

Flora gør, hvad Flora har brug for, hvad Flora har lyst til, hvad Flora trænger til og hvad Flora drømmer om. Flora følger en drøm, ikke ”drømmen” eller ”sin drøm”, men blot ”en drøm”.

Flora er glad og smuk, smuk og glad!
(jf. Projekt Ros Flora)

…hvor er jeg dog træt, på den helt fede måde.

Fatter og jeg har flyttet rundt på mit soveværelsesmøblement til den store guldmedalje, og det var lige i overkanten for flere af genstandene. Særligt klædeskabet led under bakseriet, og bagbeklædningen og alle dets søm faldt af, så det var meget tæt på kollaps. Én gang var det desuden ved at vælte ind over mig, da vi lige skulle – hmm, det kan jeg ikke huske, men jeg blev reddet i sidste sekund, på et hængende hår :-)

Jeg har rigtig meget plads, lige med et, og selvom der er en salig blanding af træsorter, så passer det meget godt til mig. Jeg har det bedst, når der er noget, der clasher. Ikke for meget match til Flora!

Jeg var i Øresund i dag, og det var enestående fantastisk at bade i grødis. Manner, manner, manner, hver gang jeg steg op fra isen, var jeg glad, et kæmpe smil var at finde på mit ansigt. Uh, jeg kan næsten ikke vente med at komme i igen.

På hjemvejen satte jeg Ipod'en til selv at blande musikken, og på et øde stykke kom så en sang, jeg kune synge med på.  Der var så øde, at jeg turde synge med, højt endda, og det var pragtfuldt! Det blev jeg også vildt glad af.

NU er jeg bare nødt til at lukke øjnene.

Jeg har i øvrigt endnu ikke hørt fra Snemanden, på trods af flot frost i dag. Forhåbentligt svarer han på mailen i morgen, så jeg ved, om jeg kan regne med skiferie der, eller om jeg eventuelt skal forsøge at finde et andet sted.

Aftenen hos Bedsteveninden og hendes kæreste forløb roligt og hyggeligt. Jeg fik mig en lur til Barnaby (jeg ser ikke fjernsyn (har end ikke et), så det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt min krop går i dvale, så snart tv’et bliver tændt. Da filmen var færdig, vågnede jeg igen, og vi sludrede videre).

Her siddende i sengen, har jeg netop fået en fantastisk ide, og jeg aner ikke hvor den kom fra. Tanken har helt slået benene væk under mig, så det er vel nok godt, jeg sidder ned!

Den går i sin korthed ud på at tage på skiferie, alene. Jeg har netop sendt en mail for at forhøre om plads på holdet. Det kan godt være, at det ikke bliver til noget, men det er lækkert at lægge jern i ilden. Det er lige, hvad jeg trænger til.

Siden Eks-1 og jeg for 2½ år siden brød med hinanden, har jeg ærgret mig over ikke længere at komme på vinterferie; vi plejede at tage af sted en gang om året med hans familie.

Jeg elske at stå på ski, langrend naturligvis (det havde du sikkert gættet:-), så ærgrelsen har været betragtelig. Nu bliver det spændende, hvad snemanden siger.

Uh, sidder og tænker på de smukke landskaber, jeg i tidens løb har mødt i de norske fjelde. Der er så smukt og tyst. Jeg er vild med at standse op og høre stilheden! Et snelandskab kan i dén grad tystne tiden.

Og nu må jeg sove – klokken er alt for mange.

Det er handling, der skal til, Flora, husk det  nu! (Og hvor der handles, der fejles, jf. dette indlæg)

(Dammit, nu bolles der ovenpå, så jeg bliver lysten. Ja ja, på den igen, Flora)

;-)

Jeg skal ud at fejle!

Det er jo det, man lærer af, siger alle, og guderne skal vide, at jeg ikke er god til det.

Gad vide, om man ligefrem kan planlægge fejl?

For eksempel skal jeg ud til Bedsteveninden og hendes kæreste i aften, og det glæder jeg mg vildt til. Sidst vi sås var til julefrokosten her i familien, og det er jo længe siden nu. Der er ikke så mange muligheder for fejling, men jeg kunne måske opfinde et eller andet på hjemvejen, måske kysse på et eller andet tilfældigt mandfolk, cykle over for rødt (nej, det gør jeg hele tiden i forvejen, men sig det ikke til nogen (gud nej, ordensmagten kunne jo falde over det her: jeg kører ALDRIG over for rødt, og det var kun for sjov og jeg mente det ikke!) (tror jeg fik den overbevist, den der  ordensmagt!)

Jeg sidder nøgen i sengen og tegner. Der er sgu mange muligheder for indretning af gemakkerne, og jeg kommer nok ikke udenom, at det virker bedre at se møblerne på stedet i stedet for på tegningerne.

Runrig's Loch Lomond brøler i stuen og minder mig om sidste års fantastiske rejse. Jeg kørte faktisk langs Loch Lomond og hørte selvsamme sang for fuld udblæsning og var virkelig i mit es. Det var på hjemvejen tilbage til Edinburgh. Jag var også forbi søen på udvejen, men da var jeg især optaget af at køre i den forkerte side af vejen og så forbavsende lidt af omgivelserne. It is a beautiful country, så måske jeg tager dertil igen. Måske. I år måske? Tjah, det ville super fantastisk. Nå får vi se.

Jeg har mange helte, og den senest tilkomne er canadiske Dave Carroll. Jeg bliver simpelt hen så glad, hver gang jeg hører hans musik.

Stener lige lidt, inden jeg skal ud i aften.

... om jeg hygger mig!

Kom nu, SPØRG for pokker.

Nå, der er ikke meget initiativ i dig. Godt så, det er der ikke noget at gøre ved.

JA, for pokker, hvor jeg hygger mig. Jeg sitter i sengen og tegner, på trods af at jeg har fået et lækkert skrivebord, men det duer ikke, når jeg endnu ikke er stået op. Jeg er ved at indrette selvsamme soveværelse, og da jeg har tænkt mig at hive fat i min fatter senere i dag, skulle jeg jo gerne vide, hvorhen han skal skubbe/hive/flytte møblementet. Sammen med mig skam, jeg kan nemlig godt finde ud af at hive hænderne op af bukselommerne, engang imellem. Nu må vi se, hvad jeg bliver enig med mig selv om.

Overskriften kommer nok ikke som en overraskelse for nogen.

Jeg var i går til møde med nogle mænd, hvoraf den ene altid har haft et godt øje til mig. Han kom med lidt ros for mange år siden, og den ros husker jeg stadig, og dermed er mit øje til ham også godt. Han kan skabe sig tosset og rase ud engang imellem, men det ændrer ikke på, at jeg egentlig synes han er ok.

Det fik mg videre til at tænke på, hvor langt man når med at rose og hvor pokkers sjældent det faktisk sker.

Nå, nu glemte jeg helt hva jeg ville, nemlig det med brysterne. Imens vi dinerede (var et frokostmøde) lagde jeg pludselig mærke til, at han havde lidt svært ved at holde øjenkontakten, hans blik var nærmest fast indstillet på min barm. Det er ikke fordi jeg decideret flasher den, men jeg medgiver, at attributterne ser fantastiske ud i den trøje jeg havde på i går.

Jeg kunne ikke lade være indvendigt at grine af situationen, imens jeg lynede mine uldtrøje op, så jeg ikke distraherede ham yderligere.

Og - ja - jeg medgiver, at dette er en tynd kop te, men det var tanken på morgenkvisten.

Gormorgen.

Jeg vågnede i ske med Thomas. Er der nogen bedre måde at vågne?

Nej, og så alligevel...

Thomas og jeg går langt tilbage, vi er nærmest vokset op sammen. Vi har været i seng sammen flere gange end jeg overhovedet kan huske, og der var engang jeg ikke kunne sove, hvis ikke han lå sammen med mig.

Han er ikke så stor, og selvom det normalt ikke er noget jeg går op i, så har det alligevel en vis betydning det med størrelsen. Thomas er 40 cm.

Thomas er min gamle bamse, min dejlige teddybjørn, bedste ven og fortrolige, og endnu engang er han blevet ophøjet til sengekammerat, omend kortvarigt. Jeg ryddede ud i klædeskabet i weekenden og mangler at rydde ind igen, så her ligger han, sammen med sine bedste venner Smiddt, Phiddo og Callle (jeg har stavet dem lidt ureglementeret for at incognitere), ja, og så undertegnede selvfølgelige, underskønne Flora.

Det var nu dejligt ikke at vågne alene, jeg havde helt glemt hvordan det føles at ligge med et rigtigt mandfok :-)

Nå, jeg er starting slow i dag, og det er på tide at sætte tempoet i vejret, inden overspringshandlingen bliver for stor.

Hav en sjov dag.

Skrevet ude, postet hjemme...

Jeg har passet Hjelmindens søn, og vi hygger os altså sammen. I dag er det tredje gang, og vi bliver mere og mere fortrolige med hinanden, på trods af at der er længe imellem hver gang. Jeg har faktisk nærmest bedt om at få lov at passe ham engang imellem. Vi sad en time over maden og pludrede om stort og småt. Altså, jeg er edderglad.Det var hyggeligt. Hvad mere kan man ønske sig.

En kollega spurgte i dag, om jeg var forelsket. Øh, næh, eller lidt jooh, men altså - det endte vist med et næh. For der er som tidligere skrevet ikke spor meget at fortælle om, bortset fra mit indre vilde følelsesridt, og selv det har jeg underspillet. Det har på en måde dets eget liv, som får lov at rase i min krop, og jeg lader det være, og forsøger at koncentrere mig om noget andet. Det skal ikke fylde mere end det gør, og langsomt skal jeg have slukket ilden.

Foreløbigt luner det stadig. Åbenbart så meget, at luerne varmer mine omgivelser, og førnævnte kommentar landede i mit skød. Jeg kunne ikke lade være med at grine, for jeg må give ham ret. Jeg er glad og har været det længe, men det skyldes andet og mere end Raketten (ja, det hedder han altså, besluttede jeg for et par dage siden). Det er mig, der er på vej, på livets landevej. Det rimer, og det gør mit liv også.

...

...så nåede jeg ikke længere, da Hjelminden vendte hjem efter en lang dag. Vi fik en hyggelig palaver, hvorefter jeg trodsede elementerne og besteg jernhesten, dragende mod min arnes ild.

Her sidder jeg nu og luner mig på radiatoren og glæder mig til at komme i kassen.

Det var en god dag.

Flora er god til børn!

(Del af projekt Ros Flora;-)

NU er der rum i mit liv – hold da op, hvor er der meget plads! Søsterlil og afkommet er netop draget hjem til de store udland, hvor hun har valgt at elske og leve livet. Eller – faktisk er det kærligheden, der først og fremmest bestemte lokationen. Anyway, de er stadig i lufthavnen, tumlende rundt i taxfree afdelingen på jagt efter alt det, de har glemt: ekstra sutter, varme sokker til puslingerne, drikkekrus (med Batman – intet andet dur!) og så videre. De bliver med garanti de sidste, der entrer det flyvende vidunder.

Da vi stod og vinkede ved rulletrappen, kom jeg endnu engang til at tænke på, hvor fantastisk det er at være barn. De lever udelukkende i nuet. Vi voksne står med tårer i øjnene og snøftende næser og savner, allerede inden de er forsvundet fra vort åsyn, mens ungerne vinker så længe det er sjovt, hvorpå de vender os ryggen og blikket mod nye oplevelser. Jeg ved godt, at børn tit og ofte (jeg kan huske det fra mig selv!) sidder og tænker ”øj, hvor jeg glæder mig til at blive voksen, så jeg selv kan bestemme hvor mange vingummier, jeg må spise og hvornår jeg skal i seng”, og sådan er der så meget.

Hver tid sine drømme, kan jeg måske nøjes med at konkludere.

Her tilbage i mine private gemakker er der plads og åndeligt rum, som før fyldtes af Søsterlils nærvær. Vi har ikke siddet lårene af hinanden under hendes og deres besøg, men visheden om, at hun var HER, at jeg kunne smutte omkring og sige hej og give hende en knuser og pludre med ungerne, har beredt mig kæmpe glæde. Selvfølgelig - visheden var dejlig. Endnu dejligere var det faktisk at gøre det.

I går aftes – næ – det var vist fredag aften og nat, hvor jeg ikke kunne sove, og i stedet sad og kærtegnede (i mangel af mandfolk, herefterdags måske kaldet IMAM) den bærbare. Jeg så pludseligt til min store gru, at der var fremmed adgang i min elektroniske postkasse. Gosh – det var ubehageligt og mindede væmmeligt om et par år tidligere, hvor jeg i dén grad blev kigget over skulderen (nej – det var ikke mig, der havde rotter på loftet!). Jeg gik på IP-jagt, havde jo natten for mig, men blev ikke klogere. Jo, klogere blev jeg, men kunne ikke hænge de fundne oplysninger på noget eller nogen, jeg kendte. Jeg gik i seng ved halvsekstiden næste morgen, sov godt og længe, fik morgenmad og ellers ordnet alle de kedelige (men nødvendige) ting, inden jeg kunne movere mit dovne legeme ud af døren og over til Søsterlil og forældrene. Deroppe på toppen sad jeg og filosoferede videre over, hvem fanden der dog kunne finde mig så interessant, at ville hagge mit vildt hemmelige password… (… - prikkerne angiver, at en rum tid gik med det!).

ZING – en tanke landede – det er jo min mobil, der hagger min postkasse. Manner, manner, manner, hvor dum kan man være. (Min undskyldning – for en sådan har jeg naturligvis klar) er, at mobilen og alle dens funktioner er ganske nye for mig. For pokker da også. Nå, jeg har koblet mobilen fra og tjekker adgangen en dags tid mere, inden jeg laver passwordet om, men foreløbig ser det lovende ud. Det er kun en frontadresse, så det gør ikke så meget, men alligevel – det er sgu min! Dammit – tænk at blive hagget af sin mobil. Fældet på fodfejl, Flora!

Njah – Café Hack kører i baggrunden, teen er god, Søsterlil og Co er lettet og hænger over Europa, og Flora… Flora er glad.

Om et par timer drager jeg på arbejde, efter at have hevet den sidste fornøjelse ud af søndag formiddag.

Hvis jeg er god ved mig selv bliver det til et dyp i Øresund (Brrr – håber jeg finder en isbjørn at varme mig hos) og en løbetur senere (om ikke andet for at få varmen igen :-). Det blev ikke til noget

Hav en dejlig søndag!

For de indviede kan jeg hermed oplyse: det skete igen! Og - det var dejligt.

 Hvis du ikke ved, hvad jeg taler om: Pyt med det.

 Jeg kunne stå op og sove, så lad mig byde dig godnat, inden jeg vælter.

 Kys kys

Jeg har lige været i bad, og alt imens de varme stråler skyllede ned over min krop, kom jeg til at tænke på, hvor meget stærkere fornuften er fra morgenstunden.

Den fordamper så i løbet af dagen, for at efterlade mig fuldstændig i mine følelsers vold om aftenen. Gad vide, om jeg kan vende rundt på tingene, så jeg vågner med følelserne og går i seng med fornuften?

Mon det overhovedet er løsningen, for jeg skal være den første til at indrømme, at det lyder lidt kedeligt. Der er da ikke meget sjov ved fornuften, og så kan man ligge der nøgen til ingen verdens nytte.

Og dog – måske fornuften ville sørge for, at jeg fik den rette sengekammerat?

Det er et job for Flora at hitte ud af.

Skulle det lykkes mig at finde svarene, bliver du den første, der hører om det!

Godmorgen.

Jeg har nået en masse i dag! Jeg meldte mig ud af storrumsballaden og lukkede mig inde i mig selv med et par små fikse øretelefoner. Jeg skruede så højt op for musikken, at jeg akkurat kunne høre telefonen, når den ringede. Når de andre skulle have fat i mig, måtte de vinke eller prikke mig på skulderen. Jeg er gået glip af rigtig meget støj i dag, og jeg har nydt det. Det har været en anelse kedeligt, og hver dag gad jeg det ikke, men i dag trængte jeg til ro. For det første for at blive færdig med en masse, dernæst fred til at tænke mine egne tanker og ikke følge med i alt det der foregår på kontoret. Mit humør var desuden til solitude i dag, stadig lidt loren omkring HAM. Derfor var det det nu alligevel dejligt at slutte dagen med en kollegasludder, for lige at blive socialiseret.

Tænkte på HAM (han skal ikke have et navn, da han er ganske forbigående, så bær over med kapitalerne just a little while longer. Nej, gu’ skal han da have et navn. Han hedder herefterdags Raketten; smuk så længe det varer, men efterlader mig med lyst til mere (sådan har jeg det med fyrværkeri!). (Suk, jeg kan lide ham lidt for godt). Det ene øjeblik vil det være rart at sexe, det næste øjeblik Noway, aldrig i livet, Flora for pokker, hold nu fast i dig selv. Jeg koger suppe på et ben uden kraft, og der er ikke megen næring, jeg ved det, jeg ved det. Alt, det kræver, er en beslutning, men jeg har det nok bedst, når det hele er lidt besværligt.

Nu vil jeg tillade mig at være ærlig, og undskylder på forhånd, hvis det lyder for kummerligt: Jeg er så træt af, at mænd falder for min krop, men ikke er interesseret i mig. Det er 2½ siden, jeg landede i min krop, og jeg har det i dag fantastisk i den, med den. Jeg giver dem ret, mændene, jeg har sgu en lækker krop. Men – jeg er også et lækkert menneske. Skal jeg være lidt mere ærlig, kan jeg måske konstatere, at jeg nok giver dem lidt ret i, stadig mændene, at jeg ikke er så interessant. KAPOW, satans, låst i selvværdsproblematikken igen. Jo jo jo, jeg ved det jo godt, det er noget pjat, jeg er god nok. Men de dumme tanker er der alligevel. Dem gør jeg alt for at blive kvit.

Alle de rutsjeture giver desuden hovedpine.

Jeg landede i mit nye hjem for en times tid siden, og duften af mit nye gamle skrivebord mødte mig, da jeg trådte ind ad døren. Det er hyggeligt, men jeg har omvendt ikke lyst til at sove i lugten af gammelt herreværelse. Måske jeg skulle skrubbe det med lidt sprit.

Nå, some other time. Nu vil jeg i seng.