Jeg er endnu ikke faldet over en jyde, jeg kunne tænke mig at invitere med under dynen, men det er strengt taget heller ikke, hvorfor jeg er her. (Nu jeg tænker over det, så kunne det ellers nok sætte fut i min mormor.) Det er en bette by, som hvert andet øjeblik bliver overmandet af kodyle byger. To gange er jeg kommet hjem lignende mest af alt en druknet mus.

Noget familie svinger jeg med, og andet er en prøvelse fra a til z. Dette besøg er en salig blanding af at sidde i indædt tavshed og bide i en pind og almindelig hyggesludder. Lidt for enhver smag, kunne man sige.

Efter en 2 timers eftermiddagslur er jeg igen frisk til at genoptage prøvelserne/hyggen.

Jeg havde en mærkelig og ubehagelig drøm forleden nat: jeg drømte, at jeg blev fyret fra mit arbejde. Jeg har gransket for mulige årsager, men i drømmen hed det ”omstrukturering”. Det er den pæne måde at sige ”smut pomfritte, du lugter af tis”. (Det er første gang, at jeg har nedfældet det udtryk på skrift, og det skulle jeg måske holde mig for god til. Ikke desto mindre lader jeg det stå, for jeg er lidt shaken efter den drøm.) Havde det været for 2 år siden, havde jeg været et nervevrag, min verden ville allerede være faldet sammen (jeg overdriver umanerligt, frådende og savlende, men jeg skal lige af med noget, ok?!) og Ex-1 ville have haft et helvedes hyr med at banke min selvfølelse op over nul igen.

Nu…

Er det bare en røvdum men ret virkelig drøm, og jeg håber, at mandag dukker frem fra disen uden en fyreseddel i forruden. Skulle drømmen mod forventning vise sig at holde stik, skal jeg nok sørge for at holde hovedet oven vande.

Helt seriøst, Flora (har lyst til at bruge STORE bogstaver, men det fylder for meget), jeg elsker mig, eller dig, skulle jeg måske skrive, selvom det lyder lidt personlighedsspaltet, og hvad end der sker, come hell or high water, så overlever vi (pluralis majestætis?).

Flora (vi) er lidt er overtroisk(e), og nu jeg har fortalt om drømmen, burde den afholde sig fra at udmønte sig til virkelighed!

Jeg har fri i dag og resten af ugen, og drager til Jylland i aften. Det skal blive godt med nogle dage væk fra andedammen. Jeg arbejdede så til gengæld igennem i går og var først hjemmekl.02.30, men så blev jeg også færdig med det, jeg havde sat mig for. Der er stadig et hav af ting, der venter, men det bliver på mandag.

Faktisk stråler min gode samvittighed om kap med al det solskin, der vælter ind i min stue.

Jeg sitter i sofaen med min nye cykelhjelm på, og af et nødvendigt onde at være, så er den sgu lækker og rap. Når jeg nejer og respektfuldt bøjer hovedet (du skal godt nok være hurtig, hvis du skal opleve det!), kan man se min tweedede top, og om aftenen har jeg røde, blinkende lys i nakken.

Ikke et øje er tørt, min moder kan sove roligt (nu har jeg 4 gange (2 x jul og 2 x fødselsdag) fået et hjemmelavet gavekort til en cykelhjelm (hmm – burde måske have købt i 4 forskellige farver, så jeg også matcher mine outfits…), jeg undgår flere velmenende, morbide kommentarer fra mine kolleger om cykeltrafikkens genvordigheder (i stil med: sørg nu for ikke at smadre hovedet på hjemvejen – du har jo ikke cykelhjelm) og det bedste af det hele: næste gang jeg forulykker på cyklen, så slår jeg forhåbentligt ikke hovedet grimt.

Pyha, , jeg skal lige have løsnet hjelmen, den strammer lidt. Sådan. Den er lidt irriterende, men den er let, så det vænner jeg mig nok hurtigt til. Det er lige ved, at jeg glæder mig til at afprøve den i trafikken. Det sker om en times tid. Gad vide, om jeg skal advisere pressen. Det kunne da give dem en god historie om Floras Første cykelFez (laber vending – ville klæde forsiderne) eller Flora Fremmer Fornuften eller Flora i Førerfeltet eller Flora… Enough!

Jeg har lige spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke iførte mig cykelhjelmen allerede på hjemvejen fra forretningen, for det virkede ærligt talt lidt nemesis-agtigt at drøne af sted med hjelmen (hovedet?) under armen.

Men – jeg skulle jo lige pakke den ud, læse instruktionen, tjekke batterierne, stramme båndede de rigtige steder og så videre. Jeg er lidt vild med at pakke nyt udstyr ud af emballagen og tage det i brug.

Jeg medbringer min elektroniske forlængede pen (aka mit nær lig af en bærbar) i det jyske, da jeg har lidt på tapetet, skal researche lidt om Skotland, arbejde lidt og generelt bare ikke udholde livet uden internet.

So long.

Jeg møder en anelse senere i dag og kan dermed lige nå at skrible lidt om Rebounderen, da han pludselig med en sms søndag eftermiddag sprang ind på radaren igen.

Den var ganske uskyldig og foreslog blot om vi skulle køre en tur, eller om jeg gav en kop kaffe. Jeg jobbede det meste af søndagen, og mobilen lå derhjemme, så jeg så først beskeden sent. Det var nok meget godt.

Derimod sms’ede vi sammen i går aftes over et par timer, og det var ganske hyggeligt.

Den opmærksomme læser vil måske tænke ”hyggeligt”???

Men det var det egentligt. Vi berørte lige ”os” ganske periferisk, eller jeg gjorde. ”Vi” er til sjov og ballade i sengen, og mit dilemma er, om jeg skal hoppe ud i et bolleskab eller holde behørig sms-afstand.

Jeg ved, at det ikke skal være os, men min krop er fuldstændig utilregnelig og uimodtagelig for fornuft (det skal så lige siges til dens forsvar (er det overhovedet nødvendigt – jeg burde lægge mig i gruset og hylde lysten!), at jeg har ægløsning i øjeblikket  ;-))

Jeg føler for den mand, jeg går i seng med. Suk, jeg har vævet om dette et hav af gange, og for at sige det kort, er jeg bange for at tage røven på mig selv, at hænge fast i et forhold uden perspektiver, når mit mål er kæreste.

Så vil nogle sige, hvorfor ikke udnytte ventetiden og bla bla bla.

Tjoh.

Måske.

Jeg ved det ikke.

Men – jeg har det fantastisk, og det er måske en udmærket måde at bruge tiden på. Jeg bliver langsomt mere og mere glad og tilfreds med mig selv.

Hav en dejlig dag.

Jeg må op og i bad.

... er jeg - og virkelig plukkemoden!

Jeg mødte en under-under-sidebo i vaskekælderen , og normalerweise er han yderst sludrevorn, når vi mødes, men i aften meget fåmælt. Jeg blev næsten bekymret, og granskede nøje hans ansigt for at tjekke, at han var ok. Det var han, men temmelig beruset. Da jeg stod der i min smækre tilstand (havde nederdel på og en stram, ikke-helt-lang-nok-så-maveskindet-kunne-anes-hvis-jeg-anstrengte-mig-lidt, hvid, langærmet t-shirt, hvorigennem min BH ret tydeligt kunne ses. (Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænkte i eftermiddags, da jeg tog tøj på (ja, jeg sov lidt længe)) og studerede mandens ansigt, fik vi øjenkontakt, og med et brændte min fisse. Jeg undskylder min ligefremhed, men jeg stod og tændtes lige så stille. Jeg overvejede, om jeg ikke bare skulle stille mig helt tæt på ham og så se, hvad der ville ske. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at han tænkte det samme, men jeg tager muligvis fejl. Det var måske de sidste tre øl, han glædede sig til at knappe op. Men, det blev ved tanken. Jeg skal vist ikke have noget klinket dér, alt for tæt på min rede.

Nåmmen, jeg var faktisk på arbejde i dag og skal det også i morgen, da jeg har været så letsindig at tage nogle fridage i næste uge. På hjemvejen derfra var klokken blevet mange, det var varmt, mine bryster syntes ikke mindre bag den spændte trøje (er ret overbevist om, at de to dutter kunne anes) var der flere mænd, der var ved at falde ned fra kantstenen, da jeg cyklede forbi. Om det var deres promiller eller mine dutter skal jeg lade være usagt, men tilråbene var gode nok. Dammit, jeg har det godt i min krop, og jeg glæder mig vildt til at mærke en mands hænder på min krop igen. Det er alt alt alt for længe siden sidst.

Hmm. Sitter i sengen, ganske nøgen og varm efter et varmt bad. Meget varmt. Var blevet alt for kold efter terrassesludder med forellerne, hvor tungebåndet blev smurt godt med grüner veltliner og corona. Ja, superhyggeligt med passiar, pjat og palaver.

I dag fik jeg bestilt min cykelhjelm, og det er en stor dag. Det blev den der tweed red, selvfølgelig, jeg var lige nede i buitikken for at prøve modellen en sidste (og tredje – tsk!!!)  gang inden bestilling. Han er en tålmodig mand, den kære cykelhandler, og han får den hjem på onsdag. Uh. Jeg må køre pænt så længe. Jeg er lidt spændt på, om hjelmen bliver min forlængede arm – hov – længere hals – næ, det lyder også skævt, måske bare en naturlig del af min daglige bagage. I betragtning af, at jeg flere gange har været i situationer, hvor det mere var held end forstand, at der ikke skete mere, end der gjorde, bliver det nok rart at få den åndsvage hat på. Så må jeg leve med at ligne en geek. Sorry. Jeg hávde besluttet mig for at ligne en rap Flora, så det må jeg hellere holde fast i! Jeg bliver edderrap i skotskternet cykelhjelm! (den er kun tweedet på toppen, og da jeg er en høj kvinde, vil de mere jordnære ansigter især se det sorte).

Jeg må sove nu...

G’nat

Bugger - bugger – bugger. Nu er jeg på den igen. Stress. For meget om ørerne. Nu skal jeg altså se at lære at holde fast i mine liste for ikke at drukne. I går eftermiddags, lige inden jeg smuttede fra kontoret, lavede jeg en huskeliste for i dag. Der var sådan set kun 4 punkter på den, men jeg har ikke nået dem alle, da der kom et hav af andre ting ind fra sidelinjen.

Jeg vågnede i morges kl. 4 og troede jeg havde influenza. Min krop føltes sådan. Da jeg vågnede igen kl. 6.30 havde jeg det fint, men det er et tegn på, at jeg skal passe lidt på mig selv.

Jeg har tænkt meget i løbet af dagen, og jeg har godt bemærket, at jeg i de sidste par uger er begyndt at glemme en masse småting, og det er gerne et tegn på at jeg har for travlt – oppe i hovedet.

Det er der naturligvis råd for, så i næste uge har jeg taget mig et par fridage, og tager til Jylland til noget familie. Det er det umiddelbare behov.

På jobbet skal jeg huske, at jeg har 2 arme og 7½ time til min rådighed. Jeg skal sige ja der indenfor, og resten må jeg nå i morgen. Alt i prioriteret rækkefølge.

Ja, sådan må det være. Det var rart at få dét på det rene.

Bortset fra det har jeg haft en sjov dag.

Jeg er allerede træt, men inden jeg kaster mig i dynerne, skal jeg have noget at spise, arbejde i 1½ times tid og så en halv times hyggelæsning inden øjnene bliver tunge.

Mmm – det lyder som en plan.

Lyden af 22.500 heste er helt og aldeles storslået dundrende fantastisk. Vibrationerne fra de kæmpestore stempler fik virkelig Flora i stødet.

Jeg var på besøg i Dieselhouse, hvor verdens største dieselmotor bliver startet hver 1. og 3. søndag i måneden, og således altså i dag. Jeg har længe haft den på agendaen, og i dag skulle det være.

I 7 minutter kørte den, og det hylede, bragede og bankede i samtlige 7 minutter. Da de slukkede for den igen stod alle mand (vi var kun ganske få kvinder) med et saligt smil og sukkede henført. ”Aah – se det er sgu en maskine”, var der en gammel værkfører, der mumlede i skægget. Jeg måtte give ham ret. Der er format over den. Ganske imponerende.

Jeg er ret glad for at give mig selv sådanne små oplevelser, for mine weekender får lidt mening og indhold, og det trænger de til. Afslapperi er fint, men langt fra nok.

Så gik den lørdag, og jeg har hygget mig. Jeg har vist nok langt om længe besluttet mig for, hvilken cykelhjelm jeg skal have, og det bliver ikke en af de rappe. Senest var jeg faldet for en hvid læderhjelm med en rød stribe henover, og den var ret flot, men den gav mig samme fornemmelse, som de øvrige jeg har prøvet: at mit hoved føles dobbelt så stort, og dermed fremstår hjelmen som et gigantisk fremmedlegeme. Derimod faldt jeg for en, som følger hovedet rigtig godt og oven i købet er let. Jeg gik tomhændet fra forretningen en gang til, fordi jeg lige skal tjekke på nettet, hvordan den ser ud i andre farver, og nu kan jeg så gå og overveje, om den skal være sort, grå, rød og hvad der nu ellers var. Damn, det er besværligt med alle de valgmuligheder, så mon ikke jeg bare skal...

Næh, Flora. Hold nu bare ud lidt endnu. Det er altså vigtigt at få fat i en god en, så jeg ikke går og ærgrer mig bagefter. Det er desuden den bedste forudsætning for rent faktisk at få bæstet brugt efter købet. Jeg har sågar købt adgang til Forbrugerrådets 2008-test af cykelhjelme, og der ligger ”min” hjelm over middel og dermed i det grønne felt med ”Thumbs up” fra Forbrugerrådet.

Det medfører, at valget nu står mellem 2 modeller fra Abus, en med og en uden skygge. Den med skygge fås i en sort model med noget skotskternet mønsterhalløj ind imellem og har desuden rødt lys i nakken og 21 luftkanaler. Åhr, jeg kan da ikke være i tvivl. Det skal være den. Så er der lidt farvegøgl, lidt lirgejl og en skygge, som kan demonteres, hvis jeg bliver ked af den, alt i alt alligevel en superrap Flora i cykelhjelm.

Lad os nu se, hvad det ender med. Kender jeg mig ret, er alt muligt!

Jeg var også lige omkring Kunsthåndværkermarkedet inde på Frue Plads, og der var mange smukke sager. Jeg købte ikke noget, men det kløede i fingrene flere gange.

Nu skal jeg bruge aftenen på at rydde lidt op og nusse rundt i lejligheden. Den trænger til lidt opmærksomhed.

Jeg har lige smidt trusserne; måtte vrikke noget med rumpen, før de kom helt af. Dernæst røg BH’en af kroppen, og det skete også ved nogle små fikse kunstøvelser. En trøje ramte gulvet og slutteligt trak jeg langsomt strømperne af. Sådan, nøgen og samtidigt påklædt.

Gad vide, om jeg er den eneste, der stripper foran vaskemaskinen, når jeg lige skal have det sidste med, og farverne passer?

Jeg følte mig som kinky woman på vej op af trapperne, i nederdel og nattrøje, det var faktisk lidt ophidsende, denne vished om min inderste nøgenhed.

Mmhmm – kinky Flora i vaskemode.

Jeg lader billedet stå.

Jeg er god med ord. Jeg tror endnu ikke nok på mig selv, så jeg skal have alting clearet med andre, inden jeg ekspederer tingene videre, men det er blevet bedre. Jeg håber, jeg engang bliver cool og selvsikker.

Dagens ord handlede om noget så elementært som en fødselsdagshilsen til en kollega. Der har jeg et blødt punkt, for sådanne hilsener skal sige noget helt personligt, og jeg køber ALDRIG kort med færdige budskaber. Nej. Jeg vil selv, for det er en kærkommen lejlighed til at fortælle mennesker, jeg holder af, hvorfor de er specielle. Nå ja, og så fordi jeg engang for mange år siden købte et fødselsdagskort til Hundevennen, som en anden åbenbart også var faldet for, og når der lander 2 kort med samme budskab, så falder det ligesom lidt til jorden.

Min cykel er punkteret, så i morges fik jeg 20 minutter i bussen til at brainstorme og komponere, og fremme på kontoret brugte jeg en halv time på at flytte rundt på ordene i Word, og så var den der.

Jeg fik 2 andre kolleger til at kommentere for lige at være helt sikker på, at jeg ramte ikke bare mine, men også de andre kollegers følelser og opfattelse af fødselsdagsbarnet. Sådan set lyder det det tilforladeligt, men jeg ville gerne engang stole nok på mig selv og min egen dømmekraft, vurdering og stikken-fingeren-i-jorden til at handle på egen hånd.

Men – jeg har det egentlig også godt, som jeg har det lige nu, for jeg er blevet bedre til at være Flora; og ikke bare bedre; også smukkere, stærkere, roligere, sjovere, sødere, modigere, friere og mere løssluppen.

Det er en stærk følelse at være tilfreds med mig selv, og jeg er vild med mine egne ord og jeg elsker at se min opfindsomhed udmønte sig i smukke sætninger og sjove formuleringer.

Se, det hørte du mig ikke sige for 2 år siden, but this is now, og nu spiller klaveret en anderledes munter melodi.

Puha, jeg er endnu ikke kureret for tidligere tiders mindreværd, for det klør i fingrene for at udradere forrige afsnit, eller i det mindste nedtone det, så ingen er tvivl om, at jeg regner mig selv som den værste klovn, at det er ren satire og vildt ironisk. Men nej. Det skal være løgn. Afsnittet består, Flora lever og vokser, og fremtiden lyser så indbydende.

Shite, bare I nu ikke tror, at jeg er en selvoptaget krukke, der steger i sit eget fedt, for det skulle jo nødig hedde sig, at jeg praler. Hovmod står for fald, og tænk nu, hvis jeg er den eneste, der synes, at jeg er dejlig og mine ord interessante. Nej, jeg er sgu sådan lidt småbanal, folk griner nok af min naive tilgang til verden. Fuck, jeg går i seng, og forhåbentlig skinner solen i morgen.

Som du kan læse, er mit indre i oprør og ligner en slagmark med Flora kæmpende mod fjenden ”Lille Uanselig Selvfølelse” (herefter kaldet LUS). Det er mærkelig at slås mod mig selv, argumenterne flyver om ørerne på mig, og det vildeste i denne krig er, når Flora mobiliserer sin styrke og svarer igen og forsvarer sig med næb og kløer. LUS’en er bastant og vedholdende og alt for vant til at vinde, men flere gange er den faldet på fodfejl. Flora har tilkæmpet sig større magt, selvom jeg (nu må jeg hellere få mig selv i spil;o) også taber lidt engang imellem, kun for at vende stærkt tilbage. Jeg ligger ikke og venter på at blive endeligt slagtet af LUS, men efterrationaliserer, vurderer og lærer af tidligere nederlag, aflurer LUS’ens angrebsteknik, og næste den gang den slår til, er jeg parat. Jeg ved, hvor den rammer, selvom den stadig overrasker, og jeg er helt enkelt bare blevet stærkere og mere modstandsdygtig.

Se bare, afsnittet bestod, det står stadig og stråler, og lad mig gentage: JEG elsker mine ord. Det er der da ingen, der kan have noget imod, og skulle der være nogen, der er uenige, så er de velkomne til at være det. Det er jeg ligeglad med (nå ja – det bliver jeg nok en dag, mit pleasergen er stadig stærkt).

Men. Ja. Du ved. Ingen kender dagen, før solen er gået ned, det har jeg garanteret skrevet før og citerer så samtidig min kære momsemor, og mit livs sol er kun nået til morgensol på terrassen. Forude venter et helt liv af dage med slud og solskin, hagl og hylen, sne og smat, regn og rusk, blæst og byger, og jeg er klædt på til det meste. I hvert fald er jeg bedre ekviperet end nogensinde før, og skulle jeg få en våd sok eller miste en hue i orkanens øje, så løser det sig.

Jeg ligger i min egen seng igen, med følelsen af dejlig fest i kroppen. En vel overstået lur på tre timer har hjulpet lidt, men jeg tror, jeg bliver liggende her lige til i morgen tidlig.

Det er en dejlig følelse og en kombination af en hel eftermiddag, aften og nat, morgen og formiddag tilbragt i god stemning.

Der var en masse skønne mennesker. Jeg kendte fødselsdagsbarnet og en enkelt mere, så der var frit valg på alle hylder udi nye mennesker. Der var en enkelt single mand, ikke at jeg var på jagt, sådan decideret. Han var en rolig mand, faktisk ret behagelig, med et par børn – næ, han havde vist tre, hvoraf kun de to var med. Det var ikke, fordi vi talte så meget sammen, men jeg forsøgte at sende ham lidt signaler om initiativ med øjenkontakt krydret med smil, og forholdt mig ellers roligt. Jeg har måske været lidt aggressiv tidligere, når jeg har følt mig tiltrukket, og hurtigt er det blevet sexuelt. Aber, es gibt doch andere Metoden, som man siger i det tyske. Nu prøvede jeg den forsigtige tilgang, og det har jeg det godt med.

Bortset fra ham var der et hav af lækre mennesker, og jeg hyggede virkelig igennem. Det er sjovt at fornemme den råde tråd i en ny familie og vennekreds, og her var virkelig vævet med en kærlig hånd.

Jeg så et stjerneskud, som vi sad i natten og kiggede på himlen, og jeg huskede at sende mit ønske ud i universet.

Jeg så sæler, svaner og stikkelsbærgopler, stjerner og måne, flagermus, frøer og fiskehejrer (i starten var jeg overbevist om, at det var en havørn, men den teori landede med fuglen), mariehøns og røde guldsmede (deres rigtige navn er blodrøde hede-libeller), åkander og nyslået halm på marken, terner og store tanker, grine- og bænkebidere, harer og masser af myg. Vidunderlige indtryk, hvert og et.

Jeg var oppe det meste af natten, og først ved 5-tiden måtte jeg kapitulere og finde mit udvalgte sovetræ. 5 minutter holdt jeg til at ligge i det fri, så blev jeg overfaldet af mariehøns (Vorherre behøvede bare at lytte – ikke nødvendigt at sende en hel hær sammen med det gode vejr!), myg og myrer, så op kom jeg i en fart. Jeg fandt mig i stedet en sofa i husets indre, og her fik jeg 2,5 timer på øjet. Manner, jeg var træt.

Allerede ved 8-tiden stod jeg op og gik til vandet for en dukkert, åh det føltes pragtfuldt at blive frisket op og renset for lejrbål og myggespray.

Jeg synes, det er så pragtfuldt at mærke, at jeg bliver godt modtaget af verden, og sådan en weekend hjælper stort med til at få rettet op mit billede af mig selv, slettet nogle grimme tendenser og renset mit selvværd.

Jeg havde en ide om at skulle ud at løbe i aften, men det holder ikke. Jeg er tung og træt og glad.

Jeg er gået i gang med at læse ”Turen går til Skotland”, og der er godt nok mange praktiske ting, jeg kan gå i koma over: hvor skal jeg sove, hvor skal jeg hen, skal jeg køre i bil, cykle, gå, skal jeg pakke i rygsæk eller kuffert, skal jeg have sovepose med. Jamen altså.

I går eftermiddags hilste jeg på en mand, og denne gang talte vi sammen for første gang. Jeg har jævnligt igennem de sidste mange år hilst på ham, men vi har aldrig talt sammen. Det gjorde vi så i går, og så viser det sig minsandten, at han er skotte. Er det ikke fantastisk, som universet arbejder for mig. Han skal hjem på ferie i sit elskede Skotland, og hvis det er muligt, vil han tage nogle brochurer med tilbage til mig. Oh lassie, how fine a time!

Så, nu kommer my ride. Jeg skal til fødselsdag i eftermiddag, og da det inkluderer overnatning i det fri, har jeg medbragt 1 stk. vattæppe og en hovedpude. Nu skal jeg på gaden og lige finde en mariehøne, der kan flyve op og bede universet om tørt vejr i nat. Da universet i forvejen lægger sig i selen for Flora, kunne det jo tænkes, at der også vil indfinde sig et stk. skønt mandfolk under mit vattæppe. Mmm. I'm ready. ;o))

God weekend og et kys til dig.

...hvor har jeg sovet godt i nat. Føler mig helt anderledes frisk og udhvilet til morgen. Jeg har lige talt med Bedsteveninden i telefonen, og det er da helt vidunderligt at starte dagen med fnis og latter.

Der er 7 meter ud til badeværelset, min blære er fuld, veninden glemte sine ciggeretter forleden, det er lyst og mine solbriller ligger inde i stuen et sted.

Jeg tror bare det er at sige: Hit it!

Yeah - en frisk og lækker dag venter lige om lidt.

Hav en god en!

Jeg har givet mig selv 30 minutter til at forfatte dagens tanker, selvom jeg egentlig burde slukke lyset og lukke øjnene. Mine nætter er i øjeblikket fyldt med mærkelige drømme, og desværre husker jeg dem ikke ret længe, så de er fordampet allerede når jeg når badeværelset. Nu har jeg som forholdsregel lagt blyant og papir ved siden af sengen, så jeg kan grifle drømmen ned, inden jeg stiger ud af sengen, hvis jeg skulle være så heldig at huske noget.

Jeg har løst et problem på arbejdet i dag, og det er altid en lækker fornemmelse. Det var noget edb-halløj, og jeg havde ellers kastet håndklædet i ringen i går;  Meeen – Flora giver ikke så let op, og det irriterede mig gevaldigt.  Så, vanen tro, skulle jeg liiige prøve engang mere, og så lykkedes det sgu. Jep, jeg er ikke så tosset til det der computer noget. Jeg aner ikke, hvad jeg gør, men jeg er ikke bange for at trykke på knapperne. Ja og jo, det er jeg faktisk, men jeg gør det alligevel. ”Learning by doing” er mit motto, og hold da op, hvor er jeg igennem årene blevet klog på den konto, selvom det også har kostet mange timer med at fikse nye problemer, når jeg er kommet til at gøre noget, som ikke var så smart. Folk skal helst heller ikke spørge mig, hvorfor det pludselig virker, for det gør det bare. Sådan er edb: det skal virke, og jeg er ligeglad hvorfor og hvordan, bare det kører.

Jeg har ordentlig fået motioneret i dag, cyklet til arbejde, cyklet til Øresund, cyklet til veninde, som jeg ikke kan huske, om jeg har navngivet og hvis jeg har, hvad jeg så har kaldt hende, men det er hende med – kors, nu kan jeg heller ikke huske, hvad de fiskeæg hedder – nå jo, stenbiderrogn, og cyklet hjem igen her til aften. Hvis jeg orkede, ville jeg google afstandene og prale med antallet af kilometer, men det gider jeg ikke, så nøjes bare med at konstatere, at jeg er øm i måsen ;o)

Hvad kan jeg sige mere, end at jeg har det skidegodt, Egon.

Jeg kan mærke, at der er noget jeg har glemt, men måske hvis jeg lige skriver derudaf i et stykke tid, at det dukker frem på skærmen. Eller jeg skulle måske bare holde her, selvom der kun er gået 15 minutter?

Nej, ved du hvad, jeg lukker og slukker for i aften, for jeg har en lækker drøm, jeg gerne vil i gang med. Hvis jeg er heldig, er der saftige detaljer til dagbogen i morgen tidlig.

Arj - nu ved jeg, hvad jeg glemte: dagens tanker. Men de er ved at fordufte nu, som trætheden melder sig og søvnen trænger sig på. Pyt med det, jeg tænker sikkert noget nyt i morgen.

’Nat ’nat…

Lige så meget jeg glæder mig til rejsen, lige så nervøs og bange er jeg for – ja sådan det hele. Men uanset alt, så tager jeg af sted! Jeg overvejer sågar at leje en bil. A HVABEHAR! Jo, den er god nok, nu skal Flora sgu’ på eventyr. Hvorfor skulle jeg ikke kunne lære at køre i den forkerte side af vejen, dytte når der er får på vejen (er der ikke får i Skotland?) og pifte frækt ud af vinduet, når der kommer en kiltklædt skotte i kastevind? Nej, vel. Det kan da ikke være så svært, så sådan bliver det. Højlandet ligger bare og venter på mig.

Det er besynderligt at stå her ved tærsklen til mit nye liv. Det sjove er, at jeg allerede er i det og har været det længe, jeg har bare ikke vænnet mig til det endnu. Jeg betragter stadig mig selv som frygtsomme Flora, der ingenting tør af angst for at komme galt af sted. Jeg er selvfølgelig stadigvæk en bangebuks, Rom blev jo ikke bygget på én dag, men det er krydret med lidt mod hist og pist. Jeg knager og brager i alle fugerne, og jeg har en fornemmelse af snart at sprænges. Det bliver sjovt at sprænge mit indre fængsel i luften, så jeg slipper for at se og mærke de begrænsende, grimme vægge omkring mig.

Flora er på vej ud i livet, og intet kan standse hende, come hell or high water!

Jeg er på vej, langsomt men sikkert.

Jeg vil ikke kalde dette skriveri for tidsspilde, for uanset hvor navlepillende og til tider evindeligt og uophørligt mine tanker og følelser kører i ring, fantaserer og slører billedet, så kommer jeg videre, lige så stille. Det er små skridt, og det er en kæmpe hjælp at komme af med det her på bloggen. I virkeligheden behøver jeg måske ikke at offentliggøre mit inderste for at komme videre, men det føles godt at blive set og hørt. Jeg har en dagbog, jeg ind imellem skriver i, når jeg ikke er i nærheden af netværk og computer, og det er lige så godt for mig som bloggeriet.

Det er ikke bare at blive set og hørt derude i blogverdenen. Det er det, der sker indeni mig, der er det væsentlige, og det gør en forskel at være offentlig.

Der er en slags symbiose mellem mig og bloggen, selvom jeg ér begge. Alle mine ord hjælper mig til at se mig. De gør det helt bogstaveligt muligt for mig at se mig selv, forstå mig selv. Den proces det er, først at stå helt inde i virvaret af tanker og følelser og forsøge at finde hoved og hale i det, dernæst at skrive et indlæg med den fundne røde tråd (eller grønne, hvis den røde bare ikke er at finde ;o), og til sidst med egne øjne at læse en sammenhængende udredning af et problems årsag og udredning og hvis ikke opklaring så i det mindste en kortlægning, for til allersidst at forstå og acceptere mennesket, kvinden, vennen, veninden, kollegaen Flora.

Igen, hvad betyder offentligheden egentlig i denne proces?

Jeg har i hele mit liv været stille og genert og har oplevet ikke at blive set, fordi jeg ikke har turdet vise verden, hvem jeg er.

I dag ved verden lidt mere om, hvem jeg er, og i mit inderste glædes jeg over at være synlig her på bloggen. Målet er ikke at sidde her på siden og råbe ”se mig”, men derimod ude i verden at gå min egen vej, fordi jeg vil. Det hjælper, at jeg på bloggen har udredt, udgydet, forklaret, filosoferet, grædt og delt, således at jeg ude i verden får mulighed for at agere mere beslutsomt og selvsikkert, fordi jeg bedre ved, hvem jeg er og hvad jeg vil.

Jeg bearbejder alle mine indtryk og lagrer dem i de rigtige kasser, så mit indre ikke længere er så rodet. For pokker, hvor svært kan det være: jeg bliver jo klogere på mig selv. At du som læser så også gør det, det har jeg det fint med.

Det er en ganske anden proces at skulle forklare sig selv for verden end blot for sig selv. Det kræver større omhyggelighed, et større researcharbejde for at vise begge sider af sagen. Hvis jeg kun skal forklare mig for mig, er der for mange hurtige undskyldninger og halvhjertede forklaringer, som jeg glemmer igen efter kort tid.

På bloggen har jeg mulighed for at gå tilbage og genlæse igen og igen. Intet går tabt, og jeg kan med god samvittighed glemme og dermed rumme nye følelser og tanker, for blot at genfinde gamle følelser tilbage på bloggen. Jeg behøver ikke at have en rød tråd igennem hele bloggen, for hvert indlæg er et kapitel for sig, dog tit med tråde tilbage.

Der er en helt klar rød tråd i forløbet, og det er faktisk lidt interessant, for mig.

Hvor hemmelig jeg er, kan jeg ind imellem blive lidt nervøs over, for det er ikke småting, jeg kommer af med, men skulle jeg en dag blive opdaget, så tager jeg det med.

En gang tidligere har jeg oplevet indbrud i min elektroniske postkasse, og det var ret væmmeligt, da jeg brugte (og bruger) mailen til dagbogsskriblerier. Jeg følte mig meget beskidt ved tanken om, at en anden havde endevendt mine tanker og følelser i en periode, men det er heldigvis stoppet nu.

Det er en lidt anden situation her på bloggen, da jeg jo ved, at andre læser med over skulderen, og ordene er skrevet med det for øje. Det er bare noget andet, hvis det er nogen, jeg kender, der skulle læse ordene, da min privatsfære jo så er noget udvidet. Meen ...

Som min farfar yndede at sige: hvad er livet, et pust i sivet.

Det er denne blog også, hverken mere eller mindre.

Nu har jeg købt billetten til Skotland. Det var egentlig ret enkelt, selvom jeg var 5 minutter om at trykke på den endelige knap om afsendelse af ordre. *SLAM* - 2 minutter senere kom en bekræftelsesmail og *VUPTI* - nu skal Flora så til Skotland.

Det kan ikke være rigtigt, at noget så simpelt har taget så lang tid at effektuere, men sådan føles det altid, når en beslutning har været igennem en modningsproces.

Engang ude i fremtiden, eller måske i mit næste liv, skal jeg prøve, hvordan det er at gøre/beslutte i næsten samme træk. Tænke tanken ”det der, det kunne være sjovt”, hurtigt rationalisere ”hvad pokker, der er ingen der dør af det” og så bare hoppe ud over kanten og se, hvad der faktisk sker.

Jeg fejrede billethandlen med en fredagsøl sammen med en kollega. Det var længe siden, vi sidst havde været ude at føjte, så det var rart igen at få slået benene væk under mig af en (ja ÈEN) enkelt øl (godt nok en stor en – en hel halv liter;o).

Bagefter var jeg lige et smut i Øresund og så ellers bare hjem til min egen magre kødgryde for lidt føde og så i seng. Jeg var helt basket, og troede jeg skulle ligge og gasse lidt med en god bog, men da jeg vågnede i morges, var der 5 ubesvarede opkald på min mobil. Det første løb ind kl. 22.07 :-)

Mmhmm

Nu skal jeg se at komme op. Jeg skal ind og kigge på motorløb i Fælledparken (Copenhagen Historic Grand Prix) i dag, og det glæder jeg mig til. Jeg ved ikke rigtigt noget om biler, men det forhindrer mig ikke i at nyde lyden af stærke motorer, synet af elskelige gamle automobiler og duften af benzin og olie og læderbetrukne rat.

Måske vi ses derude.