17. jan 2010 11:29, Floras fornemmelser
NU er der rum i mit liv – hold da op, hvor er der meget plads! Søsterlil og afkommet er netop draget hjem til de store udland, hvor hun har valgt at elske og leve livet. Eller – faktisk er det kærligheden, der først og fremmest bestemte lokationen. Anyway, de er stadig i lufthavnen, tumlende rundt i taxfree afdelingen på jagt efter alt det, de har glemt: ekstra sutter, varme sokker til puslingerne, drikkekrus (med Batman – intet andet dur!) og så videre. De bliver med garanti de sidste, der entrer det flyvende vidunder.
Da vi stod og vinkede ved rulletrappen, kom jeg endnu engang til at tænke på, hvor fantastisk det er at være barn. De lever udelukkende i nuet. Vi voksne står med tårer i øjnene og snøftende næser og savner, allerede inden de er forsvundet fra vort åsyn, mens ungerne vinker så længe det er sjovt, hvorpå de vender os ryggen og blikket mod nye oplevelser. Jeg ved godt, at børn tit og ofte (jeg kan huske det fra mig selv!) sidder og tænker ”øj, hvor jeg glæder mig til at blive voksen, så jeg selv kan bestemme hvor mange vingummier, jeg må spise og hvornår jeg skal i seng”, og sådan er der så meget.
Hver tid sine drømme, kan jeg måske nøjes med at konkludere.
Her tilbage i mine private gemakker er der plads og åndeligt rum, som før fyldtes af Søsterlils nærvær. Vi har ikke siddet lårene af hinanden under hendes og deres besøg, men visheden om, at hun var HER, at jeg kunne smutte omkring og sige hej og give hende en knuser og pludre med ungerne, har beredt mig kæmpe glæde. Selvfølgelig - visheden var dejlig. Endnu dejligere var det faktisk at gøre det.
I går aftes – næ – det var vist fredag aften og nat, hvor jeg ikke kunne sove, og i stedet sad og kærtegnede (i mangel af mandfolk, herefterdags måske kaldet IMAM) den bærbare. Jeg så pludseligt til min store gru, at der var fremmed adgang i min elektroniske postkasse. Gosh – det var ubehageligt og mindede væmmeligt om et par år tidligere, hvor jeg i dén grad blev kigget over skulderen (nej – det var ikke mig, der havde rotter på loftet!). Jeg gik på IP-jagt, havde jo natten for mig, men blev ikke klogere. Jo, klogere blev jeg, men kunne ikke hænge de fundne oplysninger på noget eller nogen, jeg kendte. Jeg gik i seng ved halvsekstiden næste morgen, sov godt og længe, fik morgenmad og ellers ordnet alle de kedelige (men nødvendige) ting, inden jeg kunne movere mit dovne legeme ud af døren og over til Søsterlil og forældrene. Deroppe på toppen sad jeg og filosoferede videre over, hvem fanden der dog kunne finde mig så interessant, at ville hagge mit vildt hemmelige password… (… - prikkerne angiver, at en rum tid gik med det!).
ZING – en tanke landede – det er jo min mobil, der hagger min postkasse. Manner, manner, manner, hvor dum kan man være. (Min undskyldning – for en sådan har jeg naturligvis klar) er, at mobilen og alle dens funktioner er ganske nye for mig. For pokker da også. Nå, jeg har koblet mobilen fra og tjekker adgangen en dags tid mere, inden jeg laver passwordet om, men foreløbig ser det lovende ud. Det er kun en frontadresse, så det gør ikke så meget, men alligevel – det er sgu min! Dammit – tænk at blive hagget af sin mobil. Fældet på fodfejl, Flora!
Njah – Café Hack kører i baggrunden, teen er god, Søsterlil og Co er lettet og hænger over Europa, og Flora… Flora er glad.
Om et par timer drager jeg på arbejde, efter at have hevet den sidste fornøjelse ud af søndag formiddag.
Hvis jeg er god ved mig selv bliver det til et dyp i Øresund (Brrr – håber jeg finder en isbjørn at varme mig hos) og en løbetur senere (om ikke andet for at få varmen igen :-). Det blev ikke til noget
Hav en dejlig søndag!