OMG!

Nu har jeg trænet; jeg løb 1 km på - det har jeg glemt, men ca. 5 minutter, gik i yderligere 10  min. og løb vildt accelererende op til 14,5 km/timen i et minut, og så gad jeg ikke mere (løgn: det jog ned i min knæhase, så besluttede at tage den med ro). Sad også lige og hev lidt i nogle vægte, og efter sammenlagt en halv time smuttede jeg úd i snevejret igen.

Nu har jeg været der, og det var sådan set det vigtigste i dag. Nu skal jeg have lagt en plan, så jeg både får trænet kondition og styrke.

Manden har besøgt en af sine gode venner, og det er ret længe siden, jeg har haft en hel aften for mig selv. Den har jeg nydt :-)

Når katten er ude, spiller musen (aka Flora) på bordet, kunne måske være overskriften til næste afsnit, for næppe var jeg kommet hjem, før jeg på gaden foran vores hjem mødte den Italienskkyndige, som inviterede på kaffe. Jeg takkede ja til te med advarsel om, at jeg ikke havde været i bad efter træningen (jow jow, jeg kom skam til at svede), og så sad vi ellers der og sludrede hyggeligt i hans lille hybel. Lige indtil det øjeblik, hvor han begyndte at tappe mig på armen for at understrege sine ord. Hov hov, hvad var nu det. Jeg ved da godt, at han synes jeg er sød, men derfra og så til at forsøge at score Flora med fed italiensk accent. No No. Armen om skulderen, du kender sikkert tricket, men da rejste jeg mig og takkede for te.

Jeg har ikke lagt skjul på, at Manden og jeg trives. Jeg skal dælme ikke scores, da jeg allerede spræller glad og fornøjet i Manden med de Røde Kinders net.

Jeg synes, det er cool at kende nogen, man kan drikke kaffe med engang imellem, men det skal jeg åbenbart ikke med den Italienskkyndige. Jeg har måske tænkt mig at forsøge een gang til, med en middagsinvitation i Florasfæren, hvor også Manden vil være til stede. Vi får se. Først skal denne aftens mislykkede scoring fordøjes.

Jeg nævnte det kort for Manden, og han smilede bare. "Babe" sagde han og aede mig på hånden.

Jeg kigger nu på klokken, og må konstatere, at havde jeg ikke forceret snedriverne (alle 1½ millimeter) for at komme op på løbebåndet, havde jeg ikke haft energi til at være vågen nu.

Men, der er også en dag i morgen, så må hellere springe ind til mit pragteksemplar af en Mand, der nu har varmet dobbeltdynen*) op.

*) den er virkelig et hit!

Jeg har bildt hele verden, inkl. kolleger, Manden, Hjelminden, mig selv, og nu også dig, at jeg skal ned og træne i aften.

Jep, jeg sidder kun her og fordøjer den lilla kål og venter på, at det holder op med at regne, så er jeg den, der er smuttet ned "på legepladsen" - så, der blev jeg lige afbrudt af mine egne googlerier på egen blog, hold da op, hvor har jeg skrevet meget om at skulle løbe og ville løbe, men pinligt lidt om de kilometer der faktisk er blevet løbet. Det pinlige er, at der ikke er så farligt mange kilometer i kalenderen, og jeg har altid planer om, at det skal være anderledes. 

Det bliver mere og mere presserende, da jeg har sat mig for (endnu et forsæt) at komme i mit livs form, nu jeg er fyldt fyrre.

Jeg var til min sædvanlige ryggymnastik forleden, og jeg kunne mærke, at jeg efter en temmelig lang pause, er blevet svagere i ryg, lænd, mave og lår, og det er fandme foruroligende.

Derfor den vilde udmelding om træning på en torsdag aften, hvor jeg ellers lige nu sidder og godter mig ved radiatoren.

Af sted med dig, Fyrige Flora.

Jeg er i lilla mode i disse dage: jeg har næsten købt en lilla kalender, har lilla plastikblomst i håret og har netop sat en portion stuvet rødkål til livs. Den var også lilla, og det smagte ret meget som stuvet hvidkål, men farven gør altså et eller andet mentalt ved smagen.

Kyllingebrystfileten, jeg lagde oven på den lilla kål, blev også lilla, og det var måske lige i overkanten.

Men, jeg blev da mæt!

(Behøver jeg at nævne, at Manden ikke er hjemme? Jeg tror ikke, det var noget han ville have kreeret, men hvad gør man, når man har lyst til stuvet hvidkål, og man kun har rødkål? Svaret ligger lige for, ikke?)

Jeg skal her på en og samme tid byde velkommen og tage afsked, men først skal hun have et navn her på min blog, in absentia.

Vær hilset, Kærminde.

Her er et billede af Kærminde ("lånt" fra www.haveabc.dk) .

Jeg sagde i går farvel til Kærminde, et kært arbejdsmenneske, som opgav ævred i december; ikke fordi hun ønskede det, men fordi det skete. Bare fordi, som døden har det med at gøre.

Hun døde ganske enkelt. Faldt om på gaden, i fuldt vigør, ovenpå en dejlig aften. Med os, hendes kolleger.

Vi fik hendes sidste timer. Eller hun delte sine sidste timer med os.

Ikke at vi vidste, at det var hendes sidste timer. Det gjorde hun naturligvis heller ikke selv.

Timerne ville ikke have været bedre, om vi alle havde vidst, at det var de sidste. Det ville sikkert have været en forkrampet aften.

Jeg har kigget på billeder fra den aften: Den var god. Vi var glade. Hun var glad. Hun var også træt. Det sås tydeligt.

Hun var et arbejdsmenneske, der tog det med at arbejde meget seriøst. Så meget, at hun arbejdede hele tiden, kun afbrudt af søvn og sygdom. Nogle gange havde jeg en oplevelse af, at hendes nat var dag og omvendt, når der var noget, der pressede på.

Hun var sød. Meget pligtopfyldende. Skrap, når vi ikke makkede ret. Hjælpsom; hun stod på hovedet for os, hvis det kunne hjælpe (det kunne det tit!). Hun fulgte med i vores liv og dagligdag, så godt hun kunne, og vi i hendes. Jeg holdt af hende.

Jeg kom netop til at tænke på, at jeg var det sidste menneske, der krammede hende. Det er jeg glad for. 

Og nu er Kærminde så ikke mere.

Hun er et kært minde, en tørret blomst, der nu lever for eftertiden i de hjerter, hun rørte.

Hverdagen fortsætter jo ufortrødent og byder på stort og småt, som hverdagen altid gør, så vi kom hurtigt videre, på trods af chok og sorg.

I dagligdagen er der stadig mange ting, der lige skal ind over hende, nå nej, hun er jo død, hvor det nu er hendes efterfølger på posten, der skal tage sig af al det praktiske, som Kærminde tidligere har taget sig af.

Jeg tænker meget på hende, og i juledagene var der jo lidt mere fred til den slags grublerier.

Ifølge min gamle farfar fik hun en ønskedød; han ville i hvert fald gerne være faldet død om på gaden efter en sjov aften, og nu tror jeg langt om længe, at jeg forstår ham. Chokket for de efterladte, der pludseligt lades alene tilbage, er stort. Men det er alligevel for intet at regne mod de langstrakte lidelser, f.eks. syge mennesker kan opleve, inden de dør.

Eller afgår ved døden, tager det sidste åndedrag eller drager det sidste suk.

Farer til himmels (eller den anden vej alt efter orientering), stiller træskoene eller tager billetten.

Kreperer, udånder (uden efterfølgende indånding) eller stempler ud.

Eller ganske roligt sover ind i døden.

Der er mange måder at sige farvel på.

Kærminde, jeg er er glad for at have kendt dig.

Tak.

Lad 2012 være året, hvor vi begynder at spørge: hvad kan jeg gøre for fru Danmark i stedet for det evindelige: hvad kan fru Danmark gøre for mig.

Så blev 2012 sparket i gang.

Efter juleferie med Manden og hans pukkelryggede og et besøg hos min kære Bedstemoder, startede 2012 op med travlhed.

Det er ikke nu ikke så skidt, men det var det, da Manden - godt nok på behørig afstand (allerede klog af skade) - kunne starte året i den krigshærgede Florasfære. Det var vitterligt ingen dans på roser, for jeg var arg (som i meget vred; forbitret; arrig) de første dage af året.

Jeg tror, det lykkedes mig at begrænse galden til Florasfæren, så kolleger og andet godtfolk gik ram forbi, mens den fik for fuld skrue hos Manden, ikke til hans udelte begejstring.

Det værste er faktisk, at jeg aldrig rigtig ved, hvorfor jeg pludselig er så gal og ked af det. Først når russerne banker på døren, ved jeg, at slaget er tabt, hvorefter det går mod lyse tider igen.

Lad nu for pokker 2012 være året, hvor jeg får knækket koden for invasionsstyrkernes angrebstaktik.

Rigtig godt nytår til dig.

Sound of Music var på sendefladen i dag, den bedste juleklassiker, og selvfølgelig skulle jeg se den; der var ikke så meget at rafle om. Selv Manden og hans far så den, nok mest fordi der kun var et fjernsyn, og jeg var yderst insisterende, grænsende til diktatorisk.

Måske gjorde de mig en tjeneste, troede de, men jeg nænnede altså ikke at sige, at jeg ynder at se den alene, så jeg kan synge med på alle sangene.

(OBS! Dette er en sjælden indrømmelse, og du behøver ikke at udbrede det til hele verden!)

Jeg har visse problemer med at nå de høje toner, og så er det lettere alene, så jeg for det første kan skrue højt nok op for lyden og for det andet ikke kan høre mig selv ;-)

Romantik på højt plan.

Ud over det har dagen faktisk kun budt på mad og drikke efter morgenens lille spadseretur på markerne.

No wonder, at min mave har det skidt.

Glædelig jul skal det lyde fra Florasfæren.

Manden med de Røde Kinder og jeg fejrer julen hos hans familie i det rare Jylland, og det er ganske vist, at jeg ikke har savnet noget som helst.

Julegaven til os fra os var en dobbeltdyne med betræk, og den indviede vi allerede de sidste par nætter inden afgang. Åh, det var dejligt. Selv Manden har ytret "jo, den har vist potentiale". Selvsagt, at det var mig, der ønskede os sådan en tingest. Det er nemlig noget, jeg har en helt igennem romantisk forventning til. Mandens modstand mod samme skyldtes hans visioner om kolde nætter med mig mumificeret i hel dobbeltdyne og ham liggende rystende kold ved siden af.

Det var der dog ikke noget af under vores to testnætter.

 Men nu, i det rare Jylland, skal vi til stranden, hvor Vesterhavet rusker lidt i de danske kyster. Jeg er helt vild med det. Så vild, at vi også var der i går.

 "Ruul, små bølger, ruuuuuul", som Dirch Passer engang udtrykte det. Og det gjorde de så også, ikke uventet.

 Jeg vågnede tidligt i morges, godt nok stadig senere end vanligt, men jeg kunne ikke holde ud at ligge længere, og klokken var da også blevet lidt i otte. Jeg vaskede op og nussede lidt i køkkenet, og der gik ikke længe, ingen Manden kom og joinede mig med et tørt viskestykke over skulderen og gik i gang med at tørre af. Han løb sig en tur, og da jeg ikke har fået mit løbetøj med (hvorfor tænker du "tsk" så højt?), gik jeg mig i stedet en tur ud over markerne. Det var bare skønt. Jeg gik og tænkte på stort og småt, og et par tårer trillede ned ad min kind, da den sidste tids dødsfald (ikke flere lige nu, tak!) passerede revy. Jeg standsede og duppede øjnene, og lige da jeg satte i gang igen, kom to rådyr springende ind foran mig, fra skoven, og videre ud på marken. Jeg standsede igen og kiggede på dem. 100 m væk stod de nu og spejdede efter mig, og deres hvide rumper lyste mod den regnvåde jord og grå horisont.

 Jep, Flora, husk nu at være til stede, hvor du er.

Ikke længe efter fløj 8 fasaner op fra græsset tæt på stien, og igen blev jeg vækket af tankernes evindelige tomgangssnak.

På hjemvejen var jeg vågen, hørte bl.a. en skade, så et par gæs, og mærkede den stille regn på min hue. Ikke noget dramatisk, bare hverdagsstille.

 Men det var rart, at der var ro i mig, i mit hoved, med min puls som inciterende rytmeboks.

 Det var kun en halv time, jeg var væk, men det føltes som længere tid.

 Sådan nogle halve timer vil jeg gerne have nogle flere af.

Efterskrift:

Sådan, for en planændring: der kommer Sound of Music i tv nu, og den tror jeg, vi skal se i stedet for Vesterhavets susen.

Flora sidder i en lille lomme med lykke, dunst af gammel porsesnaps, EU's snarlige undergang, mit arbejdes kæmpen for livet, skønne små stunder med Manden, tango (min) og fodbold (Mandens), kondition og trætte deller, fælles kønssygdom (yak!) og drøm om børn, en kærlighed uden lige til Manden med de røde kinder, grønne æbler i skålen, midnatsblå nattehimmel, der lyser op, når fuldmånen kaster sine stråler, føj, hvor den porse dog smager igennem, frisk luft på tagetagen, en liderlighed, der snarest bør tages hånd om, opvaskemaskinen, der bare altid skal tømmes, grøn alpeost, Bedsteveninden og alle de andre skønne mennesker i mit liv, Manden igen, undskyld gentagelsen, men aldrig har jeg elsket så enkelt og ligetil, og aldrig er jeg blevet så glad for at se et smil i en stor menneskeflok, som da hans øjne fandt mine i et møde på Amagertorv forleden, kors i hytten, selv mine foreller synes, han er skøn, for pokker da, og lige om lidt har vi 1-årsdag, hvorfor vi *whooosh* fordamper, havde jeg nær sagt, næ, vi fordufter, gør vi, til det store og smukke Jylland, i bil og det hele, godt nok lejet, men hva' fa'en, på hotel med spa, 4-retters aftenmenu og kage til kaffen, SÅDAN, hvor jeg glæder mig, hold da op, det er en stor lomme, når alle de følelser af kærlighed og varme og samhørighed kan være i den, og ja, den er stor, men der ér bare meget plads i Florasfæren. (ja, du så rigtigt, der var et punktum!)

Jeg elsker Manden. Det er skørt og fantastisk, når kærligheden er så nem. Jeg bliver ved med at kigge mig over skulderen, men der er ikke slunkne lig og spøgse spøgelser, der hægter sig på slipstrømmen.

Måske er det allerbedste, at jeg ikke er i tvivl. Selvom mine hormoner spænder ben for mig, sometimes, og han oprigtig talt kan være en klovn i ny og næ (please, fortæl ham ikke, at det kun er en eneste gang, at jeg har ønsket ham hen hvor peberet gror, og at jeg endda har glemt hvorfor), okay, skal det være, så kan jeg sgu' også være en klovn, så er alt det fløjtyende ligegyldigt, for jeg elsker ham bare, som den han er, i det han er.

Det er ordene for nu. Jeg skal i gang med at pakke til vores kærlighedsweekend.

So long :-)

Flora er udstyret med lange ben, og jeg fatter ikke, at jeg ikke for længst har udbasuneret i alle verdenshjørner, at der findes et sted, et haven, et helle, et mekka, med bukser med ekstra lange benlængder, og vi snakker her 36" og 38".

Desuden er der skjorter, jakker og bluser med lange ærmer; lange ærmer, der er lange nok, mener jeg naturligvis.

Jeg har altid troet, at det bare var mine ben, der var lange, men mine arme er det faktisk også. Jeg havde bare vænnet mig til at det meste tøj, herunder også nattøj og overtøj, stumpede på ærmerne.

Aldrig mere. Aldrig nogensinde mere vil jeg have tøj, der stumper.

Det er så heller ikke længere nødvendigt.

En skøn dame har netbutikken www.bastacosi.dk, og her kan du finde lange bukser i lange baner; og jeg mener LANGE!

Gå ind og kig og shop amok.

Det vil du nok ikke fortryde.

Det var en forrygende aften!

Det er første gang, der har været så mange aliasser og andet godtfolk samlet på en gang i Florasfæren: Hundevennen med kæreste og barn, hans storesøster og hendes forlovede, Bogfinken og hendes mand, Bedsteveninden og Bredflaben, Grinebideren, en veninde uden mærkeligt alias og så Manden med de røde og kinder og mig, sagde Flora. Desværre var Hjerter Dame, Hjelminden, Sneprinsessen og hendes kæreste forhindret i at komme, men vi klarede det uden dem, selvom de ville have pyntet ved langbordet.

Vi var tretten til bords, men det gjorde nu ikke så meget, for Hundevennens bedårende knægt sad i højstol med eget bord, så han talte ikke rigtigt med, i hvert fald ikke i det regnskab. Men han var en glad og fornøjet festdeltager, som tog alle med storm (Nu er han jo heller ikke min gudsøn for ingenting).

Manden havde styr på køkkenet, og heldigvis havde vi valgt en nem ret: Spaghetti Bolognese i store mængder, lidt grønt til, toppet af med husets signaturdessert: figner brændt i cognac og badet i fløde med lidt is til. Dertil de sædvanlige alkoholiske væsker, soda- og postevand ad libitum.

Der var ikke et øje tørt, da hele selskabet med kødsovs om munden og spaghettisvirp på kinden mmm’ede sig gennem Mandens bolognese. Den var go’!

Gaver fik jeg masser af, selvom jeg ikke havde ønsket mig noget, og så er det da fantastisk at hver enkelt repræsenterer noget, jeg kan bruge. Flere havde fanget, at jeg har brug for hjælp til at blive en dame, så måske det alligevel lykkes Lækkermåsen på tirsdag. Der var flere, der huskede, at bobler klæder Flora, så nu ligger der lidt på køl til fremtidige, hverdagsopløftende fejringer med Manden Min.

Jeg ligger veltilfreds på sengen med tømmermænd og træthed i kroppen og kan ikke lade være med at smile: jeg er så glad for, at det blev så skøn en aften.

…og nu vil jeg i køkkenet. Jeg kom lige i tanke om, at vi har alt til tømmermænd hørende grej: chips, sodavand og vingummi.

Velbekomme :-)

Hele ugen har jeg forberedt min omgangskreds på, at tirsdag i næste uge byder på overraskelser. Jeg er meget spændt på, hvordan jeg vågner, og mere interessant: som HVAD, jeg vågner.

Det er min fødselsdag på tirsdag, skal jeg sige dig, min fyrretyvende af slagsen, og jeg har altid forestillet mig, at jeg som fyrreårig ville være rigtig voksen.

Derfor har jeg en vis forventning om at vågne som en moden og lækker dame, med sat hår og lyst til makeup og pencilskørt, og jeg glæder mig som et barn til juleaften (eller som det nok kommer til at hedde fremover: som en dame efter selvsiddende nyloner). Hvordan pokker forbereder man sig til sådan en morgen?

Skal jeg powershoppe i morgen? Det går nok ikke, da min indre dame endnu ikke er helt udklækket, og mine indkøb dermed med garanti vil afspejle mine håbløse tredivere fremfor de selvstændige, smukke, smækre fyrrere.

Det er lige på trapperne, skallen er ved at slå revner, men ved nærmere eftertanke er det nok ikke smart at panikshoppe inden lukketid.

Damen må så tage til takke med skabets indhold, men hun kan nok improvisere lidt klassisk skønhed på dagen. Damn, det bliver godt.

Man kunne selvfølgelig også forestille sig, at jeg vågner op midt i en midtvejskrise. Føj for satan, så foretrækker jeg nu alligevel hende smuksakken, lækkerbenet, smækkermåsen, oh, jeg kunne blive ved, har vel nærmest fantaseret lidt om hende, selv om det sikkert betyder, at jeg skal til at stå tidligere op for at nå alle skønhedsritualerne.

Det der med midtvejskrisen har jeg ikke ofret megen opmærksomhed, for jeg regner ikke med den. Ikke at den ikke kan indfinde sig, man ved jo aldrig, men jeg tror det ikke. Jeg har det jo egentlig godt. Who am I kidding?

Tsk. Jeg har det mere end godt. Jeg har aldrig haft det bedre, og selv på en rigtig dårlig dag, en røvdag, en rend-mig-i-røven-dag, tro mig, dem er der også nogle af, kan jeg stadig mærke, at jeg har det godt i grunden, og DÉT, mine damer og herrer, er en fantastisk følelse. Det er ikke altid, jeg lige husker at huske på det på de dage, men som regel gør jeg, og så er det ikke længere så slemt at være Flora.

Livet er sgu fantastisk, og den der midtvejskrise har jeg allerede glemt alt om! Den er dømt ude. Never happened, never will happen. På en måde har jeg brugt de sidste fire et halvt år på at finde mig selv, og selvom jeg stadig mangler at afdække et par hjørner af Florasfæren, så tror jeg ikke, de skjuler gigantiske og uoverstigelige dilemmaer.

Interessant er det jo altid, men som tidligere skrevet: jeg er ikke så bange længere, verdens modigste kylling har jeg kaldt mig selv, så skal vi ikke bare se, hvad der sker. Jeg gider ikke bekymre mig unødigt.

I morgen holder vi kalas for FloraFolket i anledning af Damens indtog på tirsdag. Vi tager glæderne lidt på forskud, også Manden o ho ho, men vi kan godt lide glæder, så det går nok. 

Med de ord vil jeg nippe de sidste dråber af min raki, kysse Manden, knuse min fader og skride i seng.

Nej, skal da lige have lidt is på næsen først. Jeg fik en ordentlig en på tuden i dag, af postkassen, for at det ikke skal være løgn. Fuck, jeg følte mig dum. Havde hænderne fyldte, da jeg kom hjem, men skulle alligevel lige tjekke postkassens indhold. Så, jeg fik tømt en hånd, åbnede postkassen og holdt låget åbent med hovedet, mens jeg med den frie hånd fiskede posten ud. Nysgerrig som jeg er, kom jeg til at trække hovedet væk for lige at læse på konvolutten, med det resultat at låget landede på min næseryg. Mit nøglebundt er ikke verdens mindste, så det vejede til, det fordømte låg.

Fandme om ikke Flora var tæt på flæben.

Jeg er sikker på, at den slags ikke sker, når først jeg er blevet fyrre.

Jeg havde flere ideer, da jeg satte mig til ved tastaturet, men de forduftede, mens jeg ventede på at den bærbare startede op. Det tager uhørt lang tid efterhånden, så jeg overvejer en formatering.

Skide være med det: nu lyder Johnny Madsen i radioen, og ham kan jeg faktisk godt lide. Det minder mig om, at jeg for et par måneder siden tilfældigt på gaden mødte en af skivennerne. Jeg gik rundt med to lange baguettes stikkende op af tasken, som havde jeg netop været på markedet, og de kom lidt i vejen, da vi skulle knuse goddag. Det var et pudsigt skønt møde, og vi nuppede en kop kaffe på nærmeste hjørne, så vi lige kunne udveksle almindeligheder og sjove minder. Ganz gemyggeligt.

”Flowers in your hair” nynner Manden i køkkenet til radioens stille baggrund. Det lyder rart, og jeg kan mærke, at jeg smiler. Jeg er hundesulten efter en lang dag, og hold da op, hvor er det hverdag, selvom det for resten af Danmark er efterårsferie.

Jeg talte med Søsterlil i går, og undervejs i samtalen lagde jeg pludselig mærke til, at vi snakkede højere og højere: det var ungerne i baggrunden, der fra rolig leg var kommet i klammeri med hinanden, og hold da kæft, hvor jeg grinede, da Søsterlil højt sukkede ”så hold dog kæft, unger”, og til mig opgivende sagde: ”vi holder efterårsferie, så ungerne er hjemme hele ugen”.

Jeg kunne stå op og sove, hvorfor jeg ligger på sofaen og hviler. Helt basket. Træt.

Mmm – og om lidt er maden klar.

Og så er der disse skide hormoner, der forstyrrer sjælefred, ophidser sindene (mit i hvert fald, og jeg har mere end en gang i dag set Manden ryste opgivende på hovedet). Et enkelt positivt træk er, at jeg selv kan se det fuldstændigt absurde i mine udmeldinger og kommer til at grine. Nogle gange først bagefter, men alligevel.

I går kunne jeg have overreageret overfor en kollega, for hold da kæft, hvor han kom med en nævenyttig kommentar. Nu vil jeg oven i købet poste den her, så du kan se, hvad jeg mener: ”Du er da ikke pigefornærmet, hva’!?”, på en sindssygt selvfed facon.

Se, sagen er jo, at det var jeg, deraf sagens alvor, men mit egentlige problem var, at jeg hverken ønskede eller orkede at gå ind i en større diskussion om flødeboller og jordbærkager og blot manglede at kaste håndklædet i ringen og bede en anden om at drøne til bageren. I stedet fik jeg den bemærkning smidt i hovedet, mens jeg sad og skumlede, og jeg kan stadig blive gal over det. Især fordi det efterlod mig uden chance for at komme ud af situationen med skinnet på næsen og værdigheden i behold.

Hæj – det er ikke altid, at jeg er på højde med situationen, langt fra i virkeligheden, og så hjælper det fandme ikke med nævenyttige, småkummerlige, lavmålte, underbemidlede bemærkninger.

Det er jo mig, for helvede, Flora med det rolige gemyt. Jeg råber ikke hysterisk af folk eller skriger uberettiget på opmærksomhed. Jeg er stille og rolig. As in STILLE OG ROLIG, for hylen da – dammit! - det kan stadig hidse mig op - og når jeg tænker på temaet, kan jeg ikke lade være med at grine. For jo, gu’ er der hormoner på spil, men det er stadig dårlig stil hos kollegaen. Virkelig dårlig stil.

Jeg kunne i årenes løb have smidt tilsvarende bemærkninger i hovedet på samme kollega, men jeg har nøjedes med at tænke det; han skal have lov til at være som han er.

Måske det er derfor, jeg skærer tænder. Det vidste jeg ikke, at jeg gjorde, før Manden for et par måneder siden nævnte det, og jeg tror, han er moden til, at jeg anskaffer mig en bideskinne. Gosh - hvilken indsigt: Jeg er for implosiv for mine tænders bedste.

Tjoh.

Eller også skal det være tilstrækkelig grelt, før jeg markerer mig, og så sker det nogle gange af sig selv, hvor jeg er den, der er mest overrasket over, hvad der kommer ud af min mund. Det er mærkeligt men bagefter rart, fordi det er mavefornemmelsen, der har talt, inden reaktionen har været under behandling på øverste etage.

SÅ! – nu skal den historie så ikke fylde mere end godt er, den er allerede alt for lang, men på jobbet er jeg ikke i mine følelsers vold, når hormonerne raser. Skulle kollegerne kommentere på dette, ville de nok bemærke, at jeg nogle dage er mere stille, og sådan er det.

Flora er sgu’ ikke en tikkende hormonbombe.

Det er kun Manden, der – godt nok i armlås og pistol for panden - vil indrømme, at Flora sprutter engang imellem. Et eller andet sted skal det jo ske, og så er det bedst hjemme, selvom det kan være lidt synd for Skatten Min. Men - han tackler nu det (og Flora) på en fin måde.

G’nat venner. Nu er flasken tom, Flora træt og skabet samlet .

Det her tegner lovende!

Ikke at jeg overhovedet har været i tvivl, men hver gang jeg kan sætte et nyt flueben, bliver jeg så glad.

Dagens flueben skyldes et veloverstået besøg os Ikea.

Det gik aldeles fremragende (efter indledende og bydende nødvendigt indtag af köttbullar, kartoffelmos og tyttebær).

Jeg elsker Manden, og selvom mine hormoner har skreget på alenetid i dag, insisterede jeg selv på Ikeabesøg.

Hormoner til trods fik vi undersøgt muligheder for køkkenopbevaring, besluttede os for et skab og dalrede derefter gennem de forskellige afdelinger og puttede lidt forskelligt i den gule indkøbspose, f.eks. nogle knager, man kan hænge på en dør. Jamen for satan da, Ikea er geniale. Det kan godt være, at de ikke er særlig feng shui’ede, men de kan dælme indrette, så man får plads til habengut’et.

Jeg har aldrig før besluttet som i dag. Jeg har som regel været ligeglad, om det blev a eller b og under alle omstændigheder gået hjem og studeret videre på nettet, hvorefter alt er gået i stå.

Sammen med Manden får jeg gjort lidt ved redebyggeriet, og det er herligt, hver gang vi får gjort lidt, således at indretning og anvendelse når nye højder. Det går langsomt, sådan er vi begge indrettede, men det går fremad, og jeg elsker det.

Vi sendte det hele hjem med fragtmanden, det landede som lovet, og nu er min Skat i gang med at samle skidtet, iført underhylere og boremaskine. Jeg ligger i sofaen og nyder synet på afstand, men i det mindste klar til at træde til ved eventuel slagside, nedbrud eller behov for plaster. Jeg holder rødvinsindtaget på et minimum, indtil han er færdig ;-)

Og sådan gik den lørdag...

Skål!

Altså – Manden og jeg lå på en strand nu til aften i nær-frost-grader og kiggede på himlens rigtig mange stjerneskud.

Endelig et naturfænomen, jeg ikke gik glip af. Der er ikke den måne- eller solformørkelse, planetsigte osv., jeg har glemt, sovet fra eller ikke rigtig gidet, hvis det indebar, at jeg skulle flytte min dovne krop udenfor, væk fra hjemmets arne.

Ikke i aften, selvom det var lige ved. Jeg var træt, Manden var træt, men vi har en aftale om, at mindst en af os skal være stærk. I aften var det Manden, der fik hevet os ud af døren, og gud hvor er jeg glad for det.

Jeg fik kastet et hav af ønsker ud i universet, men da stjerneskuddene bare blev ved og ved, kunne jeg til sidst ikke finde på mere, jeg kunne tænke mig, så i stedet sendte jeg noget taknemmelighed tilbage til universet.

I betragtning hvor godt jeg har det, er der masser at være taknemmelig over, og det var egentlig rart at give noget igen til det uendelige, endeløse univers.

Nu mangler jeg bare at tø op, men det vil jeg overlade til Manden, der allerede har varmet dynen op. Om lidt kan I sikkert høre hans hyl, når jeg smyger min kolde krop tæt til hans.

G’nat

Manden og jeg var inde at se filmen ”Svend” i fredags.

Jeg nægter pure at udtale mig politisk, men lad mig bare sige, at det kom meget bag på mig, at jeg havde lyst til at se den. Jeg læste om den et eller andet sted, og tænkte ”den vil jeg da gerne se”, hvorpå jeg lagde mig på ryggen i sengen, gloede op i loftet og filosoferede over, hvordan i al verden det kunne være. Jeg lå der i lang tid, og det eneste jeg nåede frem til, var at jeg er født nysgerrig.

Anyway.

Den er rigtig god, og det var rart at møde manden, den passionerede klimafortaler.

Den er også yderst rørende, og tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Selv Manden måtte duppe øjnene flere gange.

Det er lidt ærgerligt, at Svend er død, for jeg ville gerne møde ham efter denne film. Se på ham med mine nye øjne.

Nu må jeg nøjes med at se på hans eftermæle, men sådan er livet også.

Manden og jeg slås lidt med nærvær i øjeblikket, og det gør mig en anelse urolig. Hvorfor er det ikke bare nemt at være sammen, nemt at få hverdagen til at hænge sammen i en lim af samhørighed og kærlighed.

Der er ingen, der har, lovet mig, at det skulle være nemt, men jeg har været fuldstændig benovet over, hvor nemt det har været til nu. Nemt og rigtigt. Kærligt. Fuldstændig benovet.

På en måde føles det som om, jeg er blevet lullet i søvn af søde ord og en kærlighed, jeg aldrig har oplevet lignende, og jeg forstår det ikke helt.

Og jo, det gør jeg måske alligevel. Det kan godt være, jeg er blevet klogere og stærkere og smukkere i de sidste fire år, men jeg er jo stadig mig, Flora, der danser den smukkeste ballet om den varme grød. Jeg har stadig svært ved at begribeliggøre mine følelser for udenforstående, mest fordi jeg stadig er lang tid om at dechifrere dem for mig selv.

Indrømmer, at det også er fordi mit selvværd ikke er en uovervindelig bastion. Det er blevet stærkere, men engang imellem falder jeg og må med besvær rejse mig igen, børste støvet at knæene, kigge mig i spejlet og minde mig selv om, at jeg er ok. Jeg er bedre end ok, jeg er dejlig, sjov, lidt småskør, og det er ok. Det er helt skønt at være mig og være med mig. Det er Manden faktisk enig med mig i.

Der er en lille snert af, at jeg ikke er helt god nok til manden, og jeg ved ikke hvordan jeg skal udrydde den snert, for den er dræbende for et sundt forhold.

Jeg vil ikke overleve på Mandens forsikringer om, at jeg er god nok, jeg skal selv vide det, helt inde. Rationelt ved jeg godt, at jeg er dejlig og den allerbedste i hele verden til at være mig, men ind i mellem kommer følelserne på tværs, og min usikkerhed får grobund.

Det er på tide at vågne op af kærlighedens døs og lade passionerne fare over os, i os.

Mmm.

Jeg kan godt lide passioner, og det er lidt vildt at have en mand, der er lige så vild med det som jeg. Og lige så sløv til at lade det komme til udtryk som mig.

Det arbejder vi på, lige så stille og roligt, og jeg håber det lykkes os. Hovedsagen er i hvert fald, at vi begge har lysten og viljen. Og kærligheden ikke mindst.

Åh, hvor jeg dog elsker ham.

Manden fik morgenmad på sengen.

Den lader vi lige stå lidt.

Det er ikke hver dag, det sker. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det som regel er mig, der bliver opvartet i hoved og røv, men for en tid siden fik jeg den tanke, at det ikke ville gøre noget, om jeg ind imellem gør gengæld.

Så det gjorde jeg i dag, og han blev glad :-)

Jeg fik vasket lidt klæder, hvilket giver god motion, da vi bor på 5. sal og vaskekælderen ligger i – nå ja  – i kælderen, så jeg piklede op og ned af trapperne nogle gange.

Det var kun den lette opvarmning, da vi havde aftalt at løbe en tur i dag. Jeg gad ikke, men tog med alligevel. En aftale er en aftale, og hvis vi skal løbe sammen, er jeg nødt til at tage mig sammen, da Mandens form ellers bliver for god til min, og så er det ikke længere sjovt for ham.

Det ér bare ikke sjovt at løbe, og når kroppen oven i købet ikke gider, viljen strejker og humoren halter, er det endnu sværere at se det gode i situationen. Vi luntede derudad, men efter 4 km gad jeg ikke mere og begyndte at gå. Manden kunne være fortsat, men valgte at gå sammen med mig. Jeg var lidt flov, men det passede mig glimrende med selskab.

For ...

... ellers havde jeg ikke opdaget, at der er kommet en ny orkidéforretning på Falkoner Allé. Vi glanede ind af alle vinduerne og var nærmest ved at falde ind af døren, da vi nåede dertil. Indenfor kom vi også, og der var først der, det gik op for mig, at der udelukkende var orkideer. Nå ja, et enkelt citrustræ havde vist også sneget sig ind. Åh, der var så mange smukke, mange, jeg aldrig før har set, nogle der duftede, nogle der hang i vinduet med lange rødder. De vildeste og smukkeste farver og mest kunstfærdige blomster.

Vi havde ingen penge med og måtte derfor forlade butikken tomhændede, men - jeg havde besluttet mig: det skulle være den med de små fine bordeux/hvide blomster, der duftede af vanilje.

Vores slentren blev opgraderet til raskt trav, for udover orkidétrangen var også sulten begyndt at melde sig. Det giver god appetit med al den motion.

Nå, vi badede, spiste, gik på gaden igen og er nu de glade ejere af førnævnte orkidé. Jeg glæder mig allerede til at komme hjem fra arbejde i morgen og tjekke, om den har aromatiseret vores hybel med vaniljeduft.  Jeg købte også en lille fin en til at sætte på mit skrivebord på arbejdet.

Vi købte desuden hver vores blad, og nu venter sofaen med te, lakrids og dameblad. Mandens sysler kommer til at ligne mine, han er bare forvist til kontoret. Eneste forskel er vist, at hans sofa er kortere end min, men han har til gengæld to blade.

Så skal jeg også lige huske at lægge en plan for mine fremtidige tre ugentlige løbeture! Ellers løber han sgu fra mig, ham den elskelige med de røde kinder!