Jeg fik i går aftes af min far overbragt en hilsen fra Ex-2. Jeg spurgte selvfølgelig fatter, ”har han det godt, så han godt ud, hvad sagde han, har han fundet en ny.” Min far er, som mænd er flest og svarede, ”det ved jeg da ikke, og jeg er i øvrigt også ligeglad.” (hæ: han tør bare ikke at spørge. Jeg har arvet min nysgerrighed fra ham :o)

I hvert fald, nu sidder jeg med en hilsen fra Ex-2, og det fylder tankerne; han er i mine tanker her til morgen, og jeg har snuset lidt rundt i de gamle skriblerier imellem os. Jeg fandt blandt andet en sms, jeg sendte ham efter vores nytårsaften den 3. januar sidste år. Wow, jeg var godt nok hårdt ramt af den lille Amor med basunkinderne. Mit blod suser hurtigere rundt i kroppen efter at have læst den. Du kan selv læse med herunder:

”Hej Skat. Hver morgen bør man vågne, som jeg vågnede i morges. En dyb, dyb tilfredsstillelse fyldte hver en pore i min krop. Hold da op, hvor var det skønt i går aftes. Hvis jeg var en kat, ville jeg spinde hele dagen, selv hvis det skulle regne på mig. Hvis jeg var et dovendyr, ville jeg springe rundt som et firben. Hvis jeg var en elefant, ville jeg trompetere min stillede lyst ud til alle savannens dyr. Hvis jeg var en hugorm, ville jeg rulle mig af velvære i det varme sand. Hvis jeg var en hanhund, ville jeg sikkert saligt og mediterende slikke mine kugler hele dagen. Hvis jeg var et rådyr, ville jeg med hovedet højt til vejrs spankulere rundt uden agt for jægeren. Nu er jeg ingen af delene. Jeg er mig. Og jeg er glad. Jeg smiler. Jeg tænker på dig, og så smiler jeg igen. Min krop er varm af sex. Det er, som næres jeg af dine safter, omend du ikke kommer i mig. Jeg føler livet i mig. Og kærligheden. Kærligheden til dig og verden. Sådan en altfavnende fornemmelse. Dét er maxi. Kys”

Jeg kan godt huske dén fornemmelse i kroppen; en mæthed og tilfredshed, som jeg kun har oplevet med Ex-2. Jeg var vild med hans frimodighed overfor sex. Vi havde det bedst uden tøj på. Af med det, ingen dikkedarer, så vi kunne komme til hinandens kroppe, røre, smage, lytte, se, føle. Sanse kærligheden, være ét.

Ak ja. I skrivende stund sidder/ligger jeg i sengen med computeren på maven, og lad mig sige med det samme: det er ikke særlig fedt i ovenstående sammenligning!

Jeg havde lidt tidligere en veninde i røret, og hun blev kort orienteret om Ex-2’s hilsen og mine tanker i den forbindelse. Hun stillede et spørgsmål, som jeg selv har overvejet: hvorfor sletter du ikke alle de gamle sms’er og mail til og fra Ex-2, får renset ud?

Svaret er NEJ, det kunne jeg aldrig drømme om. Mest af alt handler de jo om mig, og jeg er stadig betaget af oplevelsen ”Ex-2” og alle de følelser og tanker og oplevelser jeg havde om og med ham. Det var interessant at mærke nye sider i mig selv.

Jeg har hovedpine, mine mave knurrer, jeg har netop fået en trist sms om min x-farfar, og jeg må hellere gøre noget ved det hele, med andre ord se at komme ud af sengen og i omdrejninger.

Jeg har fået noget at tænke på efter en samtale med en veninde forleden aften, og emnet var venner og mænd og sammenblandingen af de to.

Jeg har en ven, som har været forelsket i mig. Efter hans skilsmisse brugte vi meget tid på at tale sammen om ham og hans situation, følelser, kærlighed osv, og det værdsatte han. Da turen så kom til mig og min skilsmisse, gjorde han gengæld, hvor jeg fik lov at hælde min overflod af tanker ud over ham. Det resulterede desværre i en forelskelse fra hans side. Jeg havde netop mødt Ex-2 og var helt opslugt, og allerede efter en uge fortalte jeg vennen om ham. Han blev noget forskrækket, og samme fredag eftermiddag sendte han mig en mail, hvori han erklærede mig sin forelskelse og ønskede mig held og lykke med Ex-2. Se, den mail kunne jeg godt have været foruden, men han måtte af med det, og det kender jeg fra mig selv. Mandag eftermiddag gik vi en tur, så jeg i fred og ro kunne fortælle ham, at jeg ikke var og aldrig ville blive forelsket i ham, men at jeg satte (og fortsat sætter) pris på vores venskab.

Nu skulle man tro, at det var det. Ikke mere at tale om, vel?

Hmmm.

Problemet er, at jeg fortsat forholder mig til ham som mand og ikke som ven. Det var det, jeg pludselig indså under min samtale med veninden, og det jeg bare skal lade være med. Han er min ven, og som sådan er han sød og rar, hjælpsom, dygtig, hyggelig, jovial, god at tale med, kort sagt et godt menneske. Vi taler stadig om personlige ting en gang imellem og følger med i hinandens gøren og laden. Jeg skriver ”bare lade være med”, for jeg tror ikke, at det er så svært. For det første vil jeg meget gerne slippe for alle de unødige dumme tanker omkring hans person, og for det andet er han jo netop en god ven, så hvor svært kan det lige være.

Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke har forstået det for længe siden, men sådan er der så meget.

Jeg er netop kommet hjem efter en ret lang dag, endnu en af dem, hvor jeg intet nåede af det, jeg satte mig for da jeg tændte for min computer i morges, men lidt mere stresset over hele tiden at skubbe tingene foran mig. I morgen får de (kollegerne) at vide, at jeg er fredet, jeg hører intet, ser intet. Har de problemer, kan de selv løse dem, hvis telefonen ringer, er jeg der ikke. Jeg rydder mit bord, så der kun ligger én sag. Jeg tænder for DR klassisk (her skulle jeg nok overveje høretelefoner) og så ellers arbejde mig derudad. Tænk at have sådan en dag. Det ville være både pragtfuldt at nå til bunds med opgaverne, men også møgkedeligt. Jeg må indrømme, at jeg godt kan lide at være over det hele, sejle over vandene som en anden flyvende hollænder. (OK, billedet er nok en anelse forvansket, for jeg ønsker ikke at fremstå som en tør, forvitret skude med lasede sejl, uden mål og med, når nu spejlet fortæller, at jeg er en lækker, lang og slank fregat med galionsfigur(er) og smækker agterende.)

Jeg har studeret regning/matematik med Bedstevenindens datter; jeg er god til matematik, men vigtigst: jeg er vild med det. Lidt ajourføring er nok nødvendig, for flere gange kiggede hun på mig med himmelvendte øjne: Ved du ikke engang hvad det er? Jo, jeg ved godt hvad det er, men kan ikke huske hvad det hedder. Så, vi lærer begge noget og faktisk er det ret hyggeligt. Det bliver fremover benævnt tirsdagsmat. Endnu et plus er den indlagte aftensmad, da Bedsteveninden har forbarmet sig over en stakkels single medsøster (altså mig) og vil inkludere mig i deres tirsdagsspisning. Dejligt.

I morges, da jeg iførte mig BH, kom jeg til at grine. Nu er det ikke, fordi det hele skal handle om mine attributter (overjeg til underjeg: jo, det er det åbenbart). Indtil for ca. 7 år siden var jeg en 75B. Jeg prøvede dem da godt nok inden køb, BH’erne, men jeg bad om en 75B, prøvede en 75B og fik den sørme også med hjem. Jeg skulle ikke nyde noget af at have en velmenende salgsassistent med ind i prøverummet, og jeg kunne da godt selv se, hvad der passede. Min allerførste BH var en af min moders aflagte, og guess what: det var en 75B. Så en dag, jeg husker ikke, hvordan det skete, men i hvert fald fik jeg af en kompetent (kalder jeg hende nu, dengang var hun en irriterende gimpe) salgsassistent 4 BH’er med ind i prøverummet, i forskellige størrelser. Hun havde naturligvis spurgt mig, hvilken størrelse jeg brugte, jeg svarede 75B, og hun kiggede på mig uden at sige noget. Jeg kunne læse noget i hendes blik, men inden jeg blev fornærmet, havde hun trukket gardinet for og bedt mig prøve og sige til, hvordan størrelserne passede. Størrelserne. Normalt var jeg dejligt fri for at tage stilling til størrelser, for jeg var jo en 75B'er. Lad mig gøre en lang historie lidt kortere: det var jeg ikke længere. Jeg kom ud af butikken som en 80C’er med lækker G-streng. Sidstnævnte var et fejlkøb, og jeg er ikke siden faldet for fristelsen at købe g-strenge. Det er noget, der kan ødelægge en ellers god dag, at gå og hive trusserne på plads i ét væk. Så nu var jeg så en 80C’er. Verden så på mig med nye øjne. Jeg var helt genert de første gange, jeg havde den på, som stod der 80C i panden på mig. Siden er det blevet til 80D og senest til 75E. Det er lidt mærkeligt, for jeg har nu BH’er (bortset fra 75B, dem er jeg dog vokset fra) i alle de størrelser, og de passer mig alle sammen. Jeg er lidt af hvert, alt efter humør og funktion. Til en jobsamtale ville jeg f.eks. tage en 75E på, det er ikke så prangende. En bytur er god i en 80C, og 80D’eren er god som underlægning til min lyse, klingende latter. Det er heller ikke min vægt, der svinger, den ligger ret fast, så BH-størrelsen afhænger af mærke og type. I dag får jeg altid hjælp til BH-indkøb, for det er blevet et must, at de skal sidde ordentligt. Da jeg selv blev klogere, gik jeg tilbage til min mor, og fik rusket hende ud af det 75B-billede, der havde sat sig fast på hendes nethinde. Unødvendigt er det vel at skrive, at hun ej heller længere er en 75B’er.

Halleluja. Det er egentlig meget godt at tanker er toldfri, jeg ville simpelt hen ikke have råd til at smugle disse skøre indfald med ind i landet. Tænk, hvis de hapsede mig ved grænsen.

Nu har jeg ordnet en radiator, klippet mine negle og vandet mine blomster. Ved sidstnævnte gerning lagde jeg mærke til, at der fortsat er en standhaftig orkide tilbage på min plante. Sådan har jeg det også med Ex-2; der er stadig noget i mig, der kærtegner mindet om ham, og han fylder i mig på en rar måde.

Jægeren gør jeg ikke mere ved. Det er ok, at han ikke vil have mig, og jeg accepterer hans beslutning. Jeg har det godt i mig selv, at jeg forsøgte. Næste gang skulle jeg måske lade manden være Jæger og selv agere bytte, men det er jeg ikke så god til, hvis først mine fornemmelser er vakte. Øvelse gør mester, Flora.

Den vil jeg sove på.

Jeg har tænkt på Jægeren og ja, jeg har været berørt af hans afvisning, men ville det ikke også være mærkeligt andet? Jeg synes ikke, det er udpræget fedt at få at vide, at ”nej, duer ikke”, men omvendt, hellere det end en halvkvædet vise uden sjæl. Det er næsten værre. Jeg har talt med mig selv om muligheden for at kontakte ham igen for at lokke ham ud af busken, men det er for pjattet. Han er en voksen mand, og han har besluttet. Dét skal jeg forholde mig til og intet andet.

Skal jeg være ærlig, så synes jeg, han er en hængerøv og en bangebuks, alt for kontrolleret i sit liv, men det er ok, for det er jo hans liv. Er det en forsmået kvindes ord? Måske lidt af det, men jeg finder vitterligt, at det hele er lidt mærkeligt.

En af de første bøger jeg læste efter mit brud med Ex-1, var Erich Fromms ”Kunsten at elske”, og den er ret god. En af de mange ting, den gjorde mig opmærksom på, var, at kærligheden ikke skal være alt for besværlig. Hvis hver dag skal være en udfordring i udtryk af kærlighed, hvis kærligheden hver dag skal overvindes, så kan den – kærligheden altså – være for dyrt købt i det lange løb. Jeg har et let sind (bortset fra, naturligvis, når jeg er PMS-ramt, sortseerisk, almindelig ramt af hverdagens petitesser og smådep) med let til smil og latter, og hvis det er svært at finde noget at grine af, så er det nok ikke noget for mig. Jeg forventer ikke tilværelsens ulidelige lethed, men som udgangspunkt forventer jeg og fordrer gensidighed. Kærligheden skal ikke kickstartes, den skal selvantænde !!! (Jeg har et anstrengt forhold til udråbstegn og bruger dem varsomt, men denne gang mener jeg det alvorligt. 3 (tre!) udråbstegn er alvorligt). Derfor, Jægeren har talt uden at have affyret et eneste skud, og jeg pikler stadig rundt i skoven som det smukkeste Rådyr uden huller; mere er der ikke at sige til det.

Jeg holder meget af mine kolleger, de er alle mænd, og selvom jeg ikke dyrker kollektiv kærlighed hver dag på arbejdet, så er det tæt på. Vi har et sundt arbejdsklima, nemt til latter og er dygtige til det vi laver. I går fik jeg en udrensning i form af 3 (tre!!!) grineflip, hvor jeg næsten græd af grin og ikke kunne holde op, om jeg så fik penge for det. Det var pragtfuldt, saliggørende, forløsende og udløsende. Jeg elsker, når det sker, og i går trængte jeg oven i købet til det ovenpå Jagten. Jeg skal forskåne dig for detaljerne, for det er nogle underlige ting, jeg kan dø af grin over (nej, jeg kan ikke lade være, så du får stikordene til det første grineflip: en havørns røvhul og en prik i horisonten), det kræver øjeblikket, ordet, blikket og selvfølgelig samhørigheden mellem de grinende, som i det sekund latteren bryder løs, er helt sammenbundne i en verden for sig.

Latter kan være lige så forløsende som sex, og det var det jeg tænkte, da jeg skrev kollektiv kærlighed tidligere. Latter og samhørighed på arbejdspladsen tilsvarer kærligheden, sex og kys på hjemmefronten. Latter er en god måde at røre hinanden på.

Jeg spiste hjemme hos Bedsteveninden og hendes kæreste i går, og det var som altid dejligt. De skulle lige have sidste kapitel af Jægerens svanesang, så nu er det slut. Ovre. Finito.

Ex-2 bor i nærheden af Bedsteveninden, så ham tænker jeg altid på, når jeg skal hjemad. Jeg når som regel at overveje, om jeg skal læggen turen omkring hans gadedør, men i går kastede jeg mig blot på cyklen og kørte en anden vej. Det er, hvad jeg kalder fremgang.

Jeg er i øvrigt også i gang med en Ex-2 udrensning, og den har et fysisk udtryk nu. Jeg fik en orkide af ham, som nu er ved at tabe blomsterne. Den har ellers stået og struttet med de smukkeste blomster siden september. Hver morgen, når jeg kommer ind til den, har den tabt en blomst, og den samler jeg op fra bordet, kysser den og lægger den til lit de parade på lampen. Når jeg kommer hjem om aftenen, tænder jeg lampen, ser orkideblomsten, kysser den igen og smider den i skraldespanden. Tosset måske, men det er bare mig, og det hjælper.

Jeg er i gang med operation tøjvask, så jeg skal i kælderen igen med en ny load. Nattøj og hue er den mundering, du kan møde mig i på gaden, slæbende på en stor sæk vasketøj, alt imens jeg skutter mig i kulden. Koldt er det derude.

Sådan, så er den klaret, og jeg har endnu en time, mens maskinerne tager sig af resten. Lejligheden trænger til min kærlige hånd og kølige overblik, så det vil jeg give den.

Senere i dag skal jeg på landet med Bedsteveninden og hendes kæreste, og det er altid godt at have noget rart at se frem til, når rengøringen truer.

Her kommer en indskudt bemærkning, som får lov at stå og stråle for sig selv (uden udråbstegn eller noget!): i går eftermiddags så jeg 5 svaner flyve ind over byen; de havde måske fattet budskabet om Jæger uden Jagttegn, da jeg hviskede det til dem…

Nja. Det var så det. Jægeren ringede i går aftes og aflyste vores aftale på søndag, da han ikke rigtig kunne se, at det kunne blive os, og ”bare sex” gad han ikke. Det havde jeg nu heller ikke lovet ham :o)

I samtalen i søndags spurgte han mig, hvorfor jeg pludselig ringede til ham efter så lang tid. Det er et godt spørgsmål, og det ville jeg selv have stillet, hvis jeg var ham. Jeg fortalte ham, at der var noget i mig, der fortsat triggede med mellemrum, og det ”noget” ville jeg gerne have afklaret. (Seriøst, det er ikke alt, folk skal vide, bare fordi de spørger, så jeg sagde ham da ikke, at jeg havde drømt, at han var faderen til min rødhårede (ikke-eksisterende) datter. Nænej, det er kun du og jeg, der ved det).

Han skal have point for god opførsel. Jeg sætter stor pris på, at han ringede til mig frem for at sende en mail eller en sms. Det viser respekt.

Jeg er stadig ved at fordøje nyheden, og selvom vi kun har en ganske kort historie, tager det lidt tid. Jeg er ikke ved at gå i opløsning, jeg har ikke ondt i hjertet, min forfængelighed er stødt, sågar oplever jeg en vis fornærmelse i mig selv. Jeg blev ærgerlig og skuffet, irriteret også, hvilket jeg fortalte ham.

Jeg ville ikke diskutere hans beslutning, det har jeg mig selv for kær til, og måske jeg ringer til ham med yderligere spørgsmål efter fordøjelsen, men jeg regner ikke med det.

Der er ikke andet at sige lige nu, end at jeg prøvede, og det giver mig en fantastisk ro. Det kunne have været, men det behøver jeg ikke længere at spekulere over. Det er ude af mine hænder, og snart er det nok også ude af mit hoved.

Ro!

Det sner, og nu skal jeg ud i kulden.

Jeg er helt og aldeles basket, intet mindre! Jeg vågnede kl. 5.30 og var nogenlunde frisk. I hvert fald frisk nok til lige at forfatte en mail og ordne et par andre småting ved computeren. Den bærbare står næsten permanent ved siden af min seng, og jeg sidder oftest under dynen og fifler med ordene. Jeg glæder mig til at få indrettet et skrivehjørne (ikke i sengen, skulle jeg måske tilføje).

Det er ikke fordi, jeg har tænkt så farligt meget på Jægeren i går og i dag. Vi talte sammen i en lille time i søndags, og samtalen gav mig både søde forventninger, frække underlivsfornemmelser og en sund skepsis. Jeg kan tænke mig tosset over hans kvaliteter og skavanker, og det orker jeg bare ikke. Vi aftalte at mødes på søndag, så det gør vi, og tager tingene derfra. Lur mig, om ikke min hvilepuls vil springe alle rekorder hele søndagen, men så må jeg kaste mig over tøjvask og rengøring, vinduespudsning og tæppebankning. Sidstnævnte var bare for sjov, for det er godt nok mange år siden, jeg sidst har set nogen banke tæpper. Det hører da ikke helt vor generation til. Tæppebankningsstativet i gården er sågar lavet om til en pergola, og det må da om noget være tegn på den dalende tæppebankningspopularitet! Det var lige et sidespring. Når først jeg har kastet mit blik på Jægermanden, hægtet min arm i hans og vi langsomt dalrer af sted, så går det nok. Eller måske skulle jeg nøjes med at række ham hånden til et formelt goddag og så ellers pludre om grise i Hakkebakkeskoven, klummer i Lokalsprøjten, utætte brandsprøjter og hvad jeg ellers kan finde på at lukke ud i min tilstand af ”gosh-nu-står-han-lige-overfor-mig-skal-jeg-kysse-ham-eller-er-det-for-meget-og-for-hurtigt-uhm-hvor-er-hans-hænder-varme-og-stærke-gad-vide-om-han-er-lidt-vild-med-mig-hvor-kunne-det-egentlig-være-sjovt-hvis-prik-prik-prik”. Hmm, måske jeg skullle overveje helt at tie stille, spille den tavse væbner og smile sødt. Nej, nok heller ikke. Det bringer mig fluks tilbage til cirka hvor jeg startede. Vi mødes på søndag, og så ser vi ellers, hvad der sker! Det er planen, og den holder jeg fast i.

I mit forhold til Ex-2 brugte jeg (alt for) meget energi på at skabe luftkasteller, og jeg har tænkt på, om ikke livet er for kort til at lade tid gå med nytteløse spekulationer, når de kan ende ved et simpelt spørgsmål som: ”elsker du mig”, ”vil du have børn” osv. Omvendt skal man heller ikke stresse sig selv, for jeg ved da om nogen, at følelser og store tanker kræver og tager den tid de har brug for. Nu er jeg så også berygtet for at være i mine følelsers vold. Et besynderligt udtryk. Hvordan ser man ud, når man er i sine følelsers vold, er det godt eller skidt, er man normal eller tosset.

Åh, nu rabler det vist. Jeg er så træt så træt, at jeg dårligt orker at lave mad, men det er nok bedst.

Jeg er ikke færdig med dagens tanker, men måske en anden dag…

Yeah. Som skrevet tidligere i dag, så svarede Jægeren ja tak til at mødes med mig, og jeg er helt eksalteret i skrivende stund. Jeg har ringet til ham for at aftale hvor og hvornår, men jeg forstyrrede ham i madlavningen, og endnu værre, midt i en stor beslutning om kokosmælk. Det var tilsyneladende første gang han eksperimenterede med kokosmælk, så det krævede dyb koncentration (måske han også lige skulle have pusten efter at have hørt min sprøde, sensuelle røst igen, hæhæ). I hvert fald vil han ringe tilbage senere. Hvor var det rart at høre hans stemme igen. HOLD DA OP, hvor er jeg spændt.

Så, Flora, tag det dog for pokker roligt, og lad være med at gejle det op til noget helt vildt. Jamen, tænk nu, hvis han er manden i mit liv (Jeg kan betro dig, at jeg har en vis fornemmelse af, at det er tilfældet, men sig det ikke til nogen!)

Hvis jeg for 2 år siden havde fået et glimt af mig lige nu, ville jeg aldrig have troet mine øjne. En positiv, stærk kvinde, der tror på kærligheden, mærker sin intuition, tror på sine evner og fornemmer sit potentiale. Jeg har stort potentiale for kærlighed, tro det eller lad være, og det er fantastisk at få lov at øse. Det jeg oplevede med Ex-2 var stort og smukt, måske min første oplevelse af, at kærligheden handler om at give, at kærligheden er det der sker, når to er sammen og det føles som tre. Min kærlighed til Ex-1 var helt anderledes nede på jorden, umoden er måske det rigtige ord. Jeg fatter ikke, hvor langt jeg er kommet på så kort tid. Årsagen til at skridtet fra dengang med Ex-1 til nu er så stort, er nok bare, at jeg i så mange år stod i stampe, angst og bange for at fejle, være alene og værst af alt: var bange for at være MIG, på godt og ondt.

Dammit, jeg kan få tårer i øjnene, når jeg tænker på det, men i stedet for at udgyde tårer, griber jeg øjeblikket til endnu engang at føle taknemmelighed over at føle, som jeg gør lige nu.

Er jeg lykkelig. Ja, det er jeg vist. Jeg er lykkelig i mig, lige nu og her.

For et par timer siden talte jeg med en gammel ven, som har fået nogle hak i tuden af kærligheden, og han er den mest stivnakkede mand, jeg kender. Kærligheden kan rende ham, alle fucker rundt med (og på) alt og alle (hans ord, ikke mine!), og han er sgu ligeglad med kærligheden, han har det godt som han har det, med bil og vovse, og det er nok for ham. Han tror ikke på kærligheden. Sådan, og jeg skal i øvrigt bare holde min kæft. Det gør jeg selvfølgelig ikke (;o)), men lige lidt hjælper det. Jeg opgiver ham ikke, han skal have nogle skub engang imellem, men det gør ondt i mig at høre ham tale om kærligheden med så stor nedladenhed, skepsis og skuffelse.

Så, nu er der nogen i ejendommen, der har besluttet, at det er tid for taffelmusik. Det er i det mindste noget, jeg kan lide, så jeg har lige skruet ned for Tom Waits, som jeg selv lyttede til.

Hvor er det lækkert at komme hinanden ved gennem etagedæk og vægge (not!). Det er ikke taffelmusik, det lyder som Cirkus Benneweis i fri elefantdressur. Eller Siegfried og Roy med trefodsskammel mod farlige løver i lækkert Las Vegas Full Body Armour. Så, nu skruede de ned igen, så jeg kan fortsætte min flirten med Tom Waits, aaah.

Jeg tror, jeg vil løbe en tur. Jeg meldte mig jo til BT’s Løb dig sund, som startede i denne uge, og jeg er bagud. Ja, hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke startet endnu, men det tror jeg, jeg gør nu, selvom det er hundekoldt. Jeg trænger også til at komme af med min”hvornår-ringer-Jægeren-så-få-dog-hældt-den-kokosmælk-i-sovsen-og-kom-videre”-kriller i maven.

So long  :o>

For dælen da, jeg skal passe på med, hvad jeg ønsker mig! Jeg risikerer jo, at det går i opfyldelse.

(jeg lader lige det udsagn stå og hænge lidt…)

I går, da jeg kom hjem fra fødselsdag, lå der en mail og ventede på mig. Fra Jægeren! Jeg blev helt rundforvirret. Jeg er ikke rigtig klog, men jeg havde ikke helt forberedt mig selv på, hvad jeg ville gøre, hvis han sagde ja. Hans svar er kort og efterlader ikke noget tilbage at ønske. Jeg skrev kærlig hilsen, han sendte en venlig hilsen retur. Han er nok i ”lad os nu liiige se, hvad damen vil mig-mode”.

Jeg følte jeg mig nødsaget til at kontakte Jægeren. Der var mange ting, der talte for, at vi havde meget at tale om, og jeg oplevede vores situation lidt som at tabe en klump med masser af glimmer i. Jeg nåede ikke at analysere klumpen for guld tilbage i oktober, så det er muligvis kun fools' gold (kan pludselig ikke huske, hvad det hedder på dansk), men jeg har brug for at finde ud af det. Det er planen nu.

Nu er jeg pludselig kommet i tvivl, om jeg overhovedet vil se ham. For pokker altså, det er ikke nemt at være til. Det her kommer til at lyde forvirret, og det er ok, for det er jeg også, samtidig med at jeg er vildt bange og nervøs. Hvad nu, hvis han bare er helt forkert. Hvad nu, hvis jeg forcerer livet. Hvad nu, hvis den eneste ene først står ved næste hjørne, og jeg så drejer nu. Hjælp. Min intuition - hvor er den, hvad siger den? Jeg er helt stakåndet og forpustet af alle de nervøse tanker. Hvorfor kunne han ikke bare sige nej tak eller lade være med at svare?!

Jeg faldt i en dødlignende søvn lige efter, og blev vækket en lille time senere af mobilen, hvor en veninde ringede. Super at få vendt situationen med hende. Jeg var helt basket bagefter, men mere afslappet, og faldt let i søvn igen.

Nu er det søndag morgen, og jeg vågnede med hjertebanken for lidt siden. Jeg er nervøs, men sådan må det være. Jeg glæder mig til at se ham, selvom jeg er meget spændt, men det er vejen frem. Jeg skal finde ud af ham, og afklare om vi virker eller bare er helt forkerte sammen.

At dømme ud fra hans svar må han være enig med mig i, at vi skal have afdækket vores potentiale.

Vi får se.

Knus Flora

Jeg fik hevet flere ord ud af min skilmissetruede ven i går, og det var gudskelov blevet ved truslen; de har atter etableret borgfred. Jeg ved ikke, om jeg skal skrive gudskelov, for mon ikke det var bedre for dem begge faktisk at stå ved det og slippe hinanden. Det er så nemt for udenforstående at slynge ud ”det ville være det bedste at…”, men for dem, der står i det, er der et hav af følelser, oplevelser og børn, som mudrer vandene og fjerner fokus fra ”mig”. Efter mange år sammen er det så meget ”vi og os”, at det er svært at finde ”mig”. Det er vel heller ikke ubetinget en dårlig ting, nærmere en naturlig følge af mange års samliv. Det er dog noget, der er vigtigt at holde sig for øje. Min egen erfaring viser, at det er vigtigt at kradse i lakken med mellemrum, så man holder fast i hinanden af de rigtige årsager, og ikke udelukkende som vanedyr, hvor det ene år tager det andet.

Ja ja, der er mange vinkler på samliv, og det bliver ikke i dag, at jeg vil forsøge at afdække dem.

Jeg skal til fødselsdagskomsammen om et par timer, og jeg skal have lagt en rute med tog og bus. Puh, jeg bryder mig ikke om den afhængighed af afgangs- og ankomsttider, og til daglig er jeg heldigvis forskånet for det, da jeg har min gode cykel.

Nå ja, for resten. I går aftes fik jeg trykket på knappen og sendt en mail til Jægeren. Nu er jeg spændt på, om han svarer (er lidt sommerfugleramt), for jeg kan jo godt mistænke ham for at udvise samme forsømmelighed som mig selv. Men, nu er det gjort, og det har jeg det godt med. Guderne må vide, hvad der kan komme ud af det. Mit håb er at vi kan mødes i samtale og tage den derfra.

Kryds fingre og tæer §:o)

Hav en dejlig dag. Jeg glæder mig til at skulle udi solskinnet.

Nej for pokker, jeg har netop hørt Frank Sinatra's Valentine i radioen, og det er jo i dag Valentines Dag (ikke at jeg nogensinde har fejret den). Så kan man vel godt sige, at det er timet, at jeg har sendt en besked til Jægeren. Tænk om han bliver min Valentine.

Tak skæbne. Nu har skilsmissesablen igen raslet i min nærhed. For dælen da og pokkers også. Endnu ved jeg ikke mere end at truslen er slynget ud i luften, så jeg skal have pumpet min ven i morgen. Måske det ”blot” handler om et større skænderi. Jeg fornemmede, at han trængte til at læsse af i dag, men der var for mange mennesker omkring os. Tiden må vise om jeg har ret, eller om jeg bliver bedt om at passe mig selv. Begge dele er ok.

Shite – jeg er lidt pulsramt. Jeg har netop forfattet en helt kort mail til Jægeren og spørger ham, om han vil mødes med mig. Det er noget, jeg er nødt til at komme til bunds i, og jeg er ved gud ikke stolt af mig selv, at jeg først nu svarer ham. Hvis han tænker skøre kælling om mig, kan jeg (næsten – kun næsten!) ikke fortænke ham i det.

Nu har jeg skrevet og slettet og rettet og fortrudt og gjort ved over de samme 4 sætninger. Længere bliver mailen ikke, så det er om at vælge de rigtige ord. Jeg kunne skrive fra nu af til juleaften, og det vil være ligegyldigt og alt for meget ordgejl. Jeg undskylder den alt for lange svartid, og hvis han har lyst at mødes med mig, kan vi tale sammen. Jeg vil ikke begynde at forklare og beskrive, for jeg har det med at bruge alt for mange ord (det har du måske selv konstateret her på bloggen :-), og for mange skrevne ord er ikke så smart, når ikke man kender hinanden. Hovedsagen er, at jeg får fred i sjælen. Mit liv skal leves efter gyngestolsprincippet, hvilket oversat betyder ”ikke flere unødige fortrydelser ved ugjorte gerninger.” Jægeren kunne være mit livs kærlighed, og jeg er nødt til at finde ud af, hvordan vores melodi lyder. That’s it and that’s that. Han kan frabede sig mit selskab, det er han i sin gode ret til, og det må jeg i så fald forholde mig til. Den tid, den bekymring. ”Ikke flere unødige bekymringer” er et andet af mine nye principper.

Mine tanker vendte tilbage til skilsmisse, uvenskab, liv og kærlighed, og det er nogle store tal. Mennesket er sin egen lykkes smed, og hvilken smed! Han kan være tung at danse med, men nu har han også meget at se til. For et godt resultat skal jernet ville det, ilden være varm nok, ilten strømme til bålet, smedens øjemål passe, hesten stå stille, hammerens slag falde præcist, og alligevel kan det gå galt, selvom alt umiddelbart gøres rigtigt. Er der en rigtig måde at gøre det på? Næ. Hver især tillemper vi reglerne, så de passer til os, og dermed er der kun et fordums regelsæt tilbage, som ikke kan bruges som mål for en ny lykke og en ny kærlighed (dér kom jeg tilbage på sporet:-) . Vi mennesker er på bar bund, når det kommer til kærligheden, hvorfor det gælder om at blive klogere på os selv. Jo bedre vi kender os selv, jo bedre kan vi navigere rundt i kærlighedens labyrint af sårede følelser, små og store glæder og sorger, udfordringer af enhver art, tidløse tanker og tango for to.

Sådan må det vist være.

I julegave fik jeg en cykelhjelm, eller rettere et billede af en cykelhjelm, for min mor ved, at jeg først skal finde den helt rigtige. Jeg er kræsen, når det kommer til udstyr, og da det er noget jeg skal bruge hver dag, skal den sidde godt, være lækker at røre ved, og samtidig se godt ud. Foreløbig er jeg endt ved en yak-hjelm, selvom den koster kassen, særligt den udgave med bøllehatten. Jeg ser kæk ud i bøllehat og hagerem. Tsk, jeg ved godt det handler om sikkerhed, og jeg har ofte talt fornuftigt og belærende til mig selv, uden at det har hjulpet. Jeg køber først en cykelhjelm, når alle kriterier er opfyldt, og i mellemtiden må jeg så køre pænt og håbe det bedste (7-9-13, ikke at jeg er overtroisk).

I morges så jeg en fyr, der havde taget skridtet fuldt og monteret sidespejl på sin cykelhjelm. Dét var smart og aldrig noget, jeg selv kunne finde på, i virkeligheden fordi jeg er for selvbevidst, for det ér da smart, synes du ikke?

Nu jeg er ved smart udstyr til cyklisten, så har jeg også overvejet at købe mig et par klare cykelbriller til regn- og snevejr. Det gør så ondt, når snefnug og regndråber rammer øjnene. Jeg har set nogle i et værktøjsmagasin, og de kostede ikke en formue, så vidt jeg husker.

Jeg stod i køkkenet på arbejdet og kom til at grine for mig selv (igen!). Jeg havde netop skrællet en banan og bidt begge ender af den, hvorefter jeg spyttede dem (enderne altså) i skraldespanden, og var på vej tilbage til min pind, da jeg reflekterede over den just overståede handling. Hvorfor pokker bed jeg enderne af? Den første forklaring var, at det har jeg altid gjort. Jamen hvorfor dog. Jeg endte helt tilbage i børnehaven, hvor en medindsat bildte mig ind, at der kunne være fugleedderkopæg i enderne, særligt der hvor den hæfter på klasen. Historien gik videre på, at de æg ville lande i min mave, hvor de ville udklækkes, og min mave blive vært for en fugleedderkopklan. Først var der en lang periode, stadig i børnehavetiden, hvor jeg nægtede at spise bananer (jeg spurgte min mor, og hun vidste ikke hvorfor, kun at jeg en tid ikke ville røre bananer), men da jeg jo godt kunne (og kan) lide frugten, måtte jeg imødegå min skræk og bide enderne af for at tilintetgøre fugleedderkopægstruslen. Tænk engang, det gør jeg stadig. Jeg kan ikke drømme om at spise en banan uden at gøre det. Bare tanken om at huse en fugleedderkopklan i maven kan få mig til at gyse. Jeg havde bare glemt det med fugleedderkopperne. I morgen vil jeg forsøge at spise en hel banan, bare for at se, om jeg kan rette op på de tossestreger. Men, det er måske for sent. 

En af følgerne af at bo i lejlighed er, at man kan følge med hos de andre beboere (og omvendt naturligvis også), når der bolles, tales, nynnes, skændes og festes højt. Nu har der den sidste time været krydsild et eller andet sted i ejendommen, og argumenterne om løgn og spisetider er bølget frem og tilbage. Nu lader det dog til, at de har forhandlet sig frem til en våbenhvile.

Jeg har til aften set TV for første gang i lange lange tider, og det var programmet/filmen om partiet Ny Alliance. Den var egentlig meget god, men jeg måtte krumme tæer nogle gange (en del gange faktisk). Der var flere usympatiske individer med, men den allerværste var en journalist fra Se og Hør. Fy for pokker, en led karl. Jeg ved ikke, hvad han hedder, men det var ikke Qvortrup.

Jeg fik en kollega-sludder efter fyraften i dag, og det var helt rart. Nogle gange kunne jeg dog tænke mig, at jeg var bedre til IKKE at udlevere alle mine inderste tanker. Udlevere er ikke det rigtige ord, men jeg skulle måske være lidt mere privat. Nå, pyt med det. Jeg står ved den jeg er.

Det er stadig lidt fedt at være mig.

Der blev uddelt verbale øretæver på jobbet i dag, og nogle af dem ramte plet, mens andre var med spredehagl, eller hvad det nu hedder i jægersproget.

Hmm, apropos jæger, så tror jeg, at det var Jægeren, der var faderen til min datter i den drøm, jeg drømte i morges. Jeg har tænkt på den en del gange i dag, og hver gang fandt jeg mig selv med et stort smil på. Tænk, at jeg har set min datter, der endnu ikke er født endsige undfanget, og hvor sædekornets herkomst endnu er uvis. Vildt!

For pokker da, der er nogen, der spiller afrikansk stammemusik et eller andet sted i ejendommen, og det er ikke min foretrukne musik på sådan en mandag aften. Kunne de da for pokker ikke bare skrue lidt ned, eller i det mindste slukke for stortrommen. Hmm, det kunne også være tibetansk munkeklang med triangler og lyserøde kjortler. Eller en god gang underlægningsmusik til en Bollywood produktion. Det skinner muligvis igennem, at jeg ikke er helt ferm til verdens musiksprog, og i det lys burde jeg nok glæde mig over muligheden for at blive klogere. Men igen, det er mandag aften og jeg trænger til fred og ro. Jeg tror, jeg vil prøve at lade som ingenting!

Sådan, nu lader jeg som ingenting. Tjuhej, hvor det går. Jeg blev aldrig færdig med skæld-ud’ene på jobbet i dag, og selvom de ikke direkte var møntet på mig, så var jeg dog stadig implicit. Det var lidt irriterende, da det ikke var nogle opgaver, jeg selv kunne lave, men alligevel følte jeg mig skyldig. For helvede, hvor er det anstrengende at være kvinde (eller måske bare mig) nogle gange. Jeg kunne godt forstå hans frustrationer, jeg var selv ærgerlig over situationen, og samtidig ved jeg, at syndebukken har haft travlt med en hulens masse andre ting. Problemet er, at syndebukken ikke kan finde ud af at sige nej. Det tror jeg, jeg vil tale med ham om, når han vender hjem fra ferie. (Note to self).

Min strategi virkede, nu lægger jeg (næsten) ikke mærke til stammedanseriet. Hov, det er jo fordi det er slut nu. Hvor skønt.

Tror jeg vil lave mig en kop te og læse lidt. Jeg er i gang med en lidt kedelig bog, som jeg bare skal se at blive færdig med, så jeg kan komme i gang med at genlæse Jordens Søjler af Ken Follett. Jeg har sådan et irriterende gen, der hedder ”når-først-jeg-er-startet-skal-jeg-også-læse-den-færdig”, der også gælder film. Uanset hvor langsommelige, kedelige, uhyggelige og åndsvage de er.

Jeg fik efterfølgeren til Jordens Søjler i julegave, kan i skrivende stund ikke huske, hvad den hedder, selvom den ligger henne på reolen og frister fælt. For at komme tilbage til fortiden må jeg hellere starte med Jordens Søjler. Det glæder jeg mig til.

På genhør, smukke menneske. Ja, det er dig, jeg mener.

Her til morgen drømte jeg en fantastisk drøm. Jeg lå i sengen med min spæde datter, hun var måske 1-2 måneder gammel og sulten. Jeg satte hende op i sengen ved siden af mig, og hun havde det mest fantastiske ansigt og glade smil. Jeg lagde hende til brystet, og hun begyndte at die, men blev hurtigt utilfreds. Jeg tog fat om brystvorten og gjorde den større, hvorpå det gik bedre, omend den lille fortsat ikke var helt tilfreds. Jeg vågnede med en klar fornemmelse af hendes krop, da jeg havde løftet hende op at sidde, hendes lugt, hendes lyde og smil. Aldrig har jeg haft en lignende drøm. Hun var rødhåret, og så har jeg naturligvis tænkt på, hvem faderen mon var, for det viste drømmen mig ikke (havde ellers været rart). Det var yderst livagtigt og en super måde at starte dagen på.

Godmorgen til moder Danmark.

Aah, så sidder jeg igen i min seng, det er søndag, næsen er rød efter en tur i luften, teen står klar ved min side (en skøn ceylon), fingrene endnu lidt stive af kulden, radioen i baggrunden, hvor de taler om og med en diva eller to. Jeg er alene her i sengen. Det er jeg lidt ked af. Stadig har jeg det fint med mig selv, men, der er altså nogle ting, jeg skal have styr på, ændret på.

Jeg er træt, det har været en lang uge med nogle spøgse indslag, og jeg nyder at sidde her i sengen, alene, med en varm kop te, og filosofere. På trods af at jeg er lidt ked af at sidde her alene. Jamen, nu kører det i ring. Fat det så, Flora. Indrøm, at du nyder denne stund!

Nå ja, det gør jeg faktisk.

Tror, jeg lader det være ved det for nu. Mit hoved er tomt, jeg er sulten, jeg er træt, og jeg trænger til at tænke nogle tanker i fred og ro.

So long!

Godmorgen. Jeg er træt, jeg kunne stå op og sove, jeg vil sove videre, men nu er jeg jo oppe, og så føles det som snyd at gå i seng igen, selvom jeg rigtig gerne vil. Nå, sådan er det, og om lidt starter atter en dag med drøn på.

I går fik jeg en lille reminder om, at træer ikke vokser ind i himlen, heller ikke mit. Jeg gjorde en fejl på job. Puha, jeg er ikke romsmester i at fejle, men det plejede at ødelægge en hel dag og nogle gange flere, når den gode Flora kiksede. Jeg nød det ikke ligefrem i går, men jeg accepterede, at det var dumt, rettede fejlen og videre. Det er jo ikke jordens undergang, endsige min. Min lykkerus (overdrevet, men kender du mig, ved du hvad jeg mener) er ved at nå et mere normalt leje, stadig interessant, men jeg er ikke længere høj af positivitet. Mine hormoner spiller sikkert også ind. Engang imellem ville jeg ønske at jeg var født som mand, da jeg så skulle undvære mens og pms-tendenser. Altid og lige så ofte indser jeg, at det er en åndsvag tanke, fordi jeg er kvinde, og det er nok fordi, det er det, jeg er bedst til.

Oh boy, det bliver en lang dag. Gad vide hvad bossen siger til, hvis jeg tager mig en middagslur.

I går eftermiddags kom jeg i tanke om Alexanders Ragtime Band og jammede og raggede for mig selv. Jeg kan godt lide at synge, og da jeg havde kontoret for mig selv, kunne jeg gøre det uden at genere nogen. Jeg er lige vågnet med den sang i hovedet og har det som en sodavand, der er blevet rystet. Jeg bobler af godt humør med andre ord, selvom jeg stadig er træt og dynevarm. Nattens drømme har jeg glemt og ser frem til dagens udfordringer. En gryende morgenstund med fred til fordybelse sætter jeg pris på, og det sker bedst, når jeg har sovet mine 8 timer. Da fungerer jeg optimalt, vågner af mig selv og har lyst at stå op.

Jeg kan ikke lade være med at nyde min glæde og gode humør. Mine hormoner er mig nok også venligt stemt i øjeblikket, for mit hele jeg synes at gå op i en højere enhed.

I aftes funderede jeg over, var sågar en smule bekymret for, om mit jeg vil vokse sig så stort, at det vil blive utåleligt for andre at opholde sig i min nærhed. Det er at tage sorgerne på forskud, og da jeg for over et år siden besluttede mig for at lade være med det, lader jeg det ligge. Jeg har faktisk brugt rigtigt meget tid ”i mit gamle liv” på at bekymre mig om omstændigheder, som kunne tænkes at ske, og det er spild af tid. No more!

Desuden har jeg en god fornemmelse om mig selv og min egen elskelighed, så det var i et øjebliks svaghed, at jeg begav mig ud på den bekymringssti. Jojo, der er masser af tilbagefald til tidligere tiders følelse af mindreværd, jeg er trods alt lige startet min rejse.

Nå, jeg vil springe i bad, og så ud på cyklen og gribe dagen. Den ligger kun og venter på mig. Og på dig, se at komme af sted.

Et knus på morgenstunden

I aften hørte jeg ”Den allersidste dans” i radioen, og jeg er vild med den, den er så smuk. Jeg har fundet teksten på nettet, så du får den her:

Altid vil jeg mindes denne aften,
altid vil jeg huske denne dans.
Tåren i dit blik,
smilet om din mund,
ja altid vil jeg mindes denne stund.
Den allersidste dans før vi går hjem,
før solen og en ny dag bryder frem.
Endnu er du mig nær,
endnu er natten vor,
og yndig er den sidste vals, før vi går.
Et møde med din mund før vi går hjem,
det ønsker jeg mig kun, før vi går hjem.
En aften er forbi,
nu hvisker jeg godnat
og kysser dig på gensyn, du!
Jeg har aldrig følt himlen så nær som nu.

(Melodi af Kai Normann Andersen, tekst af Børge Müller, sunget af Poul Reichhardt til Bodil Kjer i filmen ”Mød mig på Cassiopeia” fra 1951).

Jeg har aldrig været den store diskodasker, så mine byture har oftest fundet sted på barer og værtshuse, hvor det har været muligt at samtale. Egentlig kunne jeg godt tænke mig at blive mere fortrolig med og på et dansegulv, så jeg burde måske forsøge mig igen med et diskoteksbesøg. Det er tæt på at være 100 år siden, jeg sidst, under diskokuglen, iført hvid tætsiddende bluse, i det der blålilla røntgenagtige lys, vrikkede æggende med barm og bagdel, i håb om at lokke en frisk ungersvend i mit net. Deeet er da vist på tide, Flora. (Note to self!)

Nå, det jeg egentlig kom til at tænke på var netop situationen beskrevet i sangen. Der er noget forunderligt ved at møde en mulig udkåren, der udvises ærbarhed og sårbarhed, det er så skrøbeligt. Nætter har det med at skabe et anderledes rum med ro og muligheder, nuancerne er slørede, changerende, intentionerne endnu uvisse, og følelserne stadig uartikulerede.

Der er noget så forbandet smukt over mødet mellem to mennesker; de fleste mennesker bærer håbet om at finde den store kærlighed ind i ethvert nyt møde, og det er sundt at fastholde det håb. Man skal måske ikke bære det som en fakkel gennem byen, men i sig selv vide, at kærligheden venter derude. Dét tror jeg på. Jeg ved det sågar. Mærkeligt, da jeg altid har været den store tvivler. Der er sket noget med mig i det sidste 1½ år, og det er maxi fantastisk. Maxi. Det ord gav Ex-2 mig, og jeg kan stadig smage hans mund, mens han hviskede kærlige ord i min. Jeg er ved at blive fri af ham, og jeg vokser derved. Det er vildt og blodigt, stille og roligt, havblik og bølgebrus på én gang. Tænk, jeg tror på kærligheden. DET ER FOR VILDT! Godnat derude, lad kærligheden favne dig.

Mine overarme værker efter gårsdagens flytning for nogle venner. Det er desværre tegn på, at mine lemmer er håbløst ubrugte i hverdagen, så jeg er meget tæt på at opstarte træning igen. Jeg venter lige på Løb dig sund-programmet, som kan få mig i løbeskoene den 9. februar, og i samme moment (udtales på fransk mo’mang) skal jeg have fat i maskinerne, så mine muskler vil strutte til sommer, når det atter er tid for korte ærmer :->  Nej, det er ikke just mit mål, det med de struttende muskler, min krop trænger bare til at blive brugt, så jeg har besluttet at efterkomme dens ønske med løb og en smule vægttræning.

Mit skinneben er ømt og skrammet efter jeg skvattede ned fra traileren i går. Jeg glemte, at jeg ikke stod på jorden, alt imens jeg hev og flåede i et par garderobeskabe, der lige skulle møffes tættere sammen, så der var plads til endnu et par reoler. Flyttemand bliver jeg aldrig, og hatten af for de store stærke mænd, som har fysik til det. Man skal godt nok sno sig for at komme rundt på trappeløbene med uformelige og tunge bogenstande.

Alle de håbløse diskussioner om ligestilling kan forstumme, for pokker da, der er forskel på mænd og kvinder. Mænd er stærke, kvinder kan føde børn, what else is there? Åh jo, der er en jungle af argumenter, hvor udgangspunktet er aflønning af arbejdsindsats. Kvinder bliver betalt mindre end mænd for samme ydelse, fordi de er kvinder. Eller måske ikke fordi, men bare at de er kvinder. Sagen er jo, at det ikke er fordi hun er kvinde, at hun bliver mindre betalt, hun har ikke krævet sit værd. Her ender vi igen i det åbenlyse: der er forskel på mænd og kvinder. Mænd er bedre end kvinder til at hævde sig, at sætte pris på deres ydelser, og måske i endnu højere grad at sætte pris på sig selv. Igennem hele evolutionshistorien har de skullet det, hævde sig, for at vinde den skønneste kvindes gunst, nedlægge den største tyr, skaffe underhold til kvinden og stammen.

Jeg ville ønske, at man i stedet for at forvente særlig hensyntagen til sit køn, i stedet SELV bryder muren ned og finder sit ståsted. Vores samfund er præget af en hjælpeløshed, jeg ikke bryder mig om, en forventning om sikkerhedsnet, børnepenge og hjemmehjælp, som dræber selvopholdelsesdriften. Kæmp for hvad du har kært, i stort og småt, i stedet for at slå på, at det er samfundets skyld, kønsrollers skyld, evolutionens skyld. Lad mig fortælle dig en ting, jeg er selv et håbløst eksempel. Jeg er kvinde og har i den grad ikke været i stand til at sætte pris på mit eget værd. Det har jeg skrevet lidt om her, og i den sidste tid har jeg oplevet, at jeg er begyndt at erkende, at der er noget, jeg er god til. Det kan godt være, at min næste lønforhandling vil være lige så tam som mine forrige, men på længere sigt vil jeg ikke på samme måde bare sige ja tak og amen til chefens udspil. Jeg kan mærke, at jeg bliver stærkere, og det starter i det små, hvor min selvfølelse vokser. Det er kun i sin spæde begyndelse, mit kim er ganske lille og umiddelbart ubetydeligt for udenforstående, men i mig, hold da op. Verden vokser, i takt med at jeg synes bedre om mig selv, at jeg anerkender mine egne evner. Jeg har aldrig klandret min chef for at have givet mig for lidt i løn, for jeg har jo aldrig gjort ham opmærksom på, hvad jeg mener, jeg er værd (til tider var det så grelt, at jeg næsten mente, at jeg skulle have penge med på arbejde, for jeg var ikke bedre værd). I det sidste halvandet år er jeg blevet opmærksom på mig selv, og det er han så også, fordi jeg har gjort mere af mig selv, krævet mere for mig selv, stadig i det små, men små skridt tilbagelægger også en kilometer.

OK, nu skal jeg ikke stå her og stråle som en evolutionens sol, men jeg kunne godt tænke mig, at kvinder, hvis de oplever at de ikke kan nå, det de vil på grund af deres køn, så skal tænke i andre baner. Tag fat om nælden, deres selv med andre ord, og vægt det med nye øjne og bring det frem på banen. Det er ikke let, men det skal gøres. At samfundet laver nye regler, så der f.eks. i en bestyrelse skal være 50 % kvinder, jamen det giver da ikke respekt. Det skal da ikke hedde ”vælg mig, fordi jeg er kvinde” men der imod ”Vælg mig, for jeg er det bedste valg.”

Nu kom jeg igen til at tænke på søelefanterne, hvor én han kan have et harem på 40-50 hunner at tage sig af, passe på og bedække. Dét må være livet, bortset fra at det sikkert er hårdt arbejde at holde alle de andre lystige, selvhævdende, kærlighedstrængende hanindivider borte fra egen flok.

I det hele taget er jeg vild med at se naturprogrammer, for de sætter altid menneskeheden i det rette perspektiv igen. Vi mennesker er ikke helt så fantastiske, som vi gør os til, og jeg nyder at se sammenhængen mellem instinkt og intelligens simplificeret i naturprogrammer. Naturen er så simpel og instinktiv, at vi mennesker tit ikke forstår den. Vi er nødt til at kalde den kompleks og sammensat, for at hytte vores egen intelligens, og det finder jeg yderst provokerende. Det værste ved naturprogrammer er den forklarende stemme, der beskriver det vi ser. Tit er der følelser med, så man får tårer i øjnene; se den lille sælunge blive spist af de store grumme spækhuggere, der blot ligger og venter på den. Nej, hvor er det synd for den. Jeg finder det respektløst over for naturen, at trække de følelsesfiltre ned over dens instinkt, for så bliver naturen mere kompleks end den i virkeligheden er. Den er jo netop simpel og instinktiv, men i en grad der overstiger menneskers intelligens. Det er pirrende og interessant, synes jeg.

På en måde kunne jeg tænke mig at leve i 200 år, for jeg er nysgerrig af natur, og tænk hvad man ikke kan nå at finde ud af, opklare, afmystificere, udforske på 200 år. Vildt!

Som det er nu, er det bedrøveligt at se, hvor ofte mennesker, der burde være klogere, handler på instinkt, hvor deres intelligens burde have rådet. De er ikke andet eller mere end søelefanter, og her går al respekt til søelefanterne, for de er hvad de er, og hævder ikke at være andet end søelefanter, hvorimod mennesket er så klogt, at det kan undvære hovedet! Det kan så diskuteres!

Hold da op, Flora. Der kom du da lige af med noget. Tjah, det er søndag, jeg har tid, Café Hack er slut, giro 413 har overtaget pladsen og nu vil jeg i bad og en tur ud i luften. Den har godt af mig, som min farfar altid sagde.