I går aftes fik jeg endnu en ”hvor er du”-sms fra Rebounderen, og den kunne jeg ikke sidde overhørig, især fordi han har sine børn. Han havde sågar tjekket på Facebook og fandt, at jeg ikke længere stod på hans venneliste.

Jeg svarede ham retur, at jeg nok burde have meddelt ham min beslutning, men at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, bortset fra det åbenlyse, at jeg var irriteret på mig selv over at kaste mig for hans fødder, hver gang vi var sammen. Jeg ved jo godt, hvor han står, på det punkt er han dejligt ærlig, sjældent ærlig vil jeg næsten sige, selvom min egen erfaring udi i slige forhold er ikke-eksisterende.

Så, et par sms’er frem og tilbage, og det var så det. Det er nu rart ikke at have et hængeparti der. Også er det rart at kunne mødes på gaden og give hinanden et knus og en sludder, uden at det behøver at være akavet.

Især er det fantastisk at have bekendt kulør. Det er rart og gør ikke ondt!

Min risengrød blev fin, men lidt tør, så jeg hældte lidt vand ved for at gøre den lidt mere lind. Den brændte selvfølgelig på, og nu står der en gryde med fastbrændt grød i bunden på komfuret (suk).

Jeg har en rest tilbage, som jeg nu skal koge ris a la mande på, og fandt selvfølgelig, at jeg ingen mandler har. Pokkers, så skal jeg ud i det møgvejr.
Det er nok meget godt at have en undskyldning, for så kan jeg i samme moment få den løbetur overstået, som jeg i går proklamerede skulle overstås i denne weekend (- hvorfor kan jeg ikke bare holde min mund?).

Se, nu er det oven i købet blevet mørk – jeg gør det fandme ikke nemt for mig selv!

Og så har jeg oven i købet ondt i maven.

Hold da kæft en ynkerøv jeg er…

I will probably be back med flere opløftende nyheder… (?)

Det er godt nok længe siden, jeg sidst har udgydet her på siden, men jeg har vist ikke samme trang og behov. Og dog...

Jeg var i dag i vandet for første gang i flere måneder, og det var sgu dejligt. Friskt og klart var det, og jeg undgik med nød og næppe at blive svitset af en fæl brandmand, en af dem med røde brændende tråde må jeg hellere understrege, for jeg har ikke noget imod brandmænd, eller mænd i det hele taget for den sags skyld. Tværtimod!

Jeg er stadig alene, ingen mand er på tapetet. Rebounderen er nu helt ude, han ved det bare ikke endnu. Sig mig, er der en regel om at man partout skal besvare sms’er og telefonopkald?

Nja, det er der jo nok, og hvis han fortsætter med at sende undrende sms’er efter næste uge (= når han igen er børnefri), må jeg hellere gøre en indsats for at forklare, at jeg foretrækker at han lader mig i fred. Nå, det går.

Jeg har det faktisk godt. Jeg hygger mig, når jeg er hjemme. Hygger mig i mit eget selskab. Jeg har stadig dage, hvor jeg føler ensomheden, særlig weekenderne kan være lange, men i det store og hele går det fint.

Jobbet er en anden sag. Jeg arbejder med mig selv og håber på fremgang., men det er ikke noget jeg kan skrive om.

Jeg tror, jeg ved, hvorfor det ikke er blevet til mere skriveri i lang tid: der er ikke sket noget stort i mit liv. Epokegørende fremskridt mener jeg.

Alt er det små ting, som kun jeg selv bemærker og glæder mig over. Men glæder mig, dét gør jeg.

Jeg savner vist at skrive, så måske jeg vender tiere tilbage med lidt causeren over dagene der går.

Jeg er i skrivende stund i gang med at lave risengrød, og det er første gang i mit liv, at jeg selv laver det. Det er en stor dag: jeg har allerede skrevet det i kalenderen, og det er stort nok til også at komme på bloggen.

Planen er at spise risengrød i aften og lave ris a la mande i morgen af resterne, hvilket også vil være første gang. Jeg har indkøbt alle ingredienser, så alt er klart.

Ligesom i gamle dage, hvor en cigaret fik mig til at føle mig voksen, sofistikeret og moden (vi skal tilbage til gymnasietiden), får sådanne små, hjemlige udfordringer mig til at føle mig hjemme, både i mig selv og i min lejlighed.

En kollega sørgede for at jeg fik frisk lakserogn forleden dag, mums hvor smagte det skønt. Han havde bortført en lille portion fra familiens middagsbord (med store protester til følge), så jeg også lige kunne få en mundsmag. Jeg fandt det ganske rørende.

Vi var i New York for nogle måneder siden, kollegerne og jeg, og vi var 3, der ikke kunne forlade NY uden at have spist østers på Oyster Bar i kælderen på Grand Central Station, så det gjorde vi, hvilket resulterede i en dejlig boblende eftermiddag, hvor vi rendte rundt med salige smil i øsende regn, mens de andre kiggede lidt småundrende på os. Man skal ikke kimse af en lille champagnerus på en lørdag eftermiddag; den kan gøre underværker.

Planen er, at jeg skal ud at løbe i aften eller i morgen. Kom også af sted i lørdags, og det er altså rart at udfordre legemet fysisk.

Dette var lige en lille statusopgørelse.

Hav en god aften!