Jeg er netop vågnet og er stadig dynevarm. Det er en pragtfuld fornemmelse i kroppen, denne dynevarme. Tankerne er klare, pulsen er lav, himlen lysner og jeg er ved at vågne. I går aftes gik jeg i seng med en begyndende ondt i halsen, tung i hovedet og ultratræt. Når det sker, er der kun ét at gøre: jeg ifører mig uldhue (og vat i ørerne, hvis det er ekstra grelt), uldsokker (min moder er ferm med pindene) og natskjorte og så ind under dynen, så kun næsen stikker udenfor. Det medfører (er jeg helt og aldeles overbevist om), at jeg er vågnet mere klar, fornemmelsen i halsen er ikke helt væk, men klart forbedret, og frisk. I dag napper jeg så et ordentligt tilskud C-vitamin, og så skulle det gerne være overstået.

Oh, er der noget bedre end hjemmestrikkede husgeråd. Jeg ville end ikke holde mig tilbage med at anbefale det til andre, så lad dette være en advarsel.

Wow, fuglekvidren på morgenkvisten. Hvor er det skønt.

Nu vil jeg følge overboens vækkeur (har har to og er netop jappet over gulvet ind i stuen for at slukke det sidste) og springe ud i bad så nattens tanker og dagens gøremål kan komme i det rette perspektiv. Rislende vand har en god effekt udi slige sager.

Godmorgen.

I går hørte jeg noget foruroligende i radioen, og det vil jeg dele med jer.

Skibstrafikken forurener helt vildt. De gav det eksempel, at de ca. 50 skibe, der lægger til i Long Beach, Californien, forurener lige så meget som hele Californiens biltrafik. A Hvabehar.

Den sorte streg, man ser i horisonten, hvis du f.eks. står i Hornbæk Havn, er ikke horisonten, en regnvejrssky eller andet naturligt. Næ, det er forurening fra skibene. De kommer frem ved at brænde en hulens masse fuel-olie, noget giftigt stads, og en ting er hvad det gør ved atmosfæren, noget andet ved livet i havet. Det lyder helt abnormt, og når jeg tænker over det (tro mig, det har jeg gjort i dag) lyder det lidt utroligt. 40 skibe op mod alle biler i Californien. Men omvendt, det er nogle kæmpe flydende drønnerter, der bruger nogle kæmpestore motorer for fremdrift, der fodres med kæmpe mængder af giftigt fuel-olie (det billigste olieprodukt).

Nationale forholdsregler er ikke på tale. Man skal have verden med.

Jeg blev opmærksom på et problem, jeg ikke vidste eksisterede, og nu skal jeg på jagt efter mere information. Hvis du kan henvise mig til relevante hjemmesider, vil det være kærkomment.

Og nu skal jeg have noget i skrutten. På vejen til køkkenet, vil jeg kaste blikket rundt i min lejlighed og kigge efter genstande og madvarer, som er blevet transporteret over de 7 verdenshave for at ende i mit hjem. Det er sikkert ikke småting. Jeg skal have tjekket, hvilket program, jeg hørte, og høre det en gang til, bare for at sikre mig, at jeg hørte rigtigt.

Jeg blev forskrækket og oprørt. Hvis der sker en sådan forurening på havet, virker det næsten latterligt at bruge så meget krudt på at påbyde lastbilers brug af katalysator. Hellere lidt end ingenting, men lad os da tage fat i den lange ende i stedet for.

I går sad jeg i solen, og det var som om verdens ende pludselig syntes lidt nærmere. En mærkelig men mere og mere sandsynlig tanke, at vi mennesker er på kollisionskurs med os selv, fyldte mit sind.

Sådan.

Nu har jeg spist og vil opdatere indlægget, da jeg netop har surfet lidt rundt for at finde programmet, jeg lyttede til i går eftermiddags. Herunder et link til "Klima og miljø 27. marts 2009 kl. 16:10 på P1":

http://www.dr.dk/P1/klimaogmiljoe/Udsendelser/2009/03/27150625.htm

Jeg slutter med at citere den sidste tekst fra introen til programmet:

"I denne uges udgave af Klima og Miljø ser vi også på forureningen fra skibstrafikken. En undersøgelse viser nemlig at forurening fra skibe er langt farligere for vores sundhed end al forurening fra biler og kraftværker. Det brændstof man bruger i skibene er så møgbeskidt, at et containerskib udleder lige så meget svovl og partikler som 50 millioner personbiler."

Igen en søndag aften, hvor jeg sidder i stearinlysets skær og mærker den liflige duft (lugt?) af klor fra min hud og hår efter svømmehalsbesøg. Mit hår er glad for klor, i hvert fald sidder det altid super godt, når jeg har været i svømmeren.

Jeg har endnu ikke fået min adgangsbillet til det udendørs badeland, så jeg kan afdække min trang efter kuldegys og istapper, så i morgen må jeg hellere se at få skabt lidt kontakt til mine kommende svømmevenner. Jeg er lidt spændt på, hvordan det kommer til at spænde af, om der er nogen jeg ender med at mødes fast med eller om det bliver et soloprojekt. Time will tell.

For nu at forblive i havets verden, skal jeg om lidt ud og tilberede kammuslinger. Jeg havde tolv tilbage fra min fødselsdag i efteråret, og stenbiderrognsveninden anbefalede mig straks at flå dem ud af fryseren og få dem spist. Jeg gør som hun siger, og det bliver så i dag. De kan åbenbart ikke ligge så længe, så jeg håber da, at de stadig smager godt. Jeg havde helt glemt dem, men faldt over dem for et par uger siden, da jeg afisede fryseren.

Jeg har inviteret min fader til spisning, da jeg umuligt kan fortære 12 muslinger selv, og han sagde gladeligt jatak. Mutter er bortrejst i disse dage, så han sætter pris på varm mad :o) Han er desuden en stor fiiskespiser.

Min gode gamle ven har netop ringet og vi fik en lille sludder (det er ham med bilen og vovsen). Der er lidt længe imellem vore samtaler i øjeblikket, så det var helt rart at blive ajourført.

Jeg fik afleveret tøj til Røde Kors, som jeg kun har haft stående i en pose på gulvet i soveværelset i 2 måneder, efter gennemgang af mit klædeskab. Damn, det er rart at få ud af huset. I mit næste liv er planen, at jeg skal ride samme dag, som jeg sadler (vel at mærke, hvis jeg til den tid kan snige mig op på en krikke uden at den kaster mig af).

Jeg har ryddet lidt op i reolerne og fik smidt en masse ud. Jeg er vild med at smide ud, selvom det er en langsommelig proces. Jeg skal kigge, røre, vurdere flere gange, inden det ryger helt ud, så der en del faser i den proces. Jeg har en kasse i kælderen, som er sidste station inden endelig afgørelse. En gang hvert halve år (cirka) kigger jeg i kassen, og hvis ikke jeg har savnet tingene, så kan jeg med god samvittighed smide dem ud af mit liv.

Nå, jeg vil i køkkenet, om lidt skal jeg traktere.

Det er længe siden, jeg har komponeret en skoleopgave, men i dag har jeg brugt tid på gennemlæsning og tilretning af Bedstevenindens opgave. Det var helt sjovt at prøve igen, og nu er jeg spændt på, hvad hun siger til resultatet.

Jeg var til stenbiderrognsparty for to i går, og det var super hyggeligt. En veninde havde skaffet rogn, og sammen lavede vi blinis og nipsede med tilbehøret. Simpel og superlækker spise. Jeg blev mæt af 7 blinis med top af creme fraiche, stenbiderrogn, løg og citron, og seriously, det er ikke meget mad, men lækre råvarer gør noget ved mig. Uhm.

I de sidste par dage har jeg talt i telefon med henholdsvis min mormor og en veninde. Det er ikke så tit, jeg taler med dem, så det er især de store linjer, vi når at berøre i vore telefonsamtaler.

Jeg kan ikke lade være med at synes, at jeg lyder lidt stakkel, når jeg beskriver min situation, for de spørger altid, hvordan det går med kærligheden. Jomen, den har det godt. Jeg sætter større og større pris på mig selv, men det var ikke lige det de mente. Næ, men det er det, jeg er optaget af, og selvom jeg overordnet mangler kærligheden i min hverdag, så – ja, jeg har det faktisk meget godt.

Det er nok for i dag, trænger til lidt røre i andedammen…

Klokken er ikke så meget og jeg er endnu lidt groggy efter natten. Jeg vågner tidligere og tidligere, efterhånden som det bliver tidligere lyst om morgenen, og det kan jeg godt lide. Det er dejligt at ligge i sengen og kigge ud på himlen, der langsomt lysner, når solen står op. Til morgen var klokken dog lige lidt nok, og det skyldtes, at jeg vågnede af en drøm med fantomsmerter. I drømmen havde jeg knækket en tand, hele den øverste halvdel var simpelt hen faldet af, og jeg sad med den i hånden. En entreprenør i mit barndomshjem gjorde mig opmærksom på det, ligesom jeg skulle til at tage en kæmpe skefuld is, og jeg tog hånden op til munden og mærkede efter. Sekundet efter sad jeg med den øverste del af tanden i hånden. Cirka deromkring vågnede jeg af drømmen, og som det mest naturlige steg jeg ud af sengen og gik ud på badeværelset for at besigtige skadens omfang. Her fandt jeg så mig selv med sovehår og fede øjne, i t-shirt og bar mås og alle mine tænder intakte i munden, med andre ord: jeg vågnede og brugte 10 sekunder på at konstatere, at jeg skulle tisse, at klokken var 05:15, at jeg havde lyst til vaniljeis og at der endnu var tid til dynegasseri, inden jeg for alvor skulle i gang med onsdagen. Her sidder jeg så nu, tilbage i sengen, det er blevet helt lyst, og om lidt skal jeg op. Jeg er lidt vild med morgenstunde.

Ooh, og om lidt skal jeg have John Mayer på anlægget, så jeg kan vugge til hans dejlige stemme i badet. Jeg kender fortsat kun sangen Heart of Life, som jeg fandt på CopenhagenDaily’s blog for nogen tid siden, så jeg er spændt på, hvad han ellers indeholder.

Nu vil jeg hive dynen af min dovne krop og mobilisere den ud under bruseren, hvor det forhåbentligt vil lykkes den og mig at blive helt frisk.

Hav en dejlig dag.

§:o)

Jeg købte te i går eftermiddags, og i forretningen blev jeg tiltalt med De og Deres. Det er meget svært at tage alvorligt, når det er en ekspedient på ca. 25 år. Det er sikkert forretningens politik, men hold da op, hvor det ikke passer mig. Oven i det, så står jeg der og mumler om first flush, hvid te og en god morgente og mangler lidt hjælp til termerne. Men, jeg får lov at stå der og mumle om topskud, grønne teer, Earl Grey og creme te, og kommer dermed længere og længere ud i min uvidenhed om te, uden at ekspedienten tager hånd om mit frie fald. Chikt er det sgu ikke, og det efterlod mig med en dum fornemmelse i kroppen.

Hos Ostemanden er det helt tilladeligt at sige: jeg vil gerne have en ost, der smager af noget, men ikke af for meget. Ostemanden excellerer i kunsten at finde den rigtige ost til mig, og han husker efterhånden mig og min smag, og ydermere, så lærer jeg lidt hver gang jeg er der, så jeg mere præcist kan beskrive, hvad jeg gerne vil have. Det er ikke den samme ost hver gang, nej, jeg lader mig tit friste af nye oste i køledisken og hans anbefalinger.

Den går altså ikke i dén teforretning. Skal jeg være helt ærlig, så bryder jeg mig ikke om at handle der, og hvis ikke det var, fordi jeg også skulle handle min faders yndlingste, så fandt jeg et andet sted.

Men, de skal ikke dø i synden (mærkeligt udtryk). Jeg giver dem en chance mere, Det irriterer mig gevaldigt, at jeg lader mig gå på af deres stil, så næste gang vil jeg udstille min uvidenhed med en anderledes naturlighed, for hey!, jeg ved sgu ikke meget om te, bortset fra at jeg godt kan lide det, og jeg er træt af Earl Grey og alskens Pickwick frugtteer. Så er det op til dem at få mig som tilbagevendende kunde. Ok, it takes two to tango, selv i en salgssituation, men de skal dælme give mig en god oplevelse. Det er i høj grad hvorfor jeg er dér, og ikke står og glaner på Supermarkedets udvalg af te.

Jeg har sat mig for at udforske teens verden, og næste besøg hos dén forretning vil afgøre, om det skal være i samråd med dem eller om jeg skal finde et andet sted.

De har godt nok en netbutik, og i den er man lykkeligt fri for deres betjening, men jeg kan nu engang godt lide at tale om tingene, lade mig anbefale, få gode råd, snuse til indholdet i bøtterne, og det savner jeg ved nethandel.

Vi får se…

This is Flora speaking, frisk og klorlugtende fra svømmehallen, hvor størstedelen af tiden blev tilbragt i saunaen, efterfulgt af et par baner hundesvømning (underdrevet, jeg befinder mig som en fisk i vandet), dernæst nogle timer på kontoret, lidt sightseeing (måtte da lige se, hvordan et grundstødt containerskib i Øresund ser ud), te-session med min fader, boglæsning i sofaen, blogstudier i sengen og slutteligt (as I write) blogskriblerier sammesteds. Dét er min søndag i store træk, og jeg må indrømme, at jeg har haft en god dag. Jeg har endda udeladt det bedste, som kommer her (indlægger et par trommehvirvler): jeg har talt med vinterbaderne, og det var ikke noget problem med medlemskab. Det er bare at overføre lidt kapital. Det var næsten for nemt, så jeg måtte bruge lidt tid på at tvivle på, om det nu også lige er sagen med det der issvømning. Hovedsagen er, at jeg ikke ved det, før jeg prøver det, og det koster mig så nogle basseører. Det værste der kan ske, er at det er for koldt, men så behøver jeg ikke at bruge mere krudt på det.

Det har jeg det supergodt med. Et lille skridt på vejen, et megagigantisk skridt i Flora.

Min krop er stressramt, og jeg er lidt bekymret over nogle mavesmerter, som jeg ikke kender årsagen til. Jeg overvejer et besøg hos lægen, meen, ja, jeg ved ikke. Jeg har aldrig været god til at gå til lægen, især fordi jeg aldrig har fejlet noget stort, og herregud, lidt mavesmerter dør man jo ikke af.

Jeg tror, det handler om, at jeg skal lade arbejde være arbejde og undlade at tage bekymringerne med hjem. Det er sværere sagt end gjort, for dælen da, hvor jeg bekymrer mig. Hvad bekymrer mig så: AT FEJLE, goddammit. Det duer simpelt hen i længden. Alt nyt på arbejdet skræmmer, og jeg skal blive bedre til at tackle læreprocessen: spørge kollegerne og slappe af, imens jeg stille og roligt bliver klogere.

Sidder i sengen og har låst benene i en skrædderstilling (har mobilen med i seng, ifald låsen binder) og prøver lidt zen-buddhistisk hmmm-hmmm-hmmm meditation, men ikke helhjertet. Jeg er træt, så kom til at fnise af mig selv.

Tiden er inde til at slukke og lukke for i aften.

So long, farewell, auf wiedersehen, adieu

§:o)

Jeg er ved at arbejde mig tom. Arbejdet kommer langsomt til at fylde mere og mere, arbejdsdagene bliver længere og længere, og mit private liv får ikke nok tid. Jeg har aldrig i mit arbejdsliv været god til at tage hjem ved arbejdstids ophør.
Jeg er ikke god nok til at gøre ting, jeg synes er sjove. Jeg vil helst have en med, og jeg kan aldrig finde en, der har lyst til det, jeg har lyst til, når jeg har lyst til det, og så lader jeg bare være. Føler mig som en rigtig hængerøv, der bare spilder tiden og har gjort det alt for længe. Lad mig give et eksempel. I mange år har jeg gerne villet vinterbade, men ikke alene. Jeg har spurgt flere, om de ville være med, men nej. Se, der slutter så min historie om vinterbadning, og imponerende læsning er det ikke just.
Næ, hvis jeg skulle have skrevet en slutning, jeg ville kunne leve med, så havde jeg meldt mig ind i en forening, så jeg kan mødes med ligesindede vinterbadere. Mennesker, jeg ikke behøver at overbevise om, at det da kunne være sjovt at prøve, for de ved allerede, hvor fantastisk det er. Dét er sgu for farligt for Flora. Dét skridt er for stort. Og nu er så foråret på vej, så det kan vente til næste efterår og vinter. Således går et år efter det næste, og jeg har stadig mit på det tørre.
Sådan er der så meget, og jeg har et stort behov for at ryste mig fri af den yderst dårlige vane at lade stå til, at lade tiden gå uden tiltag.

Sådan. Jeg blev inspireret af mig selv, havde fået nok af at lade stå til. Det er latterligt, at så lille et skridt kan gøre mig så glad og lettet. 

Jeg har netop kontaktet nogle vinterbadere og forhørt mig om muligheden for medlemskab af deres eksklusivt våde og kolde klub. Jeg har ikke fået et endeligt svar, men skal ringe igen i morgen.
Det er jeg spændt på. Fik stillet et par spørgsmål og blev dermed lidt klogere. Herligt.

Det er et lille skridt i retning af den inderste Flora. Det er museskridt. Eller amøbeskridt; ja, det går sågar baglæns til tider. Temmelig tvært, når jeg drømmer om at favne verden, gribe livet og vove modet. Jeg må væbne mig med tålmod og acceptere, at erkendelse tager længere tid end forventet.
Alting tager længere tid, end jeg regner med.

Jeg har endnu en udfordring til mig selv, og det er noget selvforsvarshalløj, som jeg ikke kan huske hvad hedder. Jeg gik engang til Budo (3 gange), men jeg var alt for genert dengang og brød mig ikke om at krammeslås med folk, jeg ikke kendte. I dag har jeg et noget andet forhold til mig og min krop og vil gerne gøre op med fordums tiders oplevelser, at det ikke skulle være noget for mig. Bortset fra det, så vil jeg også have det godt med at kunne slå fra mig, hvis nogen skulle finde på at overfalde mig (om ikke andet at have en super kondition, så jeg kan løbe fra dem).
Det er i første omgang en prøvetime, og ikke engang det, har jeg turdet kaste mig ud i. Det er nok 6 måneder sidsen, jeg sidst tænkte tanken, så nu vil jeg polere og stille den frem i skabet igen, så jeg ikke glemmer det.

Jeg må have fat i nakken på mig selv. Nu har jeg flere gange alene i denne smøre dunket mig selv oven i hovedet for at mangle mod, lade stå til, være bange for mennesker, i stedet for at fokusere fremad og være glad for, at jeg trods alt rykker mig, bare ikke så hurtigt som jeg gerne ville. Kunsten er at skabe fremdrift og udelade besværgelserne over ”dengang”. Jeg kan alligevel ikke ændre på fortiden. Kun Nu’et kan jeg håndtere og forvalte, så jeg yder mig selv størst mulig hjælp.

Tilbage til mig og mit arbejdsliv. Fordelingen af arbejde og fritid er skæv, og jeg har kun mig selv at takke for det, på samme vis, som det er min opgave selv at ændre det. Hvorledes gør jeg det?
Det har jeg allerede tænkt på, ikke at jeg har en endelig løsning, men først og fremmest gælder det om at arrangere mig efter arbejdstid; klaske aftaler ind i kalenderen, komme af sted til træning, bare væk fra det forbandede kontor, hvor livet skal leves fra kl. 8 til 16 og så ikke et øjeblik længere! Om jeg så ligger og piller navle på sofaen, er det bedre end at blive hængende som en anden morakker.
Eller nej, det er det jo ikke. Nu skal jeg lige have fat i mig selv. Problemet er, at jeg alligevel ikke har noget bedre at tage mig til, så hvorfor ikke bare blive hængende på arbejdet bag skærmen, som en stor falliterklæring uden bagland for hvem at være noget for.

Nu taler jeg igen grimt om mig selv, jeg har slettet det værste men lader resten stå.
Det nytter ikke at behandle mig så dårligt. Jeg behandler mig værre end alle andre. Jeg er et ret venligt og hjælpsomt gemyt, bare ikke overfor mig selv. Jeg får ingen kredit hos mig.

I går blev jeg rørt af 2 historier, som begge handlede om død. I den ene kom politiet ud på en arbejdsplads for at meddele en kvinde, at hendes mand havde taget sit eget liv. I den anden planlagde manden sit selvmord over flere år, da han led af sklerose. I mellemtiden fik han skubbet sin kone i gang med en uddannelse, så hun kunne klare sig efter hans død.

Jeg var på arbejde og fik nær et hold i nakken af at glo ud af vinduet. Af en eller anden grund orienterer mit blik sig altid mod vinduet, når jeg tænker.

Begge historier er rørende; de rører ved den i mennesket indbyggede angst for store grimme meddelelser. Jeg tænkte længe og kom tilbage til det over hele dagen og aftenen, og for at give et billede på min tankerække kommer her et lille potpourri: Tænk, hvis det skete for mig. Hvordan ville det være, hvad tænker man, hvordan sagde de farvel om morgenen, var de lykkelige, hvordan gjorde han, var der blod, er det egoistisk af ham, ville jeg mon have forstået ham, hvis han inden havde forklaret sine hensigter, ville jeg være mest ked af det eller vred, elskede han mig, kunne jeg have gjort en forskel, hvorfor sagde han ikke noget, hvad med børnene, hvordan pokker forklarer man børnene, at det ikke har noget med dem at gøre, hvordan kan et menneske gå med så store tanker uden at andre mærker til det, ser vi overhovedet hinanden, husker vi at røre hinanden, kan man blive hel igen efter et selvmord i familien, er kærligheden uselvisk, er et selvmord uselvisk.

Jeg er stadig rørt af historierne, i dag har jeg ikke brugt så meget energi på dem, men de ligger der stadig.

Vi blev klogere på regnekunsten i dag, Bedstevenindens datter og jeg, blandt andet fik vi øvet til og med 13-tabellen, brok med brøker og procentuelle afbildninger. Jeg var vild med at regne, da jeg gik i skole, jeg lagde regnestykker ind som godbidder mellem de øvrige lektier. Når jeg tænker tilbage, var det ikke det smarteste at vælge sprogligt gymnasium. Bevares, jeg er god til sprog, det er godt at kunne, men bortset fra at kunne tale det, har jeg aldrig haft sproglige ambitioner. Det var bare det letteste for mig. Vejen med færrest forhindringer. Matematik er lige sagen, fysik og kemi kan læres, jeg fandt læren om det periodiske system og grundstofferne meget spændende. Den shampoo, jeg producerede i gymnasiet i naturfag var ikke vellykket, men jeg tabte da i det mindste ikke alt håret på hovedet §:o)

Jeg kunne tænke mig at læse et fag på HF næste år, men jeg kan ikke finde ud af, hvad det skal være. Jeg vakler mellem kemi eller italiensk. Begge dele taler til mig, men jeg har kun tid til det ene. For nogle år siden startede jeg på matematik niv. A, men det var ikke sagen. Niv. B gik som en leg med en fantastisk lærer, mens A-læreren var usammenhængende, upædagogisk og vindtør. Ikke en succes.

O ja, og så har jeg fået landæg frisk fra hønen, så i morgen tidlig står den på blødkogt æg!

Ojaja, som tingene kommer til mig her på falderebet. Jeg spiste frokost sammen med Ex-1 i dag, og det var rigtig dejligt. Han kom med nogle effekter fra sin farfars hjem, som han mente, jeg ville blive glad for at få. Deri havde han ret.

Klokken halv ti i formiddags ringede alle byens kirkeklokker som optakt til gudstjenesterne, og i det øjeblik trillede jeg af sted på min cykel. Jeg fik pludselig salmen Kirkeklokke i tankerne og gav mig til at nynne den. Den er ret smuk, og jeg blev så rørt, at tårer faldt på mine kinder.

Jeg glæder mig allerede til næste weekend, og måske jeg burde tage mig en fridag i ny og næ. Jeg trænger til lidt luft i agendaen. Var på arbejde hele dagen i dag søndag, og nu er jeg træt.

Jeg havde en veninde i røret til aften, og hun havde fået klager over sit støjende sexliv. Der er åbenbart ret lydt i den ejendom, hun bor.

Jeg har tænkt på, hvordan jeg selv ville have det, og bortset fra at jeg nok ville blive forskrækket og få røde kinder, så ville jeg nok også blive vred. Hvad pokker blander folk sig i det for. At bo i lejlighed er ikke det samme som at bo i hus, og vi kan høre hverandre. Sådan er det bare.

Hvor jeg selv bor, er vi meget diskrete. Det er ikke ret tit, jeg hører seksuelle aktiviteter, jeg selv lever rent asketisk uden mand og fantastisk gorillasex (suk), og det kan da godt ærgre mig lidt; ajh hvor sjovt, i skrivende stund er der et kvindemenneske, der stønner velfornøjet. Sex er bedre at høre på end skænderier, og jeg kan da blive helt opstemt, hvis det lyder godt. Hende her var dog ikke særlig ophidsende at høre på.

I kælderen, hvor jeg boede før, lå en sexklub, og derfra hørtes jævnligt rumpeklask, åh ja, smæk og støn.

Jaja, det er ikke nemt at være lydhor, undskyld lydhør.

Jeg lå i min seng og betragtede en enlig svane, der fløj over himlen onsdag morgen. Jeg tillod min krop at hvile lidt længere end godt var, men jeg trængte. Jeg var spændt og temmelig hyper. Der var en situation på arbejdet, som mildt sagt tog pippet fra mig, så jeg havde svært ved at være i min krop for bar kriller og nervøsitet. Spændingen ved mødet med hele min eksfamilie og ikke mindst med Ex-1’s nye kæreste gjorde det ikke nemmere at være mig. Jeg havde et ægtepar med i bilen, og det var rart ikke at skulle køre alene, ankomme alene.

Lad mig med det samme sige, at det var en dejlig dag, intet mindre.

Der var to øjeblikke, hvor jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv, men i bakspejlet fylder de ikke. Først og fremmest blev farfar sendt af sted, lige som han ønskede det. Smukt, varmt og kærligt. Jeg fik mødt Ex’1’s kæreste, og hun var som ventet rigtig sød. (Han har stadig en god smag :o) Vi sad ikke lårene af hinanden, det var jo heller ikke meningen. Jeg fik sluttet nogle ender i mig selv omkring eks-familien, og i dag kører jeg gerne på visit, skulle jeg befinde mig i nærhed af deres hjem. Det ville jeg ikke gøre før i onsdags. Det var dejligt at mærke, at de godt kan lide mig, og lige så dejligt var det at mærke i mig selv en glæde over den ene dag atter at være i deres midte.

Ved min egen farfars bisættelse så min søster på søen en svane, der smukt spredte sine vinger. Det var pudsigt, da jeg om morgenen så den enlige svane på himlen. Hvad det fortæller mig? Det ved jeg ikke, bare et pudsigt sammenfald. Og lidt smukt.

Jeg var helt og aldeles basket, da jeg kom hjem, og følte mig lidt lykkelig og tilfreds, lidt sørgmodig over farfar. Jeg havde fred i kroppen.

Nu har jeg det godt igen. Ved halvsekstiden fik jeg pludselig nok af at møffe rundt i maosko og hænge med ørerne, så jeg iførte mig løbetøj- og sko og piklede ud af døren og ned ad trapperne, og løb ud til arbejdet (jajaja, løb det meste af vejen så) for lige at rydde skrivebordet, så det er klar til i morgen. Jeg efterlod det i et syndigt rod, og jeg har sindssygt mange ting, der ligger og venter på mig. Jeg fik tjekket mails, så jeg ved, hvad der venter, påbegyndt løsning af problem med backup’periet (en lille formatering må vente til i morgen – shite at skulle bruge tid på det!), samlet sagerne i bunker. Det gav mig ro at tjekke situationen.

Jeg besluttede mig for at gå hjem, selvom jeg købte et klippekort just in case. Det fik jeg dog ikke brug for. Meeen, mine lårbasser er ømme. Der er 4.3 km derud og det tog mig 20 minutter. Hurtigløb har jeg ikke kondition til, så det var luntetrav. Det er dejligt at bruge kroppen, og humøret blev også bedre af det. Nu skal jeg altså til at løbe regelmæssigt og ikke bare hver anden eller tredje søndag.

Min hvedevarmer ligger om mine skuldre og hals, måske det kan hjælpe til besøget hos kiropraktoren i morgen.

Jeg elsker at gå på gaden, for det vælter ind med indtryk. F.eks. så jeg en yngre mand trille af sted med en barnevogn, der var sort og lyserød. Det ser sikkert fikst ud, når moderen triller med rollingen iført lyserød kyse og moderen selv med matchende lyserødt tørklæde, men en træt farmand på så-fald-dog-i-søvn-lille-skat-køretur med cigaret i mundvigen og sms-klar mobilos, nej det virker ikke hipt og overskudsagtigt: snarere lidt få-dog-en-stemme-mand, gør oprør mod det lyserøde babyhelvede.

Jeg har ingen børn (desværre), og selvom jeg i de glade 80’ere gennemgik en lyserød fase (lyserøde Nike basketstøvler, pink joggingdragt, lyserøde hyttesko (de blev kun slået af mine lyseblå hyttesko) (gudskelov at årtusindskiftet lagde større afstand til), så er det ikke lige sagen med lyserødt. Det kan man da ikke byde en mand, hva’! (vel?)

Så mødte jeg to bumser, der skulle høre, hvad klokken var; de havde en aftale nede på bænken.

Der var et par tyskere, der var lige ved at spørge mig om vej, men de fik en anden indfanget lige før jeg ville være røget i nettet. Det var også godt det samme, selvom jeg kender byen godt. Folk bliver altid så forvirrede, når jeg fortæller dem, at de skal dreje til højre, alt imens jeg peger til venstre §:o)

Til køreprøven i sin tid, bad jeg den motorsagkyndige om også at pege, når vi skulle dreje, bare for at være på den sikre side.

Jeg må have lidt at spise – klokken er godt nok blevet mange lige pludselig.

Jeg har haft en mærkelig uge i en boble af feberhed ensomhed, hold i nakken og søvn. Jeg sidder i min seng, er lige kravlet tilbage i den igen efter at have ligget i sofaen med en super bog, og er ved at forberede mig psykisk til mandag morgen tilbage på jobbet; tilbage til verden, hvis jeg skal gøre det lidt større, for sådan føles det. Min verden i denne uge har været uendelig lille, forladt af alle, selvom virkeligheden er, at jeg selv har trukket mig tilbage for at restituere. Jeg havde brug for det, nu kan jeg mærke mig selv igen, og endnu engang oplever jeg, at min krop og min sjæl er to forbundne størrelser, som hver gør sit for den andens trivsel.

Det er mærkeligt, som jeg føler mig helt ude af trit med verdens fodslag, har jeg overhovedet lyst at vende tilbage til den hverdag, jeg kender så godt? Det er nyt for mig, ikke at have lyst at returnere til jobbet. Måske det er dagens vemodighed, der fylder mig. Jeg savner noget, mest af alt selskab. Jeg kunne bruge et par stærke arme omkring mig, en stille hvisken af søde ord og et varmt (langt og vådt) kys på mine læber. Tjah, det ville være dejligt.

Jeg savner at elske. Jeg elsker at ELSKE; Elskov, Liderlighed, Kærlighed, Samhørighed, Sex, Knep, Kram, Kys, Latter; Hmm. Fornemmelsen af noget større end jeg selv, forening af to.

Jeg fik vist nævnt, at jeg sidder under dynen og skribler. Det regner udenfor, det gør det også i mig.

Jeg er sjovt nok stadig træt, mest fordi jeg trænger til motion og bevægelse. Mærkeligt, som også kroppen synes at svækkes efter en uge i sengen. Livet er skrøbeligt.

I næste uge skal jeg til min eks-farfars begravelse. Han var en sej mand, og han viste mig, hvor stærkt livet er, når viljen er stærk. Jeg er så glad for at have kendt ham.

Hvil i fred, du gamle mand, og hils hvor du kommer frem.

Det er nok for nu, jeg er tom.

På genhør :o)

På trods af feber og hovedpine overholdt jeg min biografaftale med forellerne. Vi så ”Mænd der hader kvinder”, og det må være første gang nogensinde, at jeg har set en svensk film i biografen. Den var ret god. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og kriminalromaner, men jeg glemmer meget hurtigt plottet, når bogen er læst færdigt. Jeg læste Larssons trilogi 2 gange med ca. 1 ½  års mellemrum, og da jeg læste dem anden gang, havde jeg fuldstændig glemt, hvem myrdede hvem og hvorfor. I går aftes sad jeg i biografsædet, og først da vi nærmede os slutningen, gik det op for mig, hvem ”den onde” var. Det er lidt sjovt (læs: mærkeligt). Jeg fandt, at filmen var godt skruet sammen, og persongalleriet levede op til mine forventninger.

Jeg er totalt stjerneblind. Jeg kan ikke huske navne på skuespillere og musikere, hvilket jeg tit er blevet ”hånet” for. Det gør mig nu ikke noget. Nogle gange (=tit) begynder jeg en sætning: Hvad er det nu han hedder, ham der er med i den film jeg ikke kan huske, hvad hedder (nogle gange kan jeg ikke engang huske, hvad den handlede om), sammen med hende den lyshårede amerikaner – eller er hun englænder. Det sætter virkelig folk omkring mig i højt beredskab. Ikke alene skal de prøve at finde ud af, hvem han er, de skal også finde ud af, hvad jeg mener, og DÉT er langt det sværeste :o)

Min kollega, ham der sidder overfor mig, er vant til afbrydelser om musik. Hvem er det nu, der synger den sang (, der er med i en eller anden film, jeg engang har set, bare for at krydre udfordringen). Han er tæt på at være bedre end Google, men jeg holder ham også til ilden.

Andre gange er jeg helt perpleks, når jeg finder ting i min hukommelse, som ikke umiddelbart virker gangbare; hvad ligger det dog der for?

Ach so, jeg fik laaangt om længe sendt min tyske mail af sted, det er godt nok 14 dage siden, men jeg glemte helt at prale med det. Mærkeligt, for jeg var ellers ret stolt af mig selv. Jeg kan godt lide tysk, men jeg hører det aldrig talt. Engang imellem hører jeg tysk, klassisk radio, men der er ikke meget snak. Måske jeg skulle prøve at bladre lidt på FM og AM-båndet. Der må da være masser af muligheder. TV gider jeg ikke, jeg har sågar ikke et. Ja, det vil sige, det har jeg, men over et år har det har stået i kælderen, for jeg brugte det aldrig. Det er ret kuriøst åbenbart; folk kigger på mig, som om jeg ikke er rigtig klog. Man kan da ikke leve uden fjernsyn. Tjoh, det går faktisk strålende.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg aldrig har haft det bedre. Jeg skriver og læser i stedet for, og det trives jeg langt bedre med.

Er det ikke sjovt, at begge de mænd jeg har mødt efter Ex-1, det vil sige Ex-2 og Jægeren (tæller ikke Rebounderen med), ej heller har fjernsyn. Nu skulle man tro, at det er et af mine kriterier til en ny mand, men det er det ikke (indrømmer gerne, at det hjælper :o). Det er helt og aldeles tilfældigt, og når jeg møder tilfældigheder, der passer som fod i hose, begynder jeg at spekulere: det kan da ikke være tilfældet, skæbnen må spille dig et puds, Flora, og videre i den dur, indtil jeg får jordforbindelse igen.

Jeg var hos kiropraktoren igen i morges, og nu nåede han lidt længere ind, men der er et lille stykke endnu, førend han får løst op for spændingen og det sidste lille hold. Min hovedpine er mestendels forsvundet. Han pressede på sener og muskler på begge sider af halsen, mellem skulderbladene og det øverste af skuldrene, og ind imellem ramte han hovedpinen, så det jog op i baghovedet. Ikke sjovt, men det hjælper. Skal derud igen på mandag for forhåbentlig sidste gang i denne omgang. Selvom han er en dejlig mand, ham kiropraktoren, så kan jeg godt undvære at besøge ham. Han er for hård et bekendtskab i det lange løb ;o)

Jeg glæder mig til på mandag at komme på arbejde igen, men først skal jeg have mig en lur. Jeg kunne stå op og sove nu. So long Zzzzzz……

Nu er han død, min kære eks-farfar. Jeg har ventet beskeden, nu er den kommet, og jeg er lidt forskrækket. Uanset hvor forberedt jeg er, kommer døden altid bag på mig. Eller rettere, følelserne gør. Én ting er at forberede mig på et snarligt farvel, fordi sygdom sætter grænserne skarpt op, men følelser er utilregnelige, så først når tingene sker, ved jeg, hvordan jeg har det med det og hvilke følelser, der er fremherskende. Forestillingsevnen er god at have, fordi den trods alt giver et vist billede af fremtiden, jeg skal bare huske at efterlade plads til eventualiteterne.

Jeg fik en lang snak med Ex-1, hvilket var dejligt. Vi kom ind på farfar, døden, opdragelse, rygning, skolegang, familieforhold vs. venskaber: vi er ret enige. Vi har altid været gode til at tale sammen, og det fortsætter i vores eks-relation, eller hvad jeg nu skal kalde det.

Ih, min stakkels nakke. Jeg har et dumt hold, og kiropraktoren kunne ikke komme helt til bunds, da jeg var hos ham i dag. Det var ellers helt rart at være i mandehænder igen, omend de udøvede stor smerte. Min krop reagerede på mandigheden ved en lettere forhøjet puls (kunne også skyldes hans albues pres på mine stakkels mioser). Jeg tror, det snart er tid for en gang massage. Sidst jeg var af sted er vel lidt over et halvt år siden, og han var dælme dejlig, jeg mener effektiv, og det var dejligt. Han arbejdede lige til kvalmegrænsen plus lidt; jeg har ikke før oplevet en massør, der gik så dybt. Det stiller også i lille grad mit berøringsbehov. Det er sindssygt dejligt at blive rørt, og når ikke en kæreste er i billedet, kan en massør gøre en god forskel. Det er sundt for krop og sjæl at blive rørt.

Jeg læste en klumme af Jørn Lund (sprogforsker m.m.), som faldt over ordet pårørende. Der er ikke mange pårørende, der rører ved deres gamle, så det er ofte falsk varebetegnelse.

Som skrevet tidligere, var Ex-1 og jeg på flere ferier med farfar, og farfar og jeg gav hinanden et godmorgenknus og et godnatknus, og når vi gik ture hang jeg i hans arm eller omvendt. Jeg lider ikke ligefrem af berøringsangst, tværtimod kan jeg ikke få nok. Når jeg går tur med andre, er det oftest arm i arm. Sådan har det og jeg altid været.

Engang i efteråret kom min mor med en artikel om kærlighedens sprog, som var ret oplysende. Jeg havde læst om det tidligere, og jeg kom uvægerligt til at tænke på mine mænd, og hvordan jeg interagerede med dem.

Der omtales 5 sprog:

• Berøring
• Tjenester
• Tid til hinanden
• Gaver
• Anerkendende ord

Der var desuden et link til en hjemmeside, hvor man kan teste sig selv. Det gjorde jeg, selvom jeg troede, jeg kendte svaret på forhånd, nemlig at berøring ville vinde. Jeg ved, at berøring betyder meget for mig. Giv mig et knus og jeg lever. Det er utroligt, hvor langt jeg kan komme på et knus, hvor meget et knus kan udtrykke.

I kærlighessprogstesten vandt ”tid til hinanden", og andenpladsen deltes af ”berøring” og ”anerkendende ord”. Da de i point lå tæt på hinanden betyder det, at jeg overvejende har de tre sprog.

Jeg tænkte på Ex-1 og hans måde at udtrykke kærlighed. Det forgår især ved tjenester og gaver. I det lys er der ikke noget at sige til, at vi gik fra hinanden.

Så tænkte jeg på Ex-2, og han er som jeg meget berøringslysten. Vi var bedst til kærlighed uden ord. Vore kroppe førte mange og lange samtaler (som i parentes bemærket var dybe, tilbundsgående og kærlige :o  - og jeg har aldrig ”snakket” så længe ad gangen som med ham. Vildt, inderligt og liderligt).

Kærlighedens sprog er mangfoldigt, og det er en god ide at finde ud af, om du og kæresten er på bølgelængde. Jeg er glad for, at jeg ikke længere er så blind. Jeg har plads til flere nuancer i dag, hvor jeg i ”gamle dage” var så bange; der var alt for meget, der føltes farligt. Alt, der udfordrede min tryghed, skubbede jeg fra mig. Det er ærgerligt, men som jeg har mindet mig selv om mange gange, nytter det ikke at græde over fortiden, men i stedet nu og i fremtiden at gribe livet anderledes an.

Jeg savner at være på arbejde og at få den daglige dosis mandehørm, hyggesludder og pingpong med kollegerne. Den dårlige samvittighed over at være feberramt og hjemmegående er irriterende at rende rundt med. Jeg er så forbandet træt. Det eneste jeg har foretaget mig i dag er turen til kiropraktoren, og da jeg kom hjem, sov jeg i tre stive timer. Det viser, at det gælder om at bruge kræfterne korrekt. Det ville være halsløs gerning at tage på arbejde, og så bruge endnu længere tid på at restituere kroppen. For pokker, nu er jeg igen i gang med at forsvare mine sygedage. Hvorfor helvede bruger jeg så meget krudt på det. Hvorfor er det ikke i orden oppe i mit hoved at være syg. Jeg graduerer: jeg er ikke syg nok, så derfor tror chefen sikkert, at det er pjæk. Selv jeg regner det næsten for pjæk. Det er faneme uhyggeligt, du… Slut med det, Flora!

Ingefæren reddede mig ikke fra en sygedag, så jeg ligger nu på mit sygeleje med den mest infame hovedpine og småfeber. Der er noget ved feber, som gør, at jeg bare ikke skal udenfor. Min krop skriger til mig STAY HOME! Lad være med at springe på cyklen og køre på arbejde. Jeg har dårlig samvittighed, men sådan må det så være. Grunden er, at jeg ikke føler mig syg nok, selvom min krop er dvask og hovedet tungt. Hov. Dette skal ikke være et retfærdiggørelsesskrift over manglende arbejdsiver, og det er vist mest af alt det, det ligner. Slut med det.

Jeg har nydt solskinnet, der er væltet ind i min stue, det er som om hvert minut dagen bliver længere udøver en kraft i mit styrkefelt. Jeg er vild med marts.

Bedstevenindens datter kom forbi mig i stedet for, nu jeg ikke er udgående, så tirsdagsmatematikken blev klaret alligevel. Jeg har også fået lektier for til næste gang, da jeg ikke kunne huske, hvordan det hænger sammen med længde- og breddegrader, og den elendige grundbog, som de så flot kalder den, var ikke til megen hjælp.

Ex-1 ringede tidligere og gav mig en bulletin om farfar, hvis livskurve fortsat er for nedadgående. Jeg kan næsten ane timeglasset, der er ved at rinde ud. Det er anderledes acceptabelt, når et gammelt menneske takker af. Der er ingen fortrydelser, han har fået det ud af livet, han ville, og vores indbyrdes forhold har ingen ridser.

Da min egen farfar døde, stod vi hele familien omkring ham, og han drog sit sidste suk, mens jeg holdt hans hånd i min. Han var ikke ved bevidsthed, men jeg er overbevist om, at han var hos mig og os, at det var hans beslutning at sige farvel da. Det er det smukkeste øjeblik i mit liv.

Jeg både gruer for og trænger til at få en opringning om eks-farfar.

Mit hoved er fortsat ved at sprænges og jeg har det skidt. Det bliver nok også hjemmedag i morgen, men nu får vi se, hvad en god nattesøvn kan gøre.

DAMN! Jeg er noget af det mest ynkelige, når jeg er syg. Det lyder næsten som, jeg er ved at stille træskoene, når feber indtager min krop. På det punkt ligner jeg mange mænd.

Jeg overhørte engang en samtale mellem to murerarbejdsmænd (at dømme efter deres støvede ansigter) om smerte: hvad gjorde mest ondt. Den ene brokkede sig over sin kone, der konstant talte om, hvor ondt det gjorde at føde, og sluttede sætningen med: ”hun skulle vide, hvordan jeg har det, når jeg er forkølet!”. Ak ja, alt er relativt…

Moderlil har netop været omkring til en kop te, og det var ganske hyggeligt. Hun medbragte hjemmebagt surbrød, så nu guffer jeg ostemadder i mig. Uhm.

Vi sludrede om stort og småt, og som samtalen skred frem, nævnte hun pludselig, at far har mødt Ex-1's nye kæreste. What. Det har han da ikke sagt noget om, og det er endda flere måneder siden. Hvad har han sagt, hvordan så hun ud, har han talt med hende osv osv. Mænd !!!

Det ville jeg da gerne have vidst; altid rart at være så velinformeret som muligt. Hun er ikke noget særligt, havde han sagt. Hæ hæ, man kan godt mærke, hans sympati ligger hos mig. Det er nu ikke fordi, jeg vil bryde hulkende sammen, når jeg møder hende, egentlig glæder jeg mig lidt, måske til at få det overstået, men mest til at se, hvor meget hun ligner mig. Jeg har en fornemmelse af, at hun ikke er mit totale modstykke, og mærkeligt nok tror jeg, at jeg vil synes om hende. Det er måske ikke så mærkeligt igen, for jeg har oftest være enig med Ex-1 i opfattelsen og bedømmelsen af andre mennesker. Jeg er spændt.

Tidligere tænkte jeg, at det ville være bedst, om jeg stod med min egen mand ved min side, så ville jeg ikke føle mig så stakkels, men jeg har stille vendt det til: det er ok, at jeg ikke har en mand. Jeg er god nok, og det er en god følelse at føle sig stærk i sig selv.

Det var det.  Nu har jeg vist skrevet nok for i dag. Nu vil jeg ringe og få en lille sludder med min kære herr fader...

På en fridagsmandag er der plads til de små tanker, og den der netop har entret mit hoved omhandler mine nye pedaler til cyklen. På vej til arbejde i fredags hjulede jeg derudaf på cykelstien, i vanligt hæsblæsende tempo. Pludselig lyder der en knæklyd, og kæden tager ikke fat. Pokkers. Jeg var tæt på arbejdet, så jeg steg af cyklen (ciklen, som min farfar sagde) og trak resten af vejen, lidt småbandende men ellers fattet. Jeg kunne måske have pillet lidt ved kæden, kigget, men så ville jeg få sorte fingre, og der er jeg lidt sart, når jeg har mit ”fine” tøj på. Det er min mors skyld, at jeg er blevet så sippet. I gamle dage, når jeg kom hjem fra skole, fik jeg valget mellem at skifte tøj til ”lege”-tøj eller passe på det tøj, jeg havde på (og dermed lege kedelige pigelege, hvor jeg ikke måtte blive beskidt). Jeg skiftede altid, så jeg ikke behøvede at bekymre mig om græs på knæene og jord i lommerne. Sådan har jeg det stadig. Jeg kan ikke fordrage at bevæge mig rundt i det forkerte tøj, og det er muligt, at folk betragter mig som værende lidt fimset, men det er ok. Når jeg så til gengæld har ”arbejds”-tøjet på, er jeg altid den, der bliver allermest beskidt, malerplettet, olieindsmurt og fedtet, og jeg elsker det. Jeg er ikke den store handy-kvinde, men jeg ser sådan ud, når jeg ifører mig klunset. Der er heller ingen, der kan se, at jeg har plastre på alle fingrene inde i de store arbejdshandsker. Sidste gang jeg var i aktion, slog jeg mig over fingrene med et brækjern og rendte rundt med to edderømme fingre, en blå negl og en dum klemlus i flere måneder.

Jeg har en hemmelig drøm om at være gør-det-selv-kvinde, men foreløbig er det en hemmelighed, som jeg tvivler på, nogen får noget at høre om (bortset fra dig). Jeg er bare ikke særlig fingernem, tror jeg, for jeg ved det i virkeligheden ikke. Jeg gider måske ikke, når det kommer til stykket.

Tilbage til pedalerne; der gik jeg så med min cykel det sidste stykke vej til jobbet, hvor jeg kom til en cykelhandler. Jeg gik forbi, men ombestemte mig lidt efter og vendte rundt. Nu jeg var der alligevel, fik jeg ham også til at sætte nye pedaler på, for jeg fik pludselig sved på panden. Hvad nu, hvis jeg havde på vej op ad bakke, da kæden hoppede af. Det havde dælme gjort ondt at kysse asfalten, og tænk nu hvis pedalerne en dag ryger af. Så, ikke mere snak, nye pedaler til Flora.

Jeg kunne hente ciklen efter arbejde, så det var ret snildt. Men, det ville nu alligevel være rart at have ordnet det selv. Ønsketænkning.

En gang for mange år siden besluttede jeg mig for at det skulle være løgn. Flora kan dælme godt selv lappe en cykel, så det gjorde jeg. Fik dækket af, hevet slangen ud og lappet den efter alle kunstens regler, men galt gik det, da jeg skulle have dækket på igen. Da punkterede jeg slangen med den skruetrækker, jeg brugte til det, og for pokker, hvor blev jeg hidsig og nærmest smed cyklen ind til cykelhandleren og bad ham om selv at fikse det. Det er første, sidste og eneste gang, jeg har forsøgt. Lidt patetisk, nu jeg tænker over det, men omvendt, vi kan jo ikke alle være gode til det hele. Jeg er supergod til at finde ting, løse computerbrugerproblemer (bare folk ikke spørger mig, hvad jeg har gjort, for jeg prøver mig frem og ved kun nogenlunde hvad jeg gør, men det virker! Og - jeg er ikke bange for at trykke på knapperne), få gode ideer (bare jeg ikke selv skal realisere dem), se det sjove i situationer (de situationer, hvor folk normalt ikke griner), og er du da vimmer, hvor er der dømt sauna i min lejlighed. Jeg har helt glemt, at jeg var ved at koge vand med ingefær i, der efter sigende skulle være godt mod forkølelse. Undskyld mig et øjeblik.

Pfew – det er skrappe sager. En liter er kogt ned til 2 dl, så det er temmelig koncentreret, og al vanddampen hænger i lejligheden, hvilket er knap så fantastisk. Jeg har netop smagt det, og det er hot as in hot-hot, så det dræber sikkert min hovedpine og det ”noget”, der har været under opsejling i den sidste uges tid. Jeg er sikkert rask i morgen, ellers er det sidste gang, jeg hopper på den ingefærgalej.

Jeg kan mærke, at jeg væver, så jeg slipper for at koncentrere mig om døden. Ingefærgalejer er noget nemmere at håndtere, men måske jeg alligevel skulle lade galejen være, og tænke lidt over liv og død og noget af det midt i mellem.

Min eks-farfar ligger for døden, tror jeg, i hvert fald har han det rigtig rigtig skidt, og da jeg i går besøgte ham på sygehuset, lignede han ikke en mand, der ville komme på benene igen. Det er nok også godt det samme, da jeg ikke regner med, at han vil det; på en eller anden måde er tiden inde.

Jeg har taget fri i dag, heldigvis, for min hovedpine er ikke forsvundet og det ville have været tungt at skulle på arbejde. Nu kan jeg i fred og ro bekymre mig om og tænke på farfar. Ex-1 og jeg holdt flere ferier med ham, da han blev alene, og det var nogle gode ture, hvor både vi og han havde gavn af samværet.

Min egen farfar var også et dejligt menneske og den af mine bedsteforældre, jeg kom tættest på. Han kunne lide mig præcis som jeg var, uden forbehold; han var ikke opdragende som forellerne, men kunne alligevel fortælle, hvordan tingene hang sammen. Han havde levet et langt liv, og det var en gave at få del i det; høre om hans liv, hans oplevelser, så mit eget liv kunne sættes i et større perspektiv. Han døde for 9 år siden.

Min eks-farfar er af samme støbning. Han har mødt livet oppe fra og ned, og mødt andre mennesker med respekt. Han kan lide mig, præcis som jeg er, og jeg ham, præcis som han er, og det er der noget særligt ved.

Mine forældre elsker mig, men det er noget andet; det skal de ligesom gøre. Jeg værdsætter mine forældres kærlighed, men det er anderledes selvfølgeligt og naturligt, og dermed ikke noget jeg har filosoferet over. Når jeg kommer længere ud i familierækkerne eller i det hele taget ud i verden, er det ikke længere en naturlig forventning at møde ubetinget kærlighed og accept, og når jeg så møder det, er det noget jeg tænker over og værdsætter.

Jeg har netop talt med Ex-1, og hans gamle farfar er ikke længere ved bevidsthed. Hvor er jeg dog glad for, at jeg var forbi ham i går. Han var stadig klar da, og lyste op i stemmen, da han hørte jeg var der. Det glædede mig. Allermest glæder jeg mig dog over mit sidste besøg hos ham for tre uger siden. Næ, det er heller ikke nok. Jeg glæder mig ganske enkelt over at kende ham og at være budt velkommen i hans liv. Han har beriget mit liv.

Han kommer til at gå stille herfra, i ro og kærlighed. Det er hans beslutning, tror jeg.