En god ide

Aftenen hos Bedsteveninden og hendes kæreste forløb roligt og hyggeligt. Jeg fik mig en lur til Barnaby (jeg ser ikke fjernsyn (har end ikke et), så det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt min krop går i dvale, så snart tv’et bliver tændt. Da filmen var færdig, vågnede jeg igen, og vi sludrede videre).

Her siddende i sengen, har jeg netop fået en fantastisk ide, og jeg aner ikke hvor den kom fra. Tanken har helt slået benene væk under mig, så det er vel nok godt, jeg sidder ned!

Den går i sin korthed ud på at tage på skiferie, alene. Jeg har netop sendt en mail for at forhøre om plads på holdet. Det kan godt være, at det ikke bliver til noget, men det er lækkert at lægge jern i ilden. Det er lige, hvad jeg trænger til.

Siden Eks-1 og jeg for 2½ år siden brød med hinanden, har jeg ærgret mig over ikke længere at komme på vinterferie; vi plejede at tage af sted en gang om året med hans familie.

Jeg elske at stå på ski, langrend naturligvis (det havde du sikkert gættet:-), så ærgrelsen har været betragtelig. Nu bliver det spændende, hvad snemanden siger.

Uh, sidder og tænker på de smukke landskaber, jeg i tidens løb har mødt i de norske fjelde. Der er så smukt og tyst. Jeg er vild med at standse op og høre stilheden! Et snelandskab kan i dén grad tystne tiden.

Og nu må jeg sove – klokken er alt for mange.

Det er handling, der skal til, Flora, husk det  nu! (Og hvor der handles, der fejles, jf. dette indlæg)

(Dammit, nu bolles der ovenpå, så jeg bliver lysten. Ja ja, på den igen, Flora)

;-)