Puha. Jeg er træt. Ikke fordi jeg har sovet dårligt, det har været en fortrinlig nat, men jeg har det som om jeg kører i overgearet i øjeblikket, og føler mig en smule manisk.

Sandsynligvis er det arbejdet, der fylder for meget, og mig der trænger til at slippe alt for en tid. Det er helt ok, at det snart er påske!

Det er onsdag morgen og ugen har allerede været lang. I mandags talte jeg i telefon med en Jørgen, som jeg kaldte Jonna. Jeg undskyldte mig med propper i ørerne. Jeg har fået endnu en ”du er bare så sød”-erklæring fra en kunde, og det er rart. Der ligger en skideballe og venter i horisonten, men den kommer, når den kommer. Jeg orker ikke at tage mig af sagen for at afværge den (Liar, liar, pants on fire: du er bange, Flora!) Nå ja da. Det er rigtigt. Måske jeg skulle håndtere den i dag.

Så skal jeg ordne en hadetjans i dag. Ih, kunne godt være det foruden, men der skal styr på det.

Jeg havde en superflirt i fredags, der fortsatte lidt på mailen mandag. Lækkert. Så er der brok og problemer, som jeg skal udrede. Jeg er over det hele som sædvanligt, og jeg orker det ikke. Jeg tror, at dagen i dag bliver med musik i ørerne, så jeg slipper for at deltage i alting på en gang.

Har jeg nævnt, at jeg er træt? Det er jeg, træt, træt, træt.

Jeg fandt en gammel rejsedagbog, som jeg med stor fornøjelse læste søndag aften og i går. Den omhandlede en god tid og inkluderede mit første intime møde med hankønnet. Det er nu ikke helt korrekt, for inden havde jeg haft mange møder, som ikke var endt med sex.

Når jeg tænker tilbage på dengang, var jeg godt nok bange for det, sex mener jeg, og jeg var sent på den i forhold til alle andre, men lige til tiden i mig. Jeg havde været klar længe, men manglede i sidste ende en mand, der var stædig og insisterende nok, på den gode måde, så jeg kunne blive nedlagt med maner.

Ved alle tidligere møder med mænd havde jeg uden blusel fortalt dem, at jeg var jomfru og at min første gang ikke skulle være med dem. Vi kyssede og pettede (kors, hvor jeg hader det ord! Jeg må finde et andet…) nussede, rørte, smagte, men mine trusser beholdt jeg på. De var mit sidste værn. Mændene smed ofte det hele, så jeg fik lejlighed til at se og røre (m.m.) deres pik, og det var jo ganske interessant. Jeg var liderlig, men stadig holdt jeg på, at det ikke skulle være nu. Det er altid blevet mødt med respekt, selvom de har prøvet at lokke, men har åbenbart kunne mærke, at jeg mente det. Så, jeg havde mange gode oplevelser med mænd, bare ikke det sidste skridt, den endelig bastion stod stadig stærk, beskyttet af et par tynde, hvide bomuldstrusser.

Jeg drog ud i verden, og efter 8 dage mødte jeg denne mand, der i starten uden jeg vidste det fjernede sten for sten fra min stærke bastion. Jeg var godt klar over, at han ville have mig, og jeg havde svært ved at indstille mig på det. Jeg ville ikke være sådan en, som mændene bare gik i seng med, ville ikke være nem, ville ikke blakke mit rygte. I bund og grund fattede jeg ikke, hvad han så i mig (uups – her skinner mit elendige selvværd klart igennem).

På 14. dagen efter vort første møde, styrtede den til jorden, bastionen, da han fik trukket trusserne af mig, med min velvillige indstilling. Da lå jeg og fnes (fniste?) og var for første gang helt nøgen sammen med en mand, og mærkeligt nok var jeg genert og blufærdig ved at skulle fortælle ham, at jeg var jomfru. Jeg lå på hans bryst, mærkede hans varme, alt i mens jeg fortalte. Det kom naturligvis ikke som en kæmpe overraskelse for ham, da vi havde haft flere møder, hvor jeg var endt med at forsvinde som et skræmt rådyr frem for at tilbringe en nat sammen med ham; nætter, hvor vi bare skulle have sovet sammen, for at sove mener jeg. S-o-v-e. Yeah right. Jeg var heller ikke sådan at overbevise og skulle ikke nyde noget. Næ næ.

Men det skulle jeg den aften. Eller, det var faktisk blevet morgen, da vi nåede så langt.

Han gjorde mig klar til indtrængen, det gjorde ondt og så var det godt og så var det slut, og der kom en rød plet på lagenet. Jeg var glad. Jeg havde et stort smil på mine læber hele dagen. Nu var jeg kvinde. Det var en ganske ny fornemmelse. Jeg følte mig anderledes, mere voksen.

Vi gik i bad sammen bagefter, vaskede hinanden, kyssede, og gik ind for at sove den sidste time inden vi skulle op. WOw, jeg havde det godt.

Der gik en uge, hvor jeg holdt mig på afstand af ham, og der gik en uge, hvor jeg gik med hemmeligheden alene. Til sidste blev det for meget, og jeg måtte dele det med nogen, og der var to dejlige mennesker, jeg havde tillid til, som hver især fik historien om Floras første gang. Det var vel nok rart at komme af med, lækkert at dele det med nogen.

Der gik en uges tid inden vi var i seng sammen igen. For pokker, jeg var vild med ham, men han skulle ikke tro noget. Jeg blev helt ærgerlig, da jeg læste, hvor meget det betød for mig, hvad andre måtte tænke om mig, men omvendt er det jo noget jeg først nu, mange år efter, er ved at gøre op med.

Vi var en slags kærester on/off de næste par måneder, det svingede meget, da jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg ville, hvad jeg følte. Jeg blev overmandet af følelser, og det var svært at håndtere det hele. Efter ca. 2½ måneder fik jeg lidt ro på mig og fandt ind til mine følelser for ham. Det var dejligt, og han blev min første kæreste. Et forhold der varede til jeg skulle hjem, 4-5 måneder.

Jeg har tænkt meget på ham de sidste dage, og kunne tænke mig at kramme ham igen en dag, for old times sake. Jeg kunne tænke mig at sige undskyld for nogle af de tanker, jeg har udtrykt i min dagbog, for de lyder ikke specielt venlige, men de er tegn på min egen angst over for livet, moralen, kærligheden, sårbarheden, og alt det ved han allerede. Eller vidste han. Han havde en bedre fornemmelse af mig, end jeg selv havde, vil jeg næsten sige. Når jeg tænker tilbage, er der en helt klar lyst og kærlighed at spore: en lyst til at være sammen med ham, at dele mine tanker med ham, at dele kødets lyst (åh, jeg måtte bare tage de ord i min blog). Min tvivl bundede i angst, men mit instinkt drog mig til ham; min kærlighed kom bag på mig, og jeg nåede aldrig 100 % at anerkende den; turde vist ikke.

Se, det var historien om min første gang. Det var en god første gang, lige som den skulle være, og da den først var overstået, kunne jeg mærke, at der var en mening med, at det varede så længe.

Mønstret for dette forhold har fulgt mig siden, og det er der nok også en mening med. Jeg har brug for tillid, når jeg involverer mig med mænd, og det koster tid. Det er meget sjældent, jeg kan ikke huske om det overhovedet er sket, at jeg har mødt en fyr og gået i seng med ham samme aften.

Det skulle måske være Skotten fra Skotland, men det var en ganske speciel oplevelse, og i øvrigt også et forløb over en dag til aften; et møde, en afsked, et gensyn, en nat, en afsked.

Åh, hvor jeg dog elsker at blive ældre.

... we've got a problem!

Nu er tiden ved at rinde ud for Raketten. Ikke sådan at forstå, at der ikke er masser af liv tilbage i ham. Ork, der er masser.

Vores tur er bare slut nu, eller i hvert fald lige om lidt. Nu kommer de irriterende fornemmelser af "hvad blev der af kærligheden".

Hey, irriterende er de faktisk ikke, disse fornemmelser, for det er mig, der forsøger at fortælle mig noget, og det er på tide, jeg hører efter, hvad jeg siger til mig selv. Does that make sense, or what?

Flora, hør efter!

Et stk. opfordring på morgenstunden, fra mig til mig.

Lad mig også smide en i hovedet på dig: Lyt til dig selv. Du er klogere, end du tror!

Godmorgen :-)

... landede i Floras nat en drøm, som var noget mere interessant end den om den sorte skønhed på Københavns Udørk.

I stedet drømte jeg i nat om Vildmanden fra Fjeldet, som ikke er så vild endda, ja faktisk er han en ganske blød mand. Det er en virkelig personage fra mit ophold i sneen nogen tid tilbage, men ikke en jeg på noget tidspunkt kom tættere på end nogle sporadiske ord her og hisset.

Det var en lille, fin drøm om et kort øjeblik:

Vildmanden er en stor mand, sådan lidt bamset og krammable, og en eftermiddag kam han hjem fra det store, hvide fjeld, og vi stødte på hinanden, netop som han kom ind af døren, stadig med iskrystaller på øjenvipper- og bryn, og lignede vitterligt en - nå ja, en vildmand.

Han efterlyste nogle ørestikker til at sætte på sin jakke, da det var tradition for ham at sætte mindesmærker om fantastiske fjeldture på jakken. Jeg havde ikke andre ørestikker, end dem jeg havde i ørerne, nogle med perler, men jeg tilbød ham den ene. Det var dog ikke sagen, så jeg lovede at kigge efter nogle til ham. Under den lille ordveksling var vi rykket nærmere hinanden, og jeg stod lige overfor ham. Uden at tænke over det, rakte jeg min hånd op og fjernede de sidste krystaller over hans venstre øje, og han greb let om mit håndled. Vi fik øjenkontakt, og den varede længe, sådan føltes det. Afstanden mellem vore ansigter mindskedes, og vi mødtes i et let kys, hvorefter vi igen fik øjenkontakt, og hver fandt vi, at den anden stod og smilede stort og fjollet.

Vore hænder fandt hinanden og vi gav hinanden et klem, øjeblikket var slut, vi var videre, og drømmen var slut.

A hvabehar, hva. Det er jo noget ganske andet end sorte skønheder og abysslignende huller i jorden.

I hvert fald vågnede jeg glad og velfornøjet, og som jeg sidder her og skriver til lyden af en hylende kilerem, en bus, der hoster nede i krydset og et skræppende mågepar i luften kan jeg atter konstatere, at jeg har det godt.

Jeg ønsker dig en dejlig dag!

Jeg er stadig træt i hovedet, men min krop spinder og vrider sig af velvære, så jeg dårligt kan komme i klæderne.

I lørdags investerede jeg i en badebørste, da jeg endelig kom i tanke om det på det rette tidspunkt, nemlig i en velassorteret matas.

Det er en god investering, det er fantastisk at mærke varme i huden efter en omgang skrub under den varme bruser. Det er livgivede, levende. Mums, skønt.

Det lyder faktisk som en god omgang sex, meen, helt så saliggørende er det nu alliwel ikke.

God er børsten dog, så lad mig kaste anbefalingen i grams: Prøv det!

NU er det en god morgen...

I går morges måtte jeg pendle til arbejde, og det er ikke tit, det sker. Jeg ved da godt, hvilke busser og tog, jeg skal tage, men jeg ender tit med at – nu har jeg glemt, hvad det hedder, men prøve mig frem, er hvad det handler om. Jeg tog en eller anden bus og landede på rådhuspladsen. Jeg har mange gange stået på rådhuspladsen og tænkt: hvad fanden laver jeg her. Det er en udørk for busser, der kører den vej, jeg skal, og jeg er nødt til interpolere mellem flere buslinjer for at nå mit bestemmelsessted. Eller også er det bare mig, der er pendlerblind.

Men, nu jeg var der alligevel, på Københavns Udørk, tog jeg lige vejen omkring hullet i jorden for at tjekke, hvordan man kommer på toilettet, nu de næsten helt har fjernet den sorte skønhed (?!) (Læs Nye drømme, tak)

Man kan stadig komme derned, og min dramatiske drøm havde ikke meget med virkeligheden at gøre, i hvert fald ikke endnu, da der stadig er noget sort skønhed over og omkring over hullet, som markerer mouth of the Abyss.

I aften står den på middag hos Bedsteveninden, og det glæder jeg mig til. Det føles som længe siden sidst, da vi vandrede gennem København en kold og solbeskinnet søndag.

Jeg er lige vågnet men kunne stadig sove. Jeg er så træt, men et varmt brusebad hjælper, måske. Det sætter jeg min lid til.

Godmorgen til dig.

Jeg er i fuld gang med at fejle.

Det kræver en forklering, så det får du.

Altså.

Jomen. Hvor skal jeg starte.

Der var engang, jeg var bange for alt og undlod at nærme mig alt det skræmmende.

Jeg er stadig bange, tag endelig ikke fejl af det. Jeg er verdens største bangebuks, men der er nye toner i luften: Jeg er en modig bangebuks. Det er ikke en beslutning "jeg vil ikke være bange mere". Det er ikke en udfordring "jeg vil turde alt". Det er bare noget der sker, en gryende fornemmelse af Flora. En ret stor fornemmelse, så stor at det er svært at beskrive den og dog så jordnær, at jeg mærker den hvert sekund.

Du får et eksempel:

Mit arbejde byder i øjeblikket på flere dilemmaer end jeg bryder mig om, og ind imellem ligger jeg vågen over det. Berøringsangst har jeg til stadighed, men jeg er begyndt at tage fat, lige så stille, og i samme rolige tempo falder dilemmaerne, en for en. Det tager aaal for lang tid, pinligt lang tid, så lang tid at det er et under, at min høje chef ikke for længst har fyret mig eller i det mindste placeret mig i gabestok på torvet. Nogle gange er tempoet så roligt, at selv jeg er i tvivl, om der overhovedet sker noget. Dilemmaerne fylder eventyrligt meget i min bevidsthed, så jeg bruger meget energi på at skabe afstand. Først skal jeg langt væk, så tilbage og snuse lidt og så flere kilometer væk igen. Kors i hytten, jeg lyder som en sky hvalp, but - so be it, så er det jeg er. Nej, lad mig i det mindste holde fast i Floraen og være en bly viol!

Sådan går den ene dag efter den anden, og Flora bliver langsomt men sikkert klogere, modigere og - tingene hænger jo sammen - smukkere :-))

 Lad os vande de der bly violer, så kan det være, det går lidt stærkere?!

Afsted derudad med et kys på morgenstunden!

Et lille PS:

Mødtes i går kort med Raketten uden at vi dog kom til vejrs. Jeg går her i mine egne tanker og fejer på rampen: Han er sgu dejlig, men er det nok, når nu han insisterer på at holde sig ved jorden, og jeg vil op at flyve og se måne, sol og stjerner?

(Hov - blot et retorisk spørgsmål! Jeg er ikke helt idiot!)

;-)

Det gør også sådan lidt pladderromantisk og lallende og fylder på den gode måde, og jeg bliver sprængfyldt af energi.

Raketten og jeg er ikke fremtidssikrede, men det til trods fik vi begge fornyede kræfter af et kort og indholdsrigt møde; vi bliver bedre og bedre sammen. Sex er som enhver anden kunstart en evig udvikling og udforskning, en søgen efter den forløsende sandhed. Sandheden er orgasmen og vejen dertil ny hver gang. Sandheden er endegyldig og fuldstændig, for derefter kommer intet. Intet er ro, en sveddråbe på panden, kroppenes langsomme afspænding, et smil og et kys, tæt forening. Nærheden mærkes varmt og kærligt.

Sex er elskov, og elskov skal der til.

Kærligheden er i mig.

Engang vil jeg gerne mærke den gensidige kærlighed igen.

Om ikke så længe, snart, nu?

Nej, det bestemmer jeg ikke selv, og tiden er ikke inde, endnu.

Perlende og let.

Sådan har jeg det lige nu efter en dejlig aften med hende-jeg-ikke-kan-huske-hvad-jeg-døbt-men-et-ellet-andet-med-rogn-veninden. Tag ikke fejl af det åndsvage navn, hun er en skøn veninde, det er bare mig, der er lidt distræt.

Jeg er vild med bobler og de passer fortrinligt til sushi. Uhm - eller til østers. Jeg kunne faktisk godt tænke mig en gang Østers & Champagne med Raketten, bare for at tjekke deres påståede liderlige virkning, østersernes mener jeg. Altså - "jeg har hørt" at man bliver liderlig af østers, og nysgerrig som jeg er, skal det da undersøges. Jeg har allerede undersøgt det flere gange, men jeg glemmer undersøgelsen, når jeg er godt i gang, med fortæringen mener jeg. Raketten og jeg deler gerne lækre madder, drikke og andet godt, og selvom vi faktisk har afprøvet østers, mangler vi at afprøve dem i sengen, ikke at jeg vil fedte rundt med skallerne under dynen, det er sgi for ulækkert. Hold da op, hva'. Sikken jeg vrøvler. Det er de der bobler,  men jeg gør det så godt jeg kan.

Jow - Flora har det godt. Ingen tvivl om det !!! :-) (bemærk udråbstegnene;-)

 I dag har været en travl dag - igen igen. Det er nu fedt, når der er gang i den på kontoret, selvom det hele tiden føles som om, jeg er to skridt bagud.

Men hva'. Det går nok.

Og nu vil jeg i seng!

G'nat.

...og det hurtigt!

 Jeg sidder her, nøgen og harmdirrende, iklædt min vinterdyne (løvn: jeg har en helårs...), og føler mig som offer for mine egne drømme.

Jeg har spenderet hele natten (red: det af den, Flora kan huske) med at drømme om Rådhuspladsens sorte monstrum, eller rettere fjernelsen af samme.

Eller rettere, drømmen gik faktisk på, hvordan man nu kan komme på toilettet under rådhuspladsen. Nu er det vel bare et gigantisk hul i jorden, uden sort monstrøs overdækning, og det må se mærkeligt ud. Man kan falde ned i hullet, og i drømmen balancerede jeg skræmmende tæt på kanten, kiggede ned, mens jeg stod og trippede, tissetrængende. Og hold da op, hvor jeg trippede. Det tog hele natten (red: det af den, Flora kan huske;-). Damn, what a waste of time.

Jeg kan godt huske, at jeg bemærkede skelettet af fortids sorte skønhed (??), da jeg passerede pladsen på vej hjem fra arbejde i går, men derfra til at tilbringe en nat med den, der er sgu langt. For langt skulle man synes, men åbenbart ikke.

Så ja. Jeg vil gerne bestille en anden drøm. En lækker en, gerne med mandfolk, sved og sjov, gerne med et mindre dilemma, som kan nå at løse sig inden opvågnen, så søvnen afløses af følelse af vellykkelthed, tilfredsstillelse (!) og smag for mere.

Nu vil jeg drøne i bad, så de varme dråber kan varme mig og mildne min harmdirrenhed.

Drømmen har trods alt en fordel: det kan kun gå fremad, og jeg glæder mig til at se, hvad dagen byder på.

 Godmorgen til dig.

:-)